Hundreder anholdt i ny uro i Venezuela

demo_venez_wiki
Protester mod Maduro-regeringen er hyppige i Venezuela. I de seneste uger tager protesterne form af plyndringer mod butikker på grund af fødevaremangel.
Foto: Wikimedia (arkiv)
Forfatter billede

Mindst tre mennesker skal være dræbt i de seneste uroligheder i Venezuela, siger kilder i landets opposition ifølge flere medier.

De tre dødsofre er konstateret i delstaten Sucre i den nordøstlige del af Venezuela, hvor en gruppe demonstranter stormede en butik for at plyndre den for mad, siger guvernøren i Sucre.

Det er de seneste meldinger om plyndringer af butikker i det latinamerikanske land, hvor der i nogle områder er alvorlig mangel på fødevarer og andre nødvendigheder.

Onsdagens optøjer, der førte til anholdelse af omkring 400 mennesker, er de seneste i en bølge af uroligheder.

Demonstranterne protesterer mod præsident Nicolas Maduros regering, som får skylden for en galopperende inflation, en alvorlig politisk krise og derudover også at der er mangel på alt lige fra elektricitet og hospitalsudstyr til fødevarer og medicin.

Det har ført til, at demonstranter har rettet deres vrede mod supermarkeder og andre butikker, hvor krisen opleves på en daglig, håndgribelig basis.

Organisationen Venezuelan Observatory of Violence vurderer, at der dagligt finder mindst 10 plyndringer af forretninger sted rundt om i landet.

Over en fjerdedel af de 641 protester og demonstrationer, organisationen har registreret i maj, handlede om mangel på fødevarer, skriver WeForum.