Danmarks fald fra udviklingstinderne
Denne artikelserie handler om Danmarks udviklingssamarbejde og hvor det er på vej hen.
Argumentet er i korthed at et stort flertal i folketinget har undergravet Danmarks udviklingspolitiske styrker og at vi med det herskende fokus på kortsigtede danske interesser skyder os selv i foden.
Skribenten er Lars Engberg-Pedersen, der er seniorforsker på Dansk institut for internationale studier, DIIS.
Serien komme i syv dele i november og december 2018:
1. Hvad er god udviklingsbistand?
2. Hvilke udviklings- og udenrigspolitiske interesser har Danmark?
3. Dansk udviklingsbistand siden 2010
4. Flygtninge migranter og bistand
I Alice i Eventyrland spørger Alice filurkatten om hvilken vej hun skal gå, og får svaret: Det kommer an på hvor du vil hen. Det samme kan man sige til spørgsmålet om hvad god udviklingsbistand er. Det kommer helt an på målene med den.
Og målene med udviklingssamarbejdet skifter fra giver til giver og over tid. Det er én af grundene til at økonomernes mange forsøg på at bestemme hvorvidt international udviklingsbistand bekæmper fattigdom eller ej, er halsløs gerning. Bistanden bliver brugt til talrige formål. F.eks. til at pleje historiske relationer, til at få politiske venner, til at bane vejen for handelsaftaler, til at bekæmpe reelle eller imaginære sikkerhedstrusler, osv.
Selv om dansk bistand også alle dage har været præget af mange forskellige formål, har fattigdomsbekæmpelse i en længere årrække ikke bare været det overordnede officielle mål, men også et reelt pejlemærke i det udviklingspolitiske og -faglige arbejde. Hvad fattigdom er og hvordan den bedst tackles har præget såvel tænkning som praksis i udviklingssamarbejdet.
Derudover har der været væsentlige målsætninger omkring ligestilling, miljø og demokrati, ligesom menneskerettighederne har udgjort en central referenceramme. I det lange historiske perspektiv har dansk bistand bevæget sig fra et fokus på økonomisk vækst i retning af en bred fremgang for den enkelte.
Tager vi fattigdomsbekæmpelse som målet for samarbejdet, er der efterhånden opsamlet mange erfaringer der identificerer god udviklingsbistand. Noget kan man hente i Verdensmålene, andet i Paris-erklæringen fra 2005 hvor givere og modtagere blev enige om principper for effektiv bistand, og der er også meget god viden opsamlet i evalueringer og analyser af konkrete udviklingsinitiativer rundt om på kloden.
Masser af modstand og komplikationer
Der findes indædte modstandere af bistanden både herhjemme og internationalt, og kritikken kan bestemt være relevant. For mit vedkommende synes jeg, der er tre fundamentale problemer. For det første er den grundlæggende giver-modtager relation uhensigtsmæssig fordi den i mange tilfælde passiviserer modtageren og skaber afhængighed. For det andet fokuserer meget bistand på giverens ønsker som langt fra altid stemmer overens med behov og udfordringer i fattige lande. For det tredje er organiseringen af samarbejdet ofte stiv og ufleksibel, og det har af en lang række grunde vist sig meget svært at gøre organisationer og bureaukratier mere smidige.
Nogle mener at denne kritik er tilstrækkelig til at argumentere for udviklingssamarbejdets afskaffelse. Det gør jeg ikke, dels fordi der findes mange analyser af konkrete initiativer, som peger på positive effekter, dels fordi man vel kun skal opgive en udfordring, hvis det kan gøres uden omkostninger, og det kan det ikke her. Men herom i næste blog.
Mange vil mene at bistanden er spild af penge pga. udbredt korruption og misbrug i modtagerlandene. Korruption er bestemt et problem, men dog kun eet ud af flere udviklingsproblemer, som netop er begrundelsen for at være til stede. Den skal forfølges, og ved at bringe sagerne til domstolen, er man med til at udvikle retsvæsenet.
Hvad værre er kan bistanden også stimulere korruption og konflikt. Det er jo først når der er penge i omløb, at det kan betale sig at misbruge sin stilling for egen vindings skyld. Dette er et reelt problem, og man kan med rette være bekymret for alle de midler, der er blevet kanaliseret til Afghanistan som i årevis har været den største modtager af international bistand. Hvis ikke kapacitet og institutioner er til stede i tilstrækkeligt omfang – og det er de jo netop sjældent – kan for meget bistand bestemt være et problem.
Endnu en komplikation: Betingelserne for at yde et konstruktivt bidrag med bistanden kan være så ringe, at det ikke giver mening at forsøge sig. Når stærke kræfter ønsker krig frem for fred og når politiske magthavere arbejder entydigt imod det vi forstår som fattigdomsbekæmpelse og udvikling, kan bistand til tider gøre ondt værre. Derfor er det altid en vigtig afvejning om bistanden fremmer eller skader fattigdomsbekæmpelsen. Mange gange vil det gode udviklingssamarbejde finde de kræfter, der trækker i den rigtige retning, og så støtte dem. Men det er ikke altid muligt.
God udviklingsbistand
Hvad er så god udviklingsbistand, når målet er fattigdomsbekæmpelse? Med fare for at udelade masser af væsentlige dimensioner peger jeg her på fire centrale elementer:
- God bistand tager udgangspunkt i udviklingsproblemerne, som de kommer til udtryk i den lokale sammenhæng. Det kræver dyb indsigt i et samfunds kultur, historie og udvikling, og det kræver forståelse for de politiske mekanismer og aktører og hvem det kan betale sig at støtte. Uden viden og kendskab kommer man ikke langt.
- God bistand er også langsigtet samarbejde. Opbyggelsen af samarbejdsrelationer og tillid er afgørende for at opnå resultater. Begge parter i samarbejdet skal føle sig trygge ved partnerens motiver og hensigter, og det kræver tid at opbygge den form for tillid. Man dumper ikke ned i et land og laver god udviklingsbistand på kort sigt.
- Fattigdom skal forstås bredt. Fattigdom handler ikke kun om en ringe indkomst, men i nok så høj grad om diskrimination, marginalisering, sygdom, usikkerhed og manglende muligheder. God bistand er præget af en klar, men bred forståelse af hvordan fattigdommen bekæmpes og samfundet udvikles. Den er ikke et carte blanche, hvor alt er lige godt.
- Fleksibilitet og en pragmatisk tilgang er endvidere nødvendig. Udvikling er en omskiftelig affære hvor vejen til målet kan være lang, bugtet og uforudsigelig. Derfor er god bistand hele tiden parat til at skifte hest og udnytte nye muligheder såvel som undgå pludseligt opståede forhindringer.
Alt det her kræver kapacitet. Skal man lave god udviklingsbistand, skal man have gode og mere end et minimum af medarbejdere. Få mennesker kan ikke kanalisere mange millioner lige hen til de store resultater. Derfor opstår der ofte en modsætning mellem kvalitet og kvantitet, hvis den udviklingsfaglige kapacitet er begrænset.
Det er således ikke nogen nem opgave at skabe et godt, fattigdomsorienteret udviklingssamarbejde, men det kan lade sig gøre. Og dansk bistand har i rigtigt mange år gjort et seriøst forsøg på at gøre det.
Næste afsnit i serien bringes fredag 30. november.
