I 2002 valgte Danmark at skære i u-landsbistanden. Det gik bl.a. ud over Malawi, Zimbabwe og Eritrea, hvor bistanden helt er trukket tilbage. Ny publikation fra Folkekirkens Nødhjælp fortæller om konsekvenserne af tilbagetrækningen af hjælpen i de 3 lande, fremgår det af organisationens hjemmeside mandag.
2002 valgte VK-regeringen at spare 1,5 milliarder kroner på u-landsbistanden. I starten blev der talt om en midlertidig besparelse, men besparelsen er blevet fastholdt – og endda forøget – nu 2 gange siden.
Præcis hvor pengene skulle spares på bistandsbudgettet blev afgjort via en gennemgang af Danmarks Udviklings- og Miljøsamarbejde med udviklingslandene. Gennemgangen blev af Udenrigsminister Per Stig Møller døbt “tættekamsundersøgelsen”.
Med undersøgelsen var dansk bistand gennemgået som med tættekam, og dermed var det underforstået, at de besparelser, der blev fundet, var de mest relevante og mindst smertefulde. I “tættekamsundersøgelsen” skrives der bl.a. om Zimbabwe, Malawi og Eritrea.
Udviklings-samarbejdet med disse 3 lande blev bragt til ophør og begrundelsen lyder på manglende respekt for menneske-rettigheder og demokratiske spilleregler.
Folkekirkens Nødhjælp har skrevet hæftet “Høns i Malawi: Debathæfte om besparelserne på u-landsbistanden” for at forsøge at vise effekten af besparelserne i Malawi, Zimbabwe og Eritrea.
Hæftet indeholder argumenter i debatten om besparelserne. Herunder Folkekirkens Nødhjælps kritikpunkter af regeringens tilbagetrækning af bistanden i Malawi, Eritrea og Zimbabwe samt et interview med bistandsordføreren fra Venstre, Pia Larsen og en artikel af den mangeårige u-landsdebattør, Knud Vilby.
Der findes historiske facts om Malawi. Man kan læse om hønseprojektet og møde Ellen Mwale og 4 andre kvinder, der skulle have haft glæde af dette projekt.
Dernæst vil man finde et interview med Hans Askov Jensen, som er konsulent for Danida, og Asgeir Rustad, der er førstesekretær på den norske ambassade i Malawi, og læse om andre strandede projekter i Malawi.
Man vil også kunne læse om Danidas syn på lukningen af hønseprojektet samt Folkekirkens Nødhjælps vurdering.
I Zimbabwe-afsnittet kan man udover historiske facts læse om de sidste års krise i landet og møde journalisten Anders Lund Madsen, som selv har været vidne til fødevareuddelingen i landet. Man kan tillige læse Lisa Henrys (katastrofechef i Folkekirkens Nødhjælp) fortælling om den danske regerings hjælp til Zimbabwes sultende og Stig Jensens (forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier) analyse af tilbagetrækningen af bistanden i Zimbabwe.
Til sidst er der et interview med Pia Larsen (V) om VK-regeringens Zimbabwe-strategi.
Under Eritrea kan man læse kort om landets historie. Dernæst et interview med Christian Balslev-Olesen, som er tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, samt artikler af Hanne Sørine Sørensen fra Ritzaus bureau om betydningen af Danmarks tilbagetrækning af u-landsbistanden i Eritrea.