Erik Winther-Schmidt
.faktabokse{ width:40%; float:right; } .faktaboks { border:1px solid #d1d1d1; color:#000; background:#eee; padding:15px; float:right; margin-left:15px; margin-bottom:15px; } .faktaboks h2{ color: #334752; } @media (max-width:768px){ .faktabokse{ width:100%; float:left; } .faktaboks{ margin-left:0; } .faktaboks p{ font-size:13px; } .faktaboks h2{ font-size:1.2rem; } .faktaboks img{ max-width:50%; margin: 0 auto; display: block; } }
Det er snart mange år siden jeg et sted læste om en engelsk officer, som blev spurgt om, hvorfor han havde meldt sig til hæren og var blevet sendt ud til kolonierne (sikkert Indien).
Han svarede: Jeg ville ud og se verden. Hvis man frem for at skulle betale herfor i stedet fik løn for det, så var jeg absolut interesseret.
Sådan tænkte jeg også, dengang for snart 35 år siden, da jeg via Danida blev sendt ud som Associeret Ekspert hos FN til Pakistan og senere Thailand.
Efter nogle år i den tjeneste og en årrække hjemme igen i bl.a. Dansk Arbejdsgiverforening tog jeg springet for alvor og blev fuldtids-udsendt til en stribe lande, navnlig i Afrika og i Asien.
Familien var med
Da familien var med, valgte jeg langtidsophold, så børnene kunne gå i skole uden konstante afbrydelser.
Dengang vankede der ikke så mange hjemrejser som vi er vant til i dag – arbejdet trak, børnene gik i skole i det udenlandske, og nok savnede vi undertiden alle sammen det mere og mere glansbilledagtige Danmark vi havde lagt bag os.
Men vi fandt et nyt liv, ikke en halv tilværelse med et ben i hver lejr, men en hel tilværelse i det fjerne.
For at se verden og gøre noget godt
Hvorfor valgte jeg, hvorfor valgte min ægtefælle og jeg et sådant liv? Jo, for at se verden. Og for samtidig at kunne gøre noget godt her og der.
Om det nu var et nationalt skolesystem, der skulle fungere bedre eller god regeringsførelse eller u-landsbistand i al almindelighed, som skulle administreres på en måde, så de fattige i den ene ende og de danske skatteydere i den anden begge fik noget ud af det.
Jo, det kan godt motivere, men det forklarer ikke til bunds mine psykologiske bevæggrunde for at være på farten som fuldbefaren ulandsarbejder i et halvt liv. Et egentligt svar skal snarere findes i viljen til at sætte sig selv og sit liv og sin tilværelse på spil.
Det er jo ikke let at slå sig ned i et fremmed land. Man kan ikke sproget, man forstår ikke kulturen, maden er mærkelig, klimaet for varmt, udfordringerne i jobbet overvældende, familien skal bringes sikkert igennem, maven løber, myggene kan være dødelige, mælken skal koges.
Jo, der er mange ting, som kan gå galt.
Alligevel er det dragende at overvinde disse forhindringer, lære at føje sig, passe ind – og stå fast. Det er faktisk en måde at finde sig selv på.
Man kan bekræfte sin tro på, at der er en fællesmængde i alle mennesker og mellem alle kulturer, som man ved tålmodighed kan grave frem og få øje på.
Skel mellem mennesker kan overvindes
Der er så meget i verden, som skiller os: afstande, hudfarve, historien, økonomi, magt, undertrykkelse, vold, andre skikke og traditioner, eller med få ord: der er simpelt hen mange forskellige måder at være menneske på.
Men så går det op for én, at der er mindst ligeså meget som binder.
Når man bliver budt indenfor i deres liv, når man er med til deres bryllupper, deres barnedåb, deres fejringer af mærkedage med dets glæder og sorger, når man midt i hverdagen velkommes hos disse ”andre”, så føler man sig hjemme overalt.
At blive et mere rummeligt menneske
Da antager verden en universel dimension, uanset om det blot er i et split-sekund, eller måske bare en illusion. Jo, verden er barrierer og forhindringsløb og modsætninger. Men den er også menneskelighed, hjælpsomhed, forståelse og empati.
Ved at tage ud i verden som livsform nægter man at acceptere, at skel mellem mennesker er uovervindelige. Dybe skel, men ikke umulige at overskride.
Den erkendelse kommer til én som en åbenbaring og det er en dejlig følelse. Man ender måske ligefrem med at blive et mere rummeligt menneske af det. Og da er det rejsen værd.
Skriv et indlæg til denne spændende serie. Det har mange fortællelystne personer allerede gjort, og deres indlæg er offentliggjort løbende, siden serien indledtes 13. juli.
Det kan være episoder eller dramatiske hændelser, du har oplevet “derude”, og som er værd at bringe videre.
Peter Sigsgaard vil meget gerne kontaktes på e-mailadressen [email protected] eller telefon 45 82 12 39
Indlæg er honorarfrie.