“Chauvinistisk nationalisme er det direkte modsatte af FN, det er dets antonym og fjende.”
Det sagde Zeid Ra’ad al Hussein, højkommissæren for menneskerettigheder, blandt andet, da han i dag åbnede den 38. samling i menneskerettighedsrådet, FN’s øverste organ for menneskerettigheder. Højkommissæren fremhævede at nationalstaterne udnyttede FN for politisk vinding i stedet for at kæmpe for det fælles bedste:
“For mange stater foregiver at ville arbejde for det fælles bedste, mens de ikke kæmper for andet end deres tyndt-tænkte egeninteresser. De forsøger politisk at få så meget som muligt ud af FN, mens de ikke investerer noget i at gøre det til en succes. Jo mere udtalt deres følelse af selvbetydning er – jo mere de ærer sig over deres nationalisme – desto mere utilsløret er angrebene fra disse regeringer mod de fælles bedste for alle.”
Opsangen kommer som højkommissærens sidste tale i positionen som verdens forkæmper for menneskerettigheder. Zeid Ra’ad Al Hussein meddelte i december, at han ikke ville stille op til endnu en 4-årig periode som højkommissær. Mediet Foreign Policy publicerede en e-mail, hvor højkommissæren begrundede sin beslutning med, at det geopolitiske klima muligvis ville udfordre hans uafhængighed og stemme.
Vicedirektøren for Human Rights Watch, Philippe Bolopion, udtalte at Højkommissærens e-mail og tilbagetræden, er en refleksion af, hvor slemt verdens menneskerettighedssituation ser ud.
Talen blev holdt i et anspændt klima, hvor der nu i over en uge har svirret rygter i Genève såvel som Washington, om USA’s intention om at melde sig ud af menneskerettighedsrådet. Det sker i forbindelse med at FN’s generalforsamling fredag 15. juni vedtog en resolution, der fordømte Israels brug af vold mod demonstranter i forbindelse med en række protester, der begyndte i slutningen af marts.
Menneskerettighedsrådet indkaldte selv til et hastemøde i slutningen af maj, hvor en resolution om at nedsætte en undersøgelseskommission til at undersøge urolighederne blev vedtaget under stor protest fra USA.
Læs også: FN-menneskeretschef: Israels reaktion i Gaza er helt ude af proportioner (20.05.2018)
USA’s mulige udmeldelse kom allerede på tale for en år siden da FN’s ambassadør til FN, Nikki Haley, i en tale til menneskerettighedsrådet sagde, at rådets behandlede Israel med uproportionalt meget negativ opmærksomhed, og at hvis dette fortsatte ville USA forhandle om menneskerettigheder uden for FN’s menneskerettighedsråd.
Højkommissæren har gennem hele sin periode kritiseret Trump-administrationen, og kaldt Trumps promovering af et muslimsk indrejseforbud i Amerika ’ekstremt uansvarligt’.
Højkommisærens fulde tale kan findes her