Hvad skal Afrika med demokrati?

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Af Iben Marcussen
Bac.scient.sand.publ., RedBarnetUngdom

Mange afrikanere er fattige, sultne, arbejdsløse og syge. De mangler uddannelse, vand og strøm og ordentlige boliger.

For Rwanda er dette ikke nogen overdrivelse. Selv om verdens førende NGOer roser det lille centralafrikanske land til skyerne for sin udvikling siden folkemordet i 1994, er der uendelig lang vej igen.

Landet har en af verdens højeste rater for mødredødelighed, en middellevetid på bare 45 år, en eksplosiv befolkningsvækst, udpinte marker og dyb fattigdom, der medfører, at 60 procent af indbyggerne lever for under 1 dollar om dagen.

Hvor skal man begynde?

Hvordan investeres danske bistandkroner bedst, så rwanderne får mest muligt ud af bistanden? Og skal man tænke kort- eller langsigtet når man planlægger strategi?

Med en pose penge fra Dansk Ungdoms Fællesråd var vi 4 danske universitetsstuderende under RedBarnetUngdom, der tog til Rwanda i februar 2008.

Med os havde vi vores bidrag til en bedre fremtid for nogle af de hårdest ramte i Rwanda, gadebørnene i Rusizi-distriktet, der ligger lige på grænsen mellem Rwanda og DR Congo.

Distriktet udgør et af de steder i Rwanda, hvor folkemordet var grusomst. Derfor er følgerne, her 14 år efter, stadig til at få øje på. De relativt mange gadebørn, der holder til i området, er blot en af dem.

Livet for disse børn er en kamp for overlevelse. Ikke nok med at børnene kæmper imod sult og fattigdom. De kæmper også mod et ry, der gør at de konstant møder modstand og lukkede døre, hvis de nærmer sig vejen til et bedre liv.

Bl.a. jagter det lokale vagtværn dem, og holder dem derved væk fra markedet, hvor de ellers havde mulighed for at tjene penge.

De lokale myndigheder, der har ansvaret for at hjælpe gadebørnene, sidder det meste af tiden bag store fine skriveborde på kontorer, hvor gadebørnene ikke er velkomne.

Det siger sig selv, at kommunikationen mellem et 10-årigt gadebarn og en bureaukratisk voksen autoritet ikke er det bedste udgangspunkt for en konstruktiv og lys fremtid?

Så hvad er det egentlig, de børn har brug for? Hvad har 4 universitetsstuderende i ærmerne, som kan hjælpe børnene? Demokrati!

Bliver man mæt eller rask af demokrati?

Nogen ville nok mene, at de penge, vi havde fået til at hjælpe gadebørnene, kunne være brugt bedre, men sammen med vores partner i Rwanda, 20 studerende, havde vi en plan.

De studerende er alle vokset op i Rusizi-distriktet og har set, hvordan gadebørnene lever og overlever. Mange af dem har selv været forældreløse og levet en del af deres tilværelse på gaden.

Nu har de et godt liv, en uddannelse og en fremtid, der er nogenlunde sikret. Ikke mindst besidder de et overskud til at hjælpe gadebørnene væk fra gaden og ind i det liv, de selv nu er en del af.

Den motivation, der driver dem, er imponerende i et land uden nogen som helst tradition for frivilligt arbejde, og deres rolle er overordentlig vigtig i gadebørnenes vej tilbage mod et godt liv.

Vi tog til Ruzisi for at hjælpe de 20 studerende med at stifte A.E.T.J.R. (Association des Enfants et Jeunes Travailleurs RUSIZI), en demokratisk rwandisk ungdomsorganisation, hvis formål er at hjælpe gadebørnene i Rusizi District.

Vi underviste bl.a. i demokrati og vedtægter og organisationsstrukturer for at give dem et godt grundlag for at arbejde organiseret og effektivt.

Deres funktion består i at være bindeled mellem gadebørnene og samfundet. Ved at tale med børnene, spille fodbold med dem, stole på dem, hjælpe dem med at finde småjob osv. opbygges der langsomt et tillidsbånd, som viser sig overordentligt vigtigt.

Nu efter 8 måneders arbejde betaler det sig. Det er lykkedes A.E.T.J.R at blive anerkendt af de lokale autoriteter i Rusizi som gadebørnenes talerør. De har sørget for at vagtværnet lader børnene arbejde i fred.

Gadebørnene er organiseret i grupper, der hver har udpeget en leder, som sammen med A.E.T.J.R holder møder med de lokale autoriteter, for på den måde at blive hørt.

Vores projekt viser, hvor vigtigt det er at investere danske bistandskroner i Afrikas ungdom. Hvis unge oplever, at demokratisk vedvarende hårdt arbejde betaler sig i på den lange bane, og at deres ressourcer bogstaveligt talt er guld værd for Afrikas fremtid, så er de penge vist godt givet ud.

– Gadebørnene har fået en stemme, der er essentiel på vejen til et bedre liv.
– De 20 studerende fra Rwanda har lært at arbejde demokratisk og set deres frivillige arbejde virkelig rykke ved gadebørnenes situation
-Myndighederne i Ruzisi District har lært, at unge har en masse at byde på, selv om de ikke har en fin titel og et stort skrivebord at gemme sig bag.