Etnografen Mette Bovin bliver 70 år – med usvækket kærlighed til sit nomadefolk og sin familie i Niger
Af Lis Garval, U-landsnyt.dk
Hun ringer to gange om ugen til sin familie i det østlige Niger. Hun må vide, hvordan det går? Om alle lever, og om de har hirse nok til den daglige grød. Tørker og de rabiate islamister Boko Haram i Nigeria har skabt problemer omkring sig
Og hvad gør så Mette Bovin? For det er hende, der regelmæssigt kontakter den wodaabe-nomadefamilie på 16 mennesker i 4 generationer, der adopterede hende i 1968. ”Jeg er pensionist nu, men jeg og venner sender de penge, vi kan. Jeg er jo medlem af familien og har pligt til at gøre, hvad jeg kan”, som hun siger til U-landsnyt.dk.
Dengang – for mere end 40 år siden – kom Mette Bovin til wodaabe-nomaderne i det sydøstlige Niger for første gang, og hun var solgt. Hun blev i den grad forelsket i wodaabe-folkene. at hun lige siden har levet for, med og af disse nomader, der er en undergruppe af det mere kendte vestafrikanske fulani-folk.
Den 14. december bliver hun 70 år med usvækket kærlighed til wodaabe.
24 år i Afrika
Mette Bovin er etnograf fra Moesgaard – Århus Universitet, og hun var i både lokale og landsdækkende aviser og ugeblade, da hun som 21-årig for første gang rejste til Afrika for at gøre feltarbejde hos mumuye, en hedensk bjergstamme i det nordøstlige Nigeria. Det var i 1964.
”Jeg var ikke mere end 5 år, da jeg drømte, at jeg skulle til Afrika. Jeg skulle til Afrika for at lære afrikanerne at læse, fortalte jeg min mor. Sådan gik det ikke helt. Jeg har ikke lært wodaabe-nomaderne at læse, men jeg er lykkelig for, hvis jeg har kunnet udbrede kendskabet til deres fantastiske kultur”, siger hun.
Det har hun. Mette Bovin, der har tilbragt sammenlagt 24 år i Afrika, har gennem sin omfattende forskning og kulturelle formidling medvirket til, at wodaabe-nomadernes levevis er videnskabeligt dokumenteret og internationalt kendt. Gennem bøger, dokumentarfilm og museumsudstillinger i en række lande.
Og det er en forskning, der også har kunnet finde umiddelbar anvendelse i et udviklingsperspektiv. Mette Bovins forskning har nemlig primært fokuseret på to tidsaktuelle emner som kvinder i islamiske samfund og nomader og tørke i Vestafrika.
Hun har da også arbejdet som konsulent for både Danida i Niger og for Verdensbanken i Mauretanien, Senegal, Mali, Niger og RCA. Men hvad der mest kendetegner hendes professionelle liv er hendes film og bøger, hendes foto-udstillinger og hendes foredrag. Om wodaabe. Altid om wodaabe.
Enestående formidler
Som formidler er Mette Bovin noget ganske særligt. Som den nu afdøde legendariske etnograf Klaus Ferdinand har udtrykt det, er hun ”en enestående person som forsker og formidler med stor bredde og med en sjælden indlevelsesevne og engagement baseret på en dyb indsigt i vestafrikanske forhold”.
Mette Bovin var den første danske etnograf, der tog et super-8-mm kamera med på feltarbejde. ”Sultanen og de Tusind Heste” , der blev lavet i Nigeria i 1975, var den første 1975, og året efter startede hun NAFA, Nordisk Antropologist Film Association, i Pejsestuen på Moesgård.
Hendes anden film var ”Allah være lovet, det blev en dreng – om kvindeliv i Mangaland”. Derefter fulgte ”På Tchad-Søens Bund”, der fortæller om Mette Bovins møde med kvægnomaden Gorjo Bi Rima – om venskabet mellem de to og om wodaabe-folkets barske men også glædesfyldte eksistens i Sahelområdet.
Venskabet blev til familieskab, da Mette Bovin blev adopteret af Gorjos forældre og i dag er han den, hun hyppigst taler i telefon med. På fulfulde – et af de nomadesprog hun taler.
Hans fotografi kan man finde i Mette Bovins bog ”Nomads who Cultivate Beauty” fra 2001, udgivet af Nordiska Afrikainstituttet, hvor hun var forsker i fem år. Men han er ikke fotograferet som de andre unge, høje og slanke wodaabe-mænd, der maler deres ansigter gule og læber sorte og fremhæver deres øjne for at gøre sig tiltrækkende på unge piger. Han er sig selv. Han er en bror.
Foruden denne bog har Mette Bovin bidraget til en række store, internationale værker, blandt andre ”Adaptive Strategies in African Arid Lands” 1990 og ”Recasting Ritual. Performance, Media, Identity”1998, og ”Maneuvering in an Environment of Uncertainty” 2000.
Flere film venter
”Jeg er ikke uddannet fotograf, men har været elev af franskmanden Jean Rouch i Paris og i Nigers ørkensand. Jeg har både produceret og fotograferet mine film om wodaabe”, fortæller Mette Bovin. ”Og jeg har flere film, der venter på at blive lavet. Materialet er parat”.
Da hun var tilbage i Niger i 2008 sammen med BBC, var det dog ikke hende, der fotograferede. Hun var eksperten, og det var hendes folk og hendes wodaabe-familie, som BBC Earth dokumenterede i The Human Planet-serien, filmen ”Desert People”, 2000.
”Det var ganske fantastisk. Det lykkedes os at få 300 unge mænd til komme og opføre den største traditionelle dans ”Jeerewol”, i fuld udsmykning. Det var så smukt”.
Byggede hus i Diffa
Mette Bovin deler sit hjerte mellem wodaabe-familien og sine to sønner, og havde det ikke været for uroligheder i Niger, havde hun boet halvdelen af året i Diffa, hovedbyen i wodaabernes område i den østlige del af landet.
Hun byggede et stort hus uden brug af træ – med en byggeteknik, som hun håbede kunne danne skole i et område, der er fattigt på træ, og hun fejrede in 60 års fødselsdag i huset med sin afrikanske familie. Hendes sønner med familie havde ikke mod på køre de 2000 km fra hovedstaden Niamey til Diffa. I bus er det en uges strabadserende rejse.
”Jeg har i dag foræret huset til vagtmanden. Men jeg kan da bo der, når/ hvis jeg kommer igen. Og det håber jeg, jeg gør. Jeg var i Niger sidste år for at købe wodaabe-dragter til udstillingen ”African Fashion” i Canada, men da var det ikke sikkert at tage til Diffa, så Gorjo klarede indkøbene for mig”.
Mette Bovin har bygget sig en afrikansk ”hule” i sin lille lejlighed i København, hvor hun nu skal registrere sin enestående samling af 1600 etnografika fra wodaabe. Moesgaard Museums etnografiske afdeling, der opbevarer samlingen, har købt hendes livsværk, men meget arbejde venter.
Og tankerne er delvist hos wodaabe-familien, som ikke kan læse og skrive, men som fint kan håndtere en mobiltelefon. Og som fortæller hende, at deres problemer skyldes tørker, græshoppesværme, terrorisme, lukkede landegrænser og en korrupt regering. ”Regeringen æder de penge, som vi skulle have haft”, siger de.
Og fattigere er de blevet. I 1968 havde familien 300 kører, i dag har de 6 plus lidt lånte køer. Ikke nok til at 16 mennesker kan leve af dem.
”Skulle jeg ønske mig noget til min fødselsdag”, slutter Mette Bovin, ”skulle det være at etablere mobil undervisning til wodaabe. Som nomader kan børnene ikke gå i skole, så skolen må følge med dem. Og en lærer, der taler fulfulde.”
