Debatten om global og international ulighed er i høj grad præget af populisme og manglende seriøsitet. Ofte fremføres det, at den internationale ulighed – uligheden mellem verdens lande – er faldet noget i de senere årtier. Også den globale ulighed – forstået som den ulighed, der kan måles, hvis hele verden betragtes som ét land – er faldet, om end i mindre grad. Følgen er efter flere debattørers opfattelse, at global ulighed ikke længere skal prioriteres. Bl.a. Bjørn Lomborg fremfører dette i Politiken 4. februar.
Imidlertid er ulighed stadig et problem. Måske er det tilmed et voksende problem, mere om dette nedenfor. Det er ganske vist rigtigt, som BL påpeger, at den internationale ulighed er blevet mindre de senere årtier, i hvert fald når man regner i købekraftkorrigerede valutaer. Men der er flere ting at bemærke hertil.
For det første er faldet i ulighed sket fra et uhyrligt højt niveau. På trods af den seneste tendens er der stadig ekstremt stor forskel på levestandarden i rige og fattige lande. Fx er købekraft pr. indbygger over 40 gange større i Danmark end i Malawi. Nogle få års høj vækst i de fattige lande retter ikke op på dette. Ved de nuværende vækstrater i de to nævnte lande vil der gå over 50 år, inden den nævnte forskel er halveret.
For det andet er uligheden internt i de fleste lande steget. Det gælder såvel rige som fattige lande. Når man lægger ulighed mellem landene og ulighed internt i de enkelte lande sammen, får man som nævnt et mindre fald i samlet ulighed mellem alle planetens borgere. Og det er jo godt, ingen tvivl om det. Men det er et stort spørgsmål, hvordan international ulighed henholdsvis intern ulighed i de enkelte lande påvirker befolkningens velfærd.
Det er en nærliggende tanke, at ulighed i ens eget land har større effekt på vores velbefindende end global og international ulighed. Simpelt hen fordi de synlige effekter af ulighed er tættere på. Når man oplever, at ens egne børn får ringere muligheder i uddannelsessystemet, og når man får ringere behandling i sundhedsvæsenet, oplever man uretfærdighed. Større ulighed i ens eget land kan fx have sådanne konsekvenser. Den internationale ulighed spiller i sådanne sammenhænge næppe nogen rolle.
Ulighed påvirker på mange niveauer vores velfærd negativt. Samfund med høj ulighed scorer lavere på næsten alle velfærdsindikatorer end samfund med mindre ulighed. Det gælder fx levetid, børnedødelighed, somatisk og psykisk sygelighed, kriminalitet og tryghed. Evidensen herfor er overvældende og fremgår bl.a. af Kate Pickett og Richard Wilkinsons arbejder (især det kendte værk The Spirit Level fra 2009).
Wilkinson og Pickett sammenholder ulighed og de enkelte velfærdsindikatorer og finder i vidt omfang signifikante sammenhænge mellem indkomstulighed og velfærdsindikatorer. Det fremgår af analyserne, at høj ulighed hænger sammen med ringere velfærd (detaljer nedenfor).
Der er vel at mærke tale om ulighed inden for 23 enkelte lande samt inden for de 50 stater i USA. Især det sidste bidrager til evidensen, da kulturelle og andre forskelle formentlig er mindre blandt de 50 amerikanske stater end mellem lande i almindelighed.
Analyserne gennemføres for forholdsvis velstående lande. Dette skyldes især tilgængelighed af data, som ofte er vanskelig i fattigere lande. Om resultaterne vil være væsentlig anderledes i fattigere lande ved vi ikke, men det bør være et prioriteret forskningsområde i fremtiden.
Det er ikke muligt her at gengive alle Wilkinsons og Picketts resultater.
Jeg vælger derfor enkelte markante resultater ud. Alle resultater kan ses i ovennævnte bog.
Nedenfor i figur 1 ses sammenhængen mellem ulighed og et indeks for sociale problemer, som er sammensat af de indikatorer, som nævnes i figurens øverste højre hjørne.
I figur 2 ses samme indeks holdt op mod gennemsnitlig indkomst i de samme lande. De to figurer viser klart, at sociale problemer forstærkes af ulighed, hvorimod der ikke er sammenhæng med højden af gennemsnitsindkomsten.
I figur 3 ses en af de markante delindikatorer, den gennemsnitlige levealder, hvor det ses, at større ulighed giver lavere levealder. (Nogle vil måske bemærke, at Danmark ligger meget lavt med hensyn til levealder. Trøst jer: Data er fra 00erne, og vi har gjort store fremskridt siden!)
Figur 4 viser et tilsvarende resultat for børnedødelighed. Højere ulighed giver højere børnedødelighed.
Figurerne er taget fra hjemmesiden Equility Trust , hvor man også kan se resultater for børnevelfærd, tillid, psykisk helbred, misbrug, fedme, uddannelsesniveau, fødsler og graviditeter blandt teenageforældre, drabsforekomst, fængselsophold og social mobilitet.
I hvert af disse tilfælde er højere ulighed forbundet med ringere velfærd.
Evidensen er altså overvældende og kan ikke seriøst benægtes. Derfor er ulighed stadig et kæmpeproblem. Imidlertid ved vi for lidt om, hvordan ulighed påvirker os mere konkret. Med andre ord: Hvad er det for mekanismer, som gør, at de nævnte velfærdsparametre påvirkes af uligheden? Og hvad er det, der gør, at mindre ulighed vil skabe bedre velfærd? På netop dette punkt er Wilkinsons og Picketts analyse mindre overbevisende. Der e behov for meget mere forskning i disse mekanismer.
Diskussionen om ulighed kunne med fordel bidrage til afklaring af disse vigtige spørgsmål i stedet for at bruge ressourcer på populistisk agitation.
Jens Lehrmann Rasmussen, Cand. Polit., Ph.D.
