Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Han er desuden blogger på Globalnyt.
Jeg var en gang sidst i 1980’erne på trekking Nepal sammen med blandt andre en dansk salatfabrikant. På vej op mod Mount Everests basislejr passerede vi tibetanske klostre. Bethsy Holck fra det daværende Janus Rejser havde på forhånd vejledt os om reglerne for god opførsel ved tibetanske helligdomme. Man går ikke bag om en stupa og man tramper ikke ind i templer med vandrestøvler på, lød opfordringen.
Salatfabrikanten gjorde begge dele. Han var jo dansker og hverken buddhist, muslim eller noget. Han havde betalt for rejsen, så hvorfor skulle han tage hensyn til hedenske regler?
Så han trampede den forkerte vej rundt om det lille tempel og vadede ind foran de kolorerede tibetanske gudebilleder med store støvler på. Han var dansker. Ingen hedning.
Det er den heftige danske debat om retten til at brænde koraner af, der får mig til at tænke på den gamle oplevelse og på de leveregler, jeg har med mig fra årtiers arbejde med udviklingsbistand i fremmede samfund.
Regel nummer ét: Du respekterer de andres tro uanset din egen og uanset, om du har en religion eller ej! For gør du ikke det, når du ingen vegne i samfund, hvor alt er gennemsyret af religiøse værdier.
Salatfabrikanten pissede på templet og de nepalesiske bjergfolks værdier dengang, og jeg skammede mig over at være hans landsmand.
Så ja! Jeg går ind for forbud mod at brænde koraner og andre bøger, som troende mennesker anser for hellige.
For mig er det ikke et spørgsmål om statsræson, men om at anerkende, at vi lever med og blandt mennesker, for hvem tro er afgørende. Vi skal have ret til kritik, men hvis vi håner og brænder deres koraner, brænder vi muligheder for at eksistere sammen med dem.
