Af Stine Bork Kristensen
Forfatter Stine Bork Kristensen har interviewet Lena Bjørn, skuespiller, instruktør, medstifter og i mange år medarbejder ved Dacapo Teater. Lena Bjørn er en af flere danske kunstnere, der lige nu rejser frem og tilbage mellem Afghanistan og Danmark i forbindelse med et partnerskabsbaseret kultur- og udviklingsprogram mellem den danske ambassade i Kabul og Center for Kultur og Udvikling (CKU). I interviewet fortæller hun om sine oplevelser som kulturarbejder i et af verdens værste konfliktområder.
“Der er mange tiggere i området, de fleste er kvinder i burka med et spædbarn på armen. Pludselig er en lille dreng på 5-6 år kommet op på siden af mig. Han bærer på nogle bøger og mumler et eller andet med udslukte øjne og jeg griber til pengene grebet om hjertet af dette barn. Jeg giver ham lidt penge – han ser lige udslukt ud og jeg spekulerer på om han er på opium eller noget.(…)Modsætningerne er grelle her i Kabul. I Kabul City Center er der en hel etage med smukke butikker – smukke smykker, smagløse smykker af sølv og ædelstene. I hele underste etage er der kjolebutikker. Festkjoler – så meget fest, at det har I slet ikke fantasi til at forestille jer. Overbroderede med sten og perler og sølv og guld. En kjole lavet af ene påfuglefjer. Det syn sammen med drengen med de døde øjne indenfor 10 min.”
Lena Bjørn, Kabul, Juni 2009.
”Man må have håb” siger Lena Bjørn, ”for det hele er meget skrøbeligt.” Hun har arbejdet i Kabul tre uger i juni, med at lære afghanske skuespillere at spille Forum Teater. Forum Teater er en form Lena Bjørn tog til sig for 15 år siden. Ideen med Forum Teater er at udspille temaer, der har direkte relevans for publikum. Det specifikke er en såkaldt Joker; en spiller, der går ud blandt publikum for at høre deres bud. For publikum er ikke bare publikum, men Spect- Actors, medspillere. Denne særlige spillestil blev startet af instruktøren Augusto Boal, da han i 1960´erne udviklede ”De Undertryktes Teater” som et modsvar til diktaturet. Ved et tilfælde. En frustreret kvinde blandt publikum var uenig i et stykkes slutning og indtog scenen for at give sin mening til kende. Den første spect-actor havde uden selv at vide det set dagens lys.
”I Forum Teater stopper stykket der, hvor problemet er gået i hårdknude, hvorefter jokeren, går ud blandt publikum og spørger: ”Hvad kan man gøre ved det her problem? Har du en ide?” Man kommer aldrig med slutninger. Aldrig. Det er involverende teater med den tese, at det til enhver tid vil være publikum, der har løsningen. Forum Teater er dybest set demokrati-træning. Man træner folk i at ta´ordet og turde mene noget. Hvad synes du? Hvad kunne man gøre i stedet?” ”En teaterform der må gøre ethvert dansk publikum genert?” Det er ikke Lena Bjørns erfaring: ”Der sker det samme overalt i verden, på en dansk virksomhed eller i en landsby i Afghanistan. Folk kommer ind i salen og sætter sig aldrig på de første to rækker, altid på de bagerste, med armene over kors, sådan Jeg skal i hvert fald ikke deltage i det her. Men så går vi i gang og folk glemmer tid og sted. De springer op af stolene og engagerer sig. ” Lena Bjørn taler sig varm, hun brænder for sit projekt: ”Ens valg af jokere er altafgørende. De er bindeleddet mellem teater og virkelighed, mellem skuespiller og publikum. Så hvis man har en joker, der skælder ud på folk, så dur det ikke. Derfor måtte den ene af mine grupper fyre deres joker. Hun forstod simpelthen ikke det demokratiske princip, der ligger i at lytte. Det er meget nemt at få folk til at tie stille i Afghanistan. De er så vant til, at ingen lytter, at dét overhovedet at få folk til at turde åbne munden, kræver stor pædagogisk snilde. Det kræver rummelighed og at man lytter. En af de to mandlige jokere havde meget nemt ved selv at have ordet og stå og være charmerende, og det er så min opgave at guide; det er ikke dig, der skal snakke, det er publikum. Du skal bare stille spørgsmålene. Men han blev en fremragende joker; rigtig god til at invitere folk ind og til at rose dem. Under en af forestillingerne var der pludselig dobbelt så mange publikummer på scenen som skuespillere.”
De 18 afghanske skuespillere, ni kvinder, ni mænd, som Lena Bjørn arbejdede med på sit hotel, og senere i et nedlagt møbellager, kom fra tre afghanske teatertrupper. ”De to af trupperne blev ledet af to ærværdige ældre herrer, der lidt lagde en dæmper på deres spillere. Jeg var lettet, da de tabte interessen, og gav deres spillere friere tøjler. Og så var der Leena Alam, lederen af den tredje trup, en ren kvindegruppe. Hun blev en fantastisk hjælp. Leena Alam er hjemvendt eksil-afghaner og hun nægter at gå med tørklæde. Hun modtager dødstrusler, men tørklædet det tager hun ikke på! ”
De afghanske skuespillere havde selv valgt deres temaer ud fra det overordnede emne ”Vold mod kvinder”. Og det er ikke en remse for børn: voldtægt; tvangsægteskab; datter der skal giftes for at dække sin fars spillegæld; kvinder har ret til at stemme, men får ikke lov; gravid kvinde vil på hospitalet, men må ikke; kvinders vold mod kvinder. Denne volds-problematik er en vægtig grund til den ekstrem høje selvmordsrate for kvinder i Afghanistan. Med disse tabubelagte emner turnerer de afghanske skuespillere nu rundt i landet. Ud for at finde deres slutninger blandt det afghanske folk.
Dagens spil: To mænd diskuterer – den ene skylder den anden penge – og meddeler, at hvis han ikke kan betale, så vil han kræve, at den andens datter gifter sig med hans bror, som er en ældre mand. Datteren er 13 – 14 år. Faderen kommer hjem, er meget ulykkelig, men ved ikke, hvordan han skal løse problemet, for han har ikke pengene. Konen råber, at det kan han ikke gøre. Manden bliver vred, løfter hånden til slag og siger: ”Ti kvinde!” Moderen tier, datteren skriger: ”Hvis I tvinger mig til det, tager jeg livet af mig!” – og det bliver specificeret, hvad hun vil gøre, nemlig overhælde sig med olie og brænde ihjel. Kabul, Juni 2009.
”Men, hvordan laver man teater, når man ikke taler hinandens sprog?” ” Teater er jo kropsligt”, svarer Lena Bjørn, ”man taler med kroppen, så sproget var ikke det største problem. Det var derimod de mange regler kønnene imellem. Bare sådan noget, som at kvinder og mænd ikke må røre ved hinanden gjorde jo, at jeg måtte planlægge, hvordan søren? Jeg sidder på et hotel i Kabul med alle de øvelser, jeg plejer at lave og kan se, at nej, det går ikke, og det går ikke. Jeg må kassere halvdelen af mine øvelser, fordi skuespillerne ikke må have fysisk kontakt med hinanden. Bare det at stå i en rundkreds. Hvordan lave en rundkreds, når kvinder og mænd ikke må røre ved hinanden? Men man finder udveje. Vi løste det ved, at jeg blev det ene bindeled i kredsen. Jeg er sådan et intetkøn, fordi jeg kommer et andet sted fra, mig kan det være lige meget med; jeg kan stå mellem en mand og en kvinde. Leena Alam, der som tidligere eksilafghaner har valgt at være uafhængig af traditioner, blev det andet bindeled. Sådan kunne vi lave en cirkel uden, at nogen gjorde noget, de ikke ville. Og så det rent praktiske. Når f.eks. kvinde-truppen skulle ud at turnere, kunne de ikke tage længere væk fra Kabul, end at det var muligt for dem at komme hjem om aftenen. De må ikke overnatte ude. Vi taler om kvinder, der, i og med, at de arbejder i en teatergruppe, er rimelig frie. By-kvinder. Men de måtte ikke sove ude. ”
”Hvordan blev du mødt af de mandlige skuespillere?” ”Med meget stor respekt, det synes jeg, sådan kammeratskabsagtigt. Jeg bliver som sagt ikke betragtet som en kvinde. Det er også noget med alderen. Jeg er 57. Det bliver måden af forholde sig til dig på.”
”Hvordan ser du fremtiden for Afghanistan?” ”Jeg talte meget med hoteldirektøren, der har boet mange år i Tyskland. Og en af de ting, han sagde, var at stemningen i Kabul er bedre end sidste år. Folk er fortrøstningsfulde og begynder at tro på, at der er mulighed for en fredelig fremtid. Han sagde, at en af grundene til det stemningsskift, måske bare er, at nu virker elektriciteten hver dag. ”For bare et år siden havde vi kun elektricitet hver tredje dag, og der havde vi hele tiden strømsvigt. Nu fungerer det. Det giver folk en følelse af normalitet og normalitet giver håb.” Uden normalitet føler almindelige mennesker sig magtesløse, fordi volden er så voldsom.”
I en rundkørsel nær hotellet, hvor jeg gik forleden med L., oversætteren, stod der en mand midt i rundkørslen og pegede rundt med et maskingevær. Jeg blev faktisk forskrækket. Hvad sker der, spurgte jeg. Han sørger bare for sikkerhed i trafikken, svarede L. Ja, det har så en lidt anden betydning herude. Kabul, Juni 2009.
”Var du bange under dit ophold i Afghanistan?” ”Nej, egentlig ikke og så alligevel…”
For trygt hjemvendt til Odense og på vej op ad gågaden, kom der en uventet reaktion.
”Det var i juli, det var så varmt og det var dagen efter, jeg var kommet hjem. Folk var mere eller mindre afklædte og meget, meget afslappede. Pludselig begyndte jeg at græde. Det der med, at det var så afslappet. Pludselig kunne jeg mærke, at jeg alligevel havde været bange.”
Da Lena Bjørn bliver spurgt om, hvad der har gjort størst indtryk, er det dog ikke vold og våben, men værdighed. Det afghanske folks værdighed. Deres mod og taknemlighed.
”Jeg synes, den smukkeste oplevelse er, at møde de mennesker, jeg skulle arbejde sammen med. ”Hvor er vi glade for at lære noget nyt”, sagde de igen og igen. Deres villighed til at lære var så stor! Det afghanske teater har jo ikke kunnet udvikle sig i 30-40 år på grund af krig og Taleban. Det var som om de hele tiden sagde ”Hvor er vi glade for, at du er kommet!” Menneskene er mine smukkeste oplevelser.”, slutter Lena Bjørn bestemt.
Bange? Overhovedet ikke!
-Leena Alam
Hvad synes kvinde-truppens leder Leena Alam om Forum Teater? Og hvordan var det at optræde overfor det afghanske folk?
Der går lidt tid inden Leena Alam svarer fra Kabul på mine mailede spørgsmål.
”Undskyld”, svarer hun endelig, ”men jeg er i gang med et træplantningsprojekt på en pigeskole, så jeg har først fået tid nu.”
Leena Alam, 30-årig film- og teaterinstruktør, dertil Afghanistans mest feterede skuespillerinde og aktiv NGO´er, har fravalgt en tryg tilværelse i USA, hvor størstedelen af hendes familie stadig bor, for at bidrage til Afghanistans genopbygning. Den tidligere Miss San Fransisco gennemførte under Talibans styre en rejse til Kabul for at se og føle, hvad hendes medsøstre gennemlevede. Leena Alam gør alt på sin egen kompromisløse måde; kommer som hun er og altid uden tørklæde. Hun beskæftiger sig med kunst og kultur for at ændre det afghanske samfund, intet mindre.
Hvorfor laver du teater?
Jeg laver teater fordi teater er den kunstform, der bredest favner et lands kunst og kultur. Teater er
den letteste og mest direkte måde at kunne udtrykke sig på, især i følsomme tider som disse nu i Afghanistan.
Hvad synes du om Forum Teater?
Forum Teater er en revolution og en velsignelse for det afghanske teater!
Er der noget, du synes er svært ved at lave Forum Teater i Afghanistan?
Der er intet svært ved Forum Teater! Især ikke i ude i samfundet og i kontakten med publikum. Men vi havde problemer med regeringen inden vores turneer, som de stillede sig tøvende overfor. Da vi skulle indhente tilladelse hos Kulturministeriet, sendte de vores anmodning videre til Det Nationale Teaters formand Qadir Farokh, der svarede, at det skulle gå gennem Kulturministeriet! Basalt set ignorerede man vores anmodning. Men vi tog af sted og optrådte alligevel.
Hvad er let ved Forum Teater?
At finde temaer at spille! Afghanistan er plaget af så mange sociale problemer, der behøver løsninger. Problemer der med den rette vejledning og ledelse kunne løses permanent.
Hvad var publikums reaktion?
Jeg er så glad for at kunne skrive, at der var stor respons, og især fra det kvindelige publikum! Publikum tog ideen med Forum Teater til sig og blev helt sikkert positivt påvirket af det. Vi havde stor, stor deltagelse fra publikum. Især det kvindelige publikum havde tydeligvis altid ønsket at få håndteret de temaer, som vi optrådte med, men har aldrig før haft chance for det. Gennem vores teater kunne de endelig udtrykke deres følelser.
Hvad er dit stærkeste minde fra din tid på turné med Forum Teater?
Et af mine sødeste minder er fra vores performance i Jalalabad. Inden vores spil fortalte man os, at det sikkert ville blive en fiasko; p.g.a. sikkerhedsrisikoen, og fordi publikum i Jalalabad ikke ville acceptere vores temaer. Men det modsatte hændte. Vi fik kontakt med en kvinde-ejet radiostation ledet af en Mrs. Shjahla Shaiq, hvor man var lykkelige for at samarbejde og tog varmt imod os. Først og fremmest publikum, ca. 100 kvinder fra området. På grund af advarslerne forventede vi ikke megen deltagelse fra disse kvinder, men det er her, det søde minde kommer ind. Kvinderne deltog over måde i teatret. De var så glade for det, at de foreslog nye emner. Emner som de bad os arbejde med, så vi igen kunne komme og give deres løsninger form!
Var du bange ?
På trods af folks advarsler, overhovedet ikke. Vi følte, at det vi kom med er, hvad det afghanske folk efterspørger og behøver lige nu.
Kender I det, at komme til et sted, hvor I oplever, at der er rart, men mere end rart. Der er fred, dyb fred. Sådan var denne mands hus. Hans kone havde et åbent blik og hilste os velkommen. 6-7 børn kom ind på skift og satte sig generte og nysgerrige. Vi havde været undervejs i næsten 4 timer – nu fik vi morgenmad: stegte æg, hjemmelavet yoghurt, hjemmelavet ost og dejligt brød. Jeg følte mig fuldstændig lykkelig i flere timer. Han snakker ikke engelsk, men jeg får Leena til at sige, at jeg synes hans hjem er et vidunderligt sted og han kigger på mig (eller måske snarere ind i mig) med sine isblå øjne og siger: ”Huset er dit.” De andre siger, at han mener det alvorligt, ”det var sådan, jeg fik mit bjerghus, jeg sagde til en bekendt, hvor er det et dejligt sted og så gav han mig det.” Jeg smiler og siger hjertelig tak og at det nok er lidt langt væk for mig at ha´ mit sommerhus. Så snakker de noget mere og jeg nyder, at jeg ikke forstår noget. Manden med de blå øjne er en historiefortæller, han fortæller, de andre griner. Så spiller han lidt musik på et mærkeligt indisk instrument og de snakker og griner noget mere. Så er det tid at bryde op. Han kigger igen på mig og siger, at næste gang jeg kommer tilbage til mit hus, så har han bygget et badeværelse. Jeg siger mange tak. Lena Bjørn, Kabul, Juni 2009.
