Kære IFU,
Tak for jeres bekræftelse af, at man betaler skat af overskud. Alt andet ville naturligvis også være vældig overraskende og i strid med IFUs egen nyligt reviderede skattepolitik (https://www.ifu.dk/wp-content/uploads/IFU-tax-policy-final-20171214.pdf, revideret den 13. december 2017). Men som i så mange andre sager er detaljen vigtig, og spørgsmålet er derfor, hvor skatten betales og hvordan overskuddet beregnes.
IFUs skattepolitik består af tre hovedprincipper. For mig som lægkvinde i skatte- og investeringsspørgsmål så er det første princip ret klart og hjælper til at give svar på spørgsmålet om, hvor skatten skal betales.
Det siger nemlig, at skatten skal betales der, hvor den økonomiske aktivitet foregår. Og når skat nu, som IFU fortæller mig og andre, betales af overskud, så tænker jeg, at det må betyde, at overskuddet fra en given økonomisk aktivitet, f.eks. en kvægfarm i Zambia eller en såsædsfarm i Tanzania opgøres og beskattes i hhv. Zambia og Tanzania, inden det evt. geninvesteres eller trækkes ud af det pågældende land for at blive udbetalt til investorerne.
Kan IFU bekræfte, at det er sådan, dette princip skal forstås, og at dét er den gældende praksis i de investeringer, som IFU deltager i, inklusiv Silverlandsfonden?
Og hvis ikke, hvad gør IFU så for at bringe et projektselskabs eller en fonds skattepraksis i overensstemmelse med dette princip i IFUs skattepolitik?
Gennemsigtighed
Det andet princip i IFUs skattepolitik handler om IFUs anvendelse af og deltagelse i forskellige former for holding- eller fondsstrukturer i tredjelande.
For mig som almindelig borger og pensionsopsparer i disse skatte- og investeringsspørgsmål står betydningen af, hvad der står i dette princip ikke lysende klart.
Men jeg hæfter mig ved – og er glad for – at det understreges, at disse selskabs- og fondsstrukturer ikke alene skal være lovlige; de skal også sikre gennemsigtighed og så må de ikke være konstrueret på en måde, så de modvirker lovens ånd (”Structures must in all cases be legal, transparent and not designed to work against the spirit of the law”).
Dette forstår jeg som et princip om, at man fra IFUs side kun kan medvirke i sådanne selskabs- og fondsstrukturer, såfremt disse er gennemsigtige og såfremt disse ikke gennem deres skattepraksis, f.eks. gennem transaktioner mellem forskellige dele af et multinationalt selskab, modvirker princippet om, at skat skal svares der, hvor den økonomiske aktivitet finder sted.
Bliver skattepolitikken efterlevet?
Det tredje princip i IFUs skattepolitik er princippet om, at IFU bestræber sig på at være transparent omkring brugen af holdingselskabs- og fondsstrukturer.
Det er umiddelbart betryggende, men – for der er et ‘men’: Desværre lover IFU kun at offentliggøre de samlede skatteudgifter i forbindelse med de selskaber, som IFU investerer i.
Dette er såvidt jeg kan vurdere langt fra tilstrækkeligt, hvis vi som offentlighed skal kunne vurdere, om IFUs skattepolitik reelt bliver efterlevet i de investeringer, som IFU deltager i.
For hvordan skal vi kunne vurdere om et multinationalt selskab har betalt skat der, hvor den økonomiske aktivitet finder sted, hvis vi kun får viden om selskabets samlede skattebetaling? Og selv, hvis vi, som tilfældet er med Silverlands, får indsigt i hvor meget, der er betalt i skat i forbindelse med de enkelte investeringsprojekter, så kan vi ikke vurdere, om den betalte skat reelt modsvarer overskuddet fra den økonomiske aktivitet i den pågældende investering.
Derfor efterspørger flere af Globalnyts læsere fortsat indsigt i, hvor det økonomiske overskud, som Silverlands har rapporteret i Irland, stammer fra. Vi håber, at IFU i kraft af sin skattepolitiks princip om transparens kan imødekomme dette ønske om indsigt.
Store investeringer
Og så lige lidt om udviklingseffekterne af landbrugsinvesteringer som f.eks. dem, som IFU er involveret i gennem Silverlands. Ligesom Rune Nørgaard og ligesom den konsulent, som IFU og Folkekirkens Nødhjælp havde hyret til at udføre et pilotstudie af mulige udviklingseffekter af landbrugsinvesteringer for småbønder, så havde jeg for nyligt lejlighed til at besøge flere landbrugsinvesteringer med dansk og også med IFU-deltagelse, herunder også tre af de investeringer, som IFU deltager i gennem Silverlandsfonden i Tanzania.
Mine besøg fandt sted som en del af det 5-årige forskningsprojekt med titlen ”Agricultural Investors as Development Actors” (AIDA) (www.diis.dk/aida), som jeg som DIIS-forsker er involveret i. Jeg kan derfor ved selvsyn bekræfte det, som Rune Nørgaard fortæller, nemlig at der er tale om store investeringer med ikke alene millioner af kroner, men også millioner af dollars investeret i kunstvanding, bygning af dæmninger, landbrugsmaskiner, kornsiloer mm.
Så uden at kende de præcise afskrivningsregler i f.eks. Tanzania og uden at kende de forretningsplaner, jeg tænker må være udarbejdet for de enkelte investeringer, kan jeg godt forestille mig, at det vil vare lidt tid, inden disse projekter opnår et driftsmæssigt overskud – dog går jeg ud fra, at der nås inden Silverlandsfondens projekter skal sælges videre om mindre end 10 år!
Ikke entydige effekter
Og selvom mine besøg var relativt korte, ligesom jeg ved, at også de besøg, der ligger til grund for den rapport, som IFU og Folkekirkens Nødhjælp har udgivet, var det, så fortalte besøgene mig og ikke mindst de mange samtaler, jeg og mine forskningskolleger havde med omkringboende småbønder, at udviklingseffekterne af sådanne investeringer langt fra er entydige, og også at de kan skifte karakter meget hurtigt.
Udviklingseffekterne begrænser sig nemlig ikke – heldigvis kunne man sige – til det relativt begrænsede antal jobs, som sådanne investeringer skaber. De viser sig også bl.a. i ændrede markedsforhold, ændrede vandforhold (tilgængelighed og kvalitet) og ændret erhvervsklima og så afhænger de af konkrete driftsbeslutninger, som træffes fra sæson til sæson i forbindelse med den enkelte investering, og af hvorledes kontakten og relationen mellem den konkrete investering og det omkringliggende samfund – både borgere og myndigheder – forvaltes.
Derfor er det ikke alene tilstrækkeligt at have de overordnede politikker på plads, hvis man vil sikre, at ikke alene de økonomiske, men også de udviklingsmæssige mål med en investering opnås; det er også nødvendigt løbende at sikre, at disse mål afspejles i den daglige driftsledelse. Det ser jeg og mine forskningskolleger her i Danmark og i Tanzania og Uganda frem til at kaste meget mere lys over gennem de kommende år, og vi ser også meget frem til at dele denne indsigt, ikke alene med f.eks. IFU og Silverlands, men også med andre interesserede aktører såvel i som uden for Danmark.
Helle Munk Ravnborg er seniorforsker ved Dansk institut for internationale studier, DIIS
