Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Ved valget den 26. oktober vandt Uhuru Kenyatta ifølge den kenyanske valgkommission 98 % af stemmerne. Det bringer minder frem om Østtyskland og mangel på demokrati. Selvom valgsejren i denne runde kan være reel nok, så er det ikke tegn på, at demokratiet fungerer.
Som beboer på Zanzibar, et naboland i Østafrika, er det en historie, vi har hørt før, og den form for afstemninger, hvor oppositionen mangler, har sine udfordringer – og omkostninger for de folk, der ender med at være boykottet.
For to år siden, den 25. oktober 2015, var der valg i hele Tanzania, også Zanzibar. Hvor valget i hovedlandet blev godkendt, så blev valget herude på Zanzibar erklæret ugyldigt. Det var dog kun den del af valget, der omhandlede det lokale parlament og den lokale præsident, da valget af delegerede til nationalforsamlingen for Tanzania, blev anerkendt.
Valgkommissionen mente, at der havde været snydt med stemmerne på øen Pemba, hvor oppositionen har stor tilslutning. Et nyvalg blev derefter annonceret, men oppositionen besluttede at boykotte gen-valget, da mente, at have vundet valget i første runde, og at et gen-valg kun ville kunne bruges til at snyde.
Da genvalget fandt sted i marts 2016, fik regeringspartiet CCM omkring 95% af stemmerne og oppositionen, der havde anbefalet sine vælgere af blive væk, fik ingen. Det ligner situationen i Kenya!
Hvad fik de ud af boykotten?
Spørgsmålet er, om oppositionspartiet CUF fik det ud af boykotten, som de gerne ville, og er der en lektie, som Kenya kan tage ved lære af?
Her to år efter er det svært at se, hvad CUF fik ud af at boykotte.
Der er ingen opposition i det lokale parlamentet, og politikerne har ingen platform, hvor de kan tale frit. Regeringen har i praksis forbudt at tale politik eller holde politiske møder indtil næste valg, som først skal finde sted i 2020. CUF fik nok udstillet lokalregeringen som illegitim, men hjælper det i det daglige? Udlandet vil lægge mærke til det og reagere på det; som den danske ambassade, der stadig ikke har normaliseret relationerne til lokalregeringen, men vil det give politisk bonus? Det er højst tvivlsomt. De internationale relationer er afhængige af en række faktorer, og demokrati er kun én af dem. Handel og relationer på tværs af landene er mindst lige så vigtigt, og selvom udlandet har udtrykt kritik af regeringen i Tanzania for dens måde at klare udfordringerne på Zanzibar, så hjælper det ikke oppositionen meget.
I Kenya vil oppositionen næppe lade sin røst afhænge af restriktioner på politisk aktivitet, og lederen, Raila Odinga, har allerede vist, at han ikke er bange for at tale højt. Men giver det magt!? På Zanzibar er overmagten så stærkt tilstede, at ethvert anløb til demonstration hurtigt vil kunne slås ned.
De sikre tabere
En gruppe, som er sikre tabere, er de mennesker, som på grund af boykotten ikke kom til at blive repræsenteret i parlamentet. Det er realiteten på Pemba, hvor de såkaldt valgte repræsentanter ikke har nogen folkelig legitimitet. I Kenya ser det ud som om situationen kan blive den samme for Nyanza provinsen i det vestlige Kenya, hvor boykotten blev så omfattende, at valgkommissionen opgav at gennemføre valget. Deres røst er ikke hørt – og når folk ikke føler sig inddraget, så kommer lyden ud på en anden måde. Der er stor frustration på Pemba, og den frustration skabes også i Nyanza.
Verdensbanken har netop udsendt den seneste fattigdomsrapport. Her understreges den fattigdom, som beboerne på Zanzibar og i særdeleshed befolkningen på Pemba lider under. Ifølge rapporten, opnåede Zanzibar samlet en reduktion på 1 procent af den ekstreme fattigdom i årene fra 2010 – 15, men det er kun sket ved forbedringer på Unguja. På Pemba går det den anden vej. I perioden var andelen af fattige stigende fra 48 % til 55 % og rapporten siger, at andelen stadig stiger.
Nyanza provinsen i Kenya er sammen med de nordøstlige provinser det fattigste område af landet. Raila er nu i gang med en handelsboykot af firmaer, som oppositionen mener har støttet regeringen. Men, en handelsboykot hjælper ikke de fattige.
Fattigdommen er i sig selv grund til alarm – og noget tyder på, at boykot ikke er vejen ud af fattigdom – eller vejen til magt, hverken på Zanzibar eller i Kenya.
