Knud Vilby
Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.
Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.
Danmark vil gerne med i FN’s Sikkerhedsråd fra 2025, og SF’s Holger K. Nielsen er fra 1. august udpeget af regeringen til at bistå udenrigsministeriet med at opnå valg til Sikkerhedsrådet.
Men hvad er det, vi vil i Sikkerhedsrådet, udover at være medlem en gang imellem? De faste stormagtsmedlemmer har vetoret og bestemmer det meste. De suppleres af nogle almindelige lande, der skal vælges mere demokratisk. Hvilke muligheder har de?
Vi har naturligt nok fokus på den europæiske krig i Ukraine – og på oprustning for 18 milliarder kroner, når vi i dag snakker dansk sikkerhedspolitik for tiden. Krigen har skræmt os, og sikkerhedsdagsordenen har ændret sig.
Danmark har taget endnu et syvmileskridt væk fra store civile internationale indsatser og mod større kapacitet til militære indsatser. Forståeligt måske, men også med en høj og langsigtet pris.
Rusland blokerer for klima som sikkerhedsspørgsmål
Verdens sikkerhed udfordres i al den fremtid, vi kan se ind i, ikke blot af de direkte militære trusler, som øges af politiske spændinger. Fattigdommen og klimaændringerne fører også til nye dramatiske sikkerhedstrusler. Det handler ikke kun om de flygtninge, som Danmark for enhver pris vil undgå at tage sig af, men også om lokale og regionale krige, der kan udvikle sig eksplosivt. Vestafrika og Sahel-regionen er gode eksempler.
På det helt generelle plan er Danmark i sin udenrigspolitik enig i, at klimaændringer, fattigdom og sult udgør en sikkerhedstrussel. Men vurderes det nogensinde konkret, og har vi en politik for at gøre noget ved det? Vi har i hvert fald skåret ned på bevillingerne.
Hvilken konkret sikkerhedspolitik kan Holger K. Nielsen præsentere, når han skal føre kampagne for Danmarks plads i Sikkerhedsrådet? Det handler også om, hvilken rolle Sikkerhedsrådet skal have i fremtiden.
For et halvt år siden nedlagde Rusland veto mod et forslag fra Niger og Irland om at gøre klimaændringer til en del af Sikkerhedsrådets freds- og sikkerhedsdagsorden. Forslaget var støttet af 113 af FN’s 193 medlemslande, men det var altså i Sikkerhedsrådet, afstemningen foregik. Et stort flertal på 12 medlemmer stemte for, Kina undlod, Indien og Rusland stemte imod, og Rusland nedlagde veto.
Modstanderne ønskede ikke, at disse spørgsmål gøres til sikkerhedspolitiske diskussioner i Sikkerhedsrådet.
Men med opbakning fra langt over halvdelen af FN’s medlemslande kan man være temmelig sikker på, at spørgsmålet kommer op igen.
Mere ørken og mindre vand skaber konflikter
I en artikel fra Nordisk Afrika Institut – som Danmark ikke har støttet siden 2013 – forklarer seniorforsker Angela Muvumba Sellström meget illustrativt, hvor konkret den klimaskabte sikkerhedstrussel kan være. Eksemplet er Vestafrika.
Vi har hørt meget om terrorisme og militærkup og om flygtninge fra Vestafrika. Danmark har været involveret både civilt og militært, indtil et kupregime i Mali afviste blandt andet det danske militær og foretrak lejesoldater fra den russiske Wagner-gruppe.
Muvumba Sellström beskriver nogle af de bagved liggende årsager.
Sahara ørkenen er blevet ti procent større de seneste 100 år. Der er mere tørke end før, og vurderingen er, at temperaturerne i området stiger halvanden gang så hurtigt som det globale gennemsnit. Det fører til lokale konflikter, som større konflikter tager næring fra. Der er flere mennesker end før, og kampen om adgang til vand og græsningsarealer for kvæget, bliver stadig mere dramatisk.
Det er ikke fremtidstrusler. Det sker lige nu.
Danmark tænker mere militært
Danmark har de seneste år – også i Vestafrika – tænkt stadigt mere militært, mens de begrænsede civile indsatser fokuseres på kortsigtede danske interesser.
Over en lang årrække er de civile danske bistands- og samarbejdsindsatser reduceret, således at det, vi kalder bistand, er på omkring det halve af niveauet ved årtusindskiftet. På det seneste har Folketinget derudover besluttet at satse 18 milliarder ekstra kroner årligt på oprustning.
Det har selvfølgelig konsekvenser. Set i forhold til situationen for relativt få år siden satser Danmark langt mere militært, men langt mindre civilt overfor de nye sikkerhedstrusler.
Naturligvis har Ukraine på kort sigt ændret på både tanker og handlinger. Men ikke desto mindre er det fuldstændig afgørende, at Danmark bidrager til en langt mere aktiv og synlig strategi, for hvordan den langt bredere sikkerhedstrussel skal håndteres i et internationalt samarbejde. Med Danmarks egen langsigtede indsats som et centralt element i sådan en strategi.
Til en start kan man jo hjælpe Holger K. Nielsen og udenrigsministeriet med argumenter, som også kan føre til nødvendige handlinger, der styrker fokus på det bredere sikkerhedsbegreb. Der er brug for det. Danmark har ikke megen synlighed på disse områder længere. Hvorfor skal andre FN-lande vælge os ind i Sikkerhedsrådet, hvis vi ikke har noget klart og vigtigt at byde på?
