Europæisk renæssance, Det grænsebrydende menneske i en ny verdensorden
Udkommet 2019.
171 sider, 200 kr.
Bogen kan købes hos nogle boghandlere eller via [email protected] hhv. [email protected]
Hugo Gaarden er kendt som en dygtig journalist og forfatter, og nu har han begået en ambitiøs og god lille bog: ”Europæisk renæssance, Det grænsebrydende menneske i en ny verdensorden”.
Bogen kommer vidt omkring og trækker – lidt kalejdoskopisk – på en mængde gode kilder foruden Gaardens egne erfaringer fra 20 års ophold i udlandet og rejser over det meste af kloden.
Et centralt tema er, at Europa bør gøre sig langt mere gældende i verdenspolitikken og kompensere for den mangel på lederskab, som et USA under Trump har ført til. Det kræver, at europæerne ser Europa i et globalt perspektiv, og at de indser, at deres historie og erfaringer med at leve i multikulturelle samfund giver dem gode muligheder for at agere i en multikulturel verden. Og det forudsætter et styrket EU med det politisk og demokratisk stabile Tyskland i en vigtig rolle.
Erfaringen fra sine otte år i landet får Gaarden til at se Kina som en uundgåelig samarbejdspartner for EU. Han mener, at vi kan lære af kinesernes flid, udholdenhed, tålmodighed – og vilje til at eksperimentere. Styrets hårdhændede optræden, når det ser sig truet, ser Gaarden mere forstående på end de fleste.
Forfejlet bistandspolitik
Bogens verdenspolitiske tour de force er dens styrke – og mindre kontroversiel end behandlingen af Afrika og udviklingsbistand. Gaardens syn på Afrika er præget af hans ture i Land Roveren gennem kontinentet.
Her har han først og fremmest oplevet en tilbageståenhed og fattigdom, som synes at have bidt sig fast som følge af den katastrofale kombination af befolkningsvækst, dovenskab, korruption og elendig ledelse. Han knytter et håb til de unge afrikaneres dynamik og peger på de muligheder, som ville åbne sig, hvis Afrikas stater kunne finde sammen i et effektivt samarbejde. Og, underforstået, hvis afrikanerne kunne opføre sig lidt mere som kineserne.
Gaarden skriver ét sted om den ”enorme bistand”, der er ydet til Afrika, men et andet sted – korrekt – at den svarer 50 dollars per år per afrikaner.
Han finder den hidtidige bistandspolitik forfejlet og anbefaler meget stor vægt på social og fysisk infrastruktur – hvilket faktisk er det, som har præget en stor del af bistanden, ikke mindst den danske.
Trods markante forbehold med hensyn til, hvor meget bistanden har nyttet hidtil, efterlyser han – udover massive private investeringer – en bistandsindsats, som er af en helt anden størrelsesorden.
Den skal ses som et vigtigt led i at møde de udfordringer, som repræsenteres af klimaændringerne, konflikterne i Afrika og migrationen. Men Gaarden tror ikke på, at det er muligt – og heller ikke ønskeligt – at stoppe migration. Mennesket har altid været grænsebrydende.
