Jeg havde pålagt mig selv den tvivlsomme udfordring at lade fjernsynet være tændt frem til sidste sekund på den fem timer lange og mestendels kedsommelige maraton, som årets Danmarks Indsamling udviklede sig til. Det betyder ikke, at jeg så det hele. Jeg orkede ganske enkelt ikke at lytte til alle de mange tvivlsomme indslag, hvor forbrugersamfundets ucharmerende ansigter dukkede frem.
Men jeg var vågen, da værterne til sidst dansede rundt på scenen og kappedes om at udtrykke begejstring over resultatet på 120 millioner. Som bestemt var langt over resultatet i 2020. Men var det så fantastisk, som begejstringen kunne tyde på? Er 120 millioner fordelt på 12 organisationer, fratrukket udgiften til at afholde det såkaldte DR1-show, særligt imponerende? Er det nok til at retfærdiggøre, hvad indsamlingens slogan påstår: et lille land med et stort hjerte?
Hvor meget er 120 millioner egentlig?
For de børn, familier og lokalsamfund, som kommer til at opleve, at deres tilværelse bliver bedre som følge af et projekt, kan det sagtens opleves som en imponerende humanistisk kraftanstrengelse. Et lys i mørket i skyggen af pandemien. Men de 21 bruttokroner, som danskerne hver bidrog med, er ikke specielt imponerende. Slet ikke målt i forhold til de pandemipakker, vores regering har tilbudt danskerne. Slet ikke i forhold til de 3.255 bruttokroner hver eneste dansker har leveret til minkavlerne over skatten. Og heller ikke i forhold til de milliarder af bistandskroner, som gennem de senere år er blevet sparet af regeringer med forskellige farver.
Jeg har i månederne op til indsamlingen og igen dagen efter forsøgt at få et indtryk af, om dette tema – og andre relevante indsamlingstemaer – er noget, man bekymrer sig om og diskuterer på organisationernes hjemmesider. Mit indtryk er, at det ikke er tilfældet. Det kan næsten virke, som om organisationerne sætter en ære i, at indsamlingen ikke bliver diskuteret. Fordi de helst vil snakke om deres egne projekter, som de løbende samler ind til? Fordi de selv finder formen fornærmende og forældet? Eller fordi…?
På indsamlingens hjemmeside kan man læse følgende, som sammen med det tidligere nævnte slogan udgør en form for selvforståelse. Kursiveringen er min:
”Danmarks Indsamling gør en enorm indsats i verdens fattigste områder, hvor behovet er størst. Derfor formulerer organisationerne hvert år 12 projekter inden for et specifikt tema, så Danmark og Danmarks Indsamling i fællesskab løfter et helt område.”
En ”enorm” indsats til et ”helt område”?
Jeg mener ikke, at man med rimelighed kan betegne indsatsen som enorm. Heller ikke snakken om et specifikt tema finder jeg holder vand, medmindre man mener, at brede formuleringer om, at det sker i skyggen af pandemien, retfærdiggør formuleringen. Min læsning af organisationernes projekter ser sådan ud:
CARE vil i Laos arbejde med klimaplaner. Dansk Folkehjælp vil støtte skoler i fattige kvarterer i Uganda. DRC Dansk Flygtningehjælp vil beskytte syriske flygtningebørn. Folkekirkens Nødhjælp vil sikre rent vand til børn i Nepal, bekæmpe børnearbejde og børneprostitution i Kenya, og tilbyde børn i Irak krisehjælp. Læger uden Grænser vil drive to hospitaler i byen Mosul i Irak. Mellemfolkeligt Samvirke vil etablere et ungehus midt i et slumkvarter i Harare. Oxfam IBIS vil udvikle undervisningsmaterialer, så Wayuu-børn i Colombia kan lære om klimaforandringer. PlanBørnefonden vil i Togo og Mali arbejde for at forbedre 0-5-årige børns liv. Red Barnet vil hjælpe udsatte unge til at forsørge sig selv og deres familier i Irak. Røde Kors vil hjælpe sårbare børn og unge i Syrien. SOS Børnebyerne vil hjælpe sårbare børn i Rwanda. UNICEF vil arbejde for, at flere børn i Madagaskar lever efter deres femårs fødselsdag.
Utvivlsomt alle sammen fornuftige indsatser, som ligger i tråd med organisationernes komparative fordele. Men vel også indsatser, som i mange tilfælde næppe har en specielt overbevisende Covid-19-dimension.
Og for resten: Hvad hørte danskerne undervejs gennem de fem timer om den globale Covid-19 situation? Om WHO’s behov for penge til at sikre global koordinering og støtte til fattige lande? Om de udfordringer det samlede sundhedssystem i fattige lande udsættes for? Om den korruption med Covid-19-midler, som flere lande har oplevet? Om de kønne ord om at sikre de fattige vacciner, samtidig med at vi har raget alt for mange doser til os?
Hvorfor var der ingen kritiske stemmer?
Hvor havde man fundet plads til at smugle en kritisk stemme ind, som kunne risikere at ødelægge den festlige stemning? Jeg spørger bare.
Og måske vigtigere ud fra en etisk betragtning: Hvor blev omtalen af organisationernes partnere af? Statsministeren nævnte dem ikke. Udviklingsministeren nævnte dem ikke. Organisationsrepræsentanterne nævnte dem ikke. Hvorfor ikke? Vi har trods alt i ngo-verdenen fremhævet vores partnerskabstilgang siden starten af 90’erne, da vi erkendte, at bæredygtig udvikling ikke var noget vi alene kunne skabe. Hvorfor har vi tilsyneladende så svært ved at dele æren for vores indsatser med de lokale, som besidder mere end almindelig viden om de lokale udfordringer, og som gennem deres engagement gør det muligt at bruge de 21 kroner fra gennemsnitsdanskeren på fornuftig vis.
Danmarks Indsamling (fra et lille land med et stort hjerte) er årets største oplysningsindsats fra DR og organisationer til danskerne. Kan vi virkelig i 2021 være bekendt at gøre det på denne måde?
Lad os tage partnerne alvorligt!
Det mener jeg ikke. Men snarere end at ændre lidt her og der, foreslår jeg, at selve grundtanken gentænkes. Hvorfor primært samles om at vinde biler, kurophold og påskeæg? Hvorfor ikke flytte vægten fra pengemæssig INDSAMLING til idémæssig SAMLING – omkring de fælles globale udfordringer, som statsministeren kan drøfte med en kollega fra samarbejdsland X, udviklingsministeren drøfte med sin kollega i samarbejdsland Y, og organisationernes repræsentanter snakke med deres partnere rundt om i verden om.
Og er det helt umuligt at forestille sig, at danskerne fra det lille land med det store hjerte synes, det kunne være spændende (når pandemien tillader det) at vinde en rejse til et af Afrikas slumkvarterer eller en af Mellemøstens flygtningelejre. Eller mener vi faktisk, at det kun er med en Audi på spil, at vi kan skabe noget der ligner folkelig forankring denne ene dag om året?
Bjørn Førde er forfatter og tidligere generalsekretær i MS, FN-chef i Botswana og direktør for Dansk Institut for Partier og Demokrati.
