WTO ministermøde 2017
WTO blev grundlagt i 1995, og er et internationalt organ, der promoverer handel mellem de 162 medlemslande – herunder Danmark.
Organisationen er det forum hvori spillereglerne for global handel fastsættes og sanktioneres. 10. – 13. december mødes medlemslandenes ministre i Buenos Aires til konference.
I samarbejde med Initiativet for Handel og Udvikling (IHU) bringer Globalnyt op til mødet en serie på fire artikler om WTO og den indflydelse WTO har på den globale udvikling inden for handels- og udviklingspolitik.
Seriens artikler
WTO’s fremtid på spil (6.11.2017)
Hvad står højt på dagsordenen til WTO-mødet i Buenos Aires? (3.12.2017)
WTO og ministermøde i Buenos Aires set med danske øjne (7.12.2017)
Kampen om WTO’s fremtid: Tager Kina styringen? (10.12.2017)
Forud for WTO’s 11. ministerkonference i Buenos Aires i december (MC11) mødtes næsten 40 af WTO’s medlemslande i Marrakesh, Marokko, i starten af oktober for, at blive enige om et udkast til en dagsorden.
Det er ikke normal procedure at afholde et sådant møde forud for selve den ministerielle konference, men på baggrund af manglende fremskridt i den seneste forhandlingsrunde, Doha-runden, skulle dette møde samle medlemslande forud for MC11.
En endelig dagsorden til mødet i Buenos Aires kunne der ikke findes enighed omkring og der vil således blive forhandlet videre på en bred række af områder indtil WTO’s 164 medlemslande mødes d. 10.-13. december.
På trods af anerkendelsen af, at dette års ministerkonference nok ikke vil generere de store gennembrud på mange områder, ser det dog ud til, at vigtige anliggender som fiskerisubsidier, fødevaresikkerhed, tjenesteydelser og investeringsfacilitering vil stå højt på dagsordenen.
Alle skal være enige om alt
De mislykkede forsøg på at afslutte Doha-runden har i mange år forhindret fremskridt i WTO-regi, og det skal der ændres på.
Tanken er, at det kan forbedre forhandlingsklimaet til december, hvis medlemslandene kan blive enige om en dagsorden.
Dette betyder dog ikke, at det er nemt for medlemslandene at nå til enighed om, hvad dagsordenen skal indeholde.
En del af uenigheden bunder i rammerne for selve forhandlingsprocessen, der bygger på to principper:
Først og fremmest skal alle aftaler vedtages ved konsensus, og derudover skal alle dele af en aftale være færdigforhandlet før aftalen kan vedtages (også kendt som ”single undertaking”).
Dette betyder i praksis, at alle medlemslande skal være enige om alle dele af aftalen, før en forhandling kan afsluttes.
Kløft mellem nord og syd
Som det ofte er i multilaterale og internationale organisationer, er lande i det globale nord (primært den vestlige verden) og lande i det globale syd (primært udviklingslande) ikke enige om, hvilke emner der skal prioriteres på den internationale dagsorden. Det samme gælder for dagsordenen til MC11.
Lande i det globale nord, såsom USA, taler for at inkludere nye emner til forhandlingsdagsordenen.
Særligt emner som facilitering af investeringer og internethandel er, set i lyset af udviklingen i verdensøkonomien over det seneste årti, emner vestlige lande gerne vil have reguleret på internationalt niveau.
Lande i det globale syd, f.eks. Indien, prioriterer emner, som har været forhandlet – dog uden at en aftale er indgået.
Dette tæller blandt andet emner som fødevaresikkerhed og varetagelse af bønders interesser i udviklingslande.
Globale investeringer
Mange afrikanske, sydamerikanske og asiatiske lande er dog ved at indse, at en juridisk rammeaftale for globale investeringer er nødvendig for bæredygtig udvikling i udviklingslande.
Tidligere i november afholdte en række afrikanske lande og en gruppe af 13 udviklingslande et møde specifikt om investeringsfacilitering i WTO-regi.
Der er således konsensus mellem det globale nord og syd om nødvendigheden af en rammeaftale om investeringer, hvorfor emnet med sikkerhed vil komme på forhandlingsbordene til december i Buenos Aires.
Med til historien hører, at mange af verdens mindst udviklede lande ikke anerkender at Doha-runden er død.
De vil ikke forhandle om investeringer og e-handel inden forhandlinger om landbrug, fødevaresikkerhed og fiskerisubsidier er færdige.
Ønsket fra disse lande er en aftale, der skal forbedre mulighederne for de mindst udviklede lande.
Blandt andet står kravet om øget adgang til markeder i det globale nord, samt lavere landbrugsstøtte i særligt EU og USA, der gør det svært for at konkurrere med producenter i den europæiske og amerikanske landbrugssektor.
Subsidier i landbrugssektoren er et ømt punkt for både EU og USA, og ingen af de to parter er endnu gået med til en fuld udfasning af deres nuværende subsidier.
På trods af det afgav EU sammen med 15 lande – heriblandt Australien, Canada, Brasilien og Malaysia – efter mødet i Marrakech et fælles løfte om at kæmpe for en aftale om at nedbringe handelsforvridende lovgivning og fødevaresikkerhed i WTO-landene.
Fiskerisubsier står for fald
I månederne op til MC11 er forhandlingerne omkring reduceringer af fiskerisubsidier også så langt fremskredne, at man forventer en aftale at falde på plads i Buenos Aires.
Både i det globale nord og syd er der bred enighed om, at fiskerisubsidier bidrager til overfiskeri såvel som illegalt og ureguleret fiskeri.
Det kan således vise sig, at blive det punkt der kan forene et ellers splittet WTO.
Med uforudsigeligheden i den amerikanske administration, samt at Trump foretrækker bilaterale aftaler frem for multilaterale institutioner, er det dog svært at forestille sig, at den forestående ministerielle møde i WTO vil bringe større ændringer med sig.
Der er således usikkerhed om hvor mange af de mindre prioriterede emner vil være på dagsordenen i Buenos Aires.
Sikkert er det dog, at fiskerisubsidier, landbrugsstøtte, tjenesteydelser og investeringsfacilitering vil stå højt på dagsordenen når WTO-landene mødes i Buenos Aires.
Om det vil lykkedes det globale nord og det globale syd, at nå til enighed om prioriteterne i disse forhandlinger kan kun tiden vise.
Emilie Buss er frivillig i Initiativet for handel og udvikling, IHU
