Klaus Winkel
Klaus Winkel (født 1939) er Cand. polit fra Københavns Universitet (1965) og var ansat i Udenrigsministeriet fra 1966 til 2004.
Økonomisk rådgiver i Ministry of Finance and Planning i Nairobi (1974-76). Chef for Danida-missionen i Dar es Salaam (1980-82). Chef for Danidas evalueringsenhed (1982-86). Chef for kontoret for evaluering, forskning og dokumentation (1986-2001) og konsulent i u-landsforskning (2002-04).
Han var formand for OECD/DACs evalueringsekspertgruppe (1989-92) og
indtil 2002 var han censor i u-landsspørgsmål ved de fleste af landets universiteter, bla. censorformand i ti år ved Internationale Udviklingsstudier på RUC.
Han har desuden udført konsulentopgaver for Verdensbanken, CGIAR og GBIF (Global Biodiversity Information Facility).
Indtil juni 2010 var han ansat på Statens Serum Institut som dansk kontaktpunkt for EDCTP (European and Developing Countries Clinical Trials Partnership).
Det er ikke meget, som siver ud om, hvad der kommer ud af Danmarks udviklingsbistand. Man kikker forgæves i Udenrigsministeriets fine magasin 360 grader og med begrænset udbytte på dets hjemmeside.
Den trykte årsberetning om dansk bistand er for længst afskaffet, og aviser og TV flyder ikke over med det.
Godt vi har Globalnyt – og Danidas egne evalueringer. Det er imidlertid sin sag at downloade disse ofte ret store dokumenter, og det er typisk ret tungt stof.
Det er derfor meget velkomment, at DIIS og RUC har lagt rammer og fire forskere til at producere ”Evaluation Study – Danish Development Cooperation with Bolivia, Mozambique, Nepal and Vietnam – An analysis across four country evaluations”.
Rapporten er blevet tilgængelig for nylig og kan downloades og endog rekvireres gratis hos DIIS.
Fire kroner per indbygger
Rapportens 50 sider er en fin genvej til viden om, hvordan dansk bistand på 15,7 milliarder kroner gennem 25 år til de fire lande har været anvendt. Det har synet af meget i dansk bistand, især Vietnam med 5 milliarder kroner, men ikke af så meget, når man ser det i forhold til al bilateral bistand til disse lande: fra 2,4 procent i Mozambique til 5,4 procent i Nepal.
Landene har i perioden haft en samlet befolkning på omkring 150 millioner, og den har i gennemsnit for perioden modtaget godt 600 millioner kroner årligt i dansk bistand. Fire kroner per indbygger. Det er indlysende, at den danske bistand har skullet anvendes med stor kløgt for at gøre en forskel, hvad den formentlig har gjort. Det ser nemlig vældig fornuftigt ud, men der er ikke så megen kontant information i rapporten om, hvad de faktiske resultater har været.
Det er der flere grunde til, herunder, at de fire evalueringer ikke indeholder så meget af den slags. De har fokuseret på den mere generelle tilgang og de strategiske valg, som Danmark har truffet i samarbejdet med de fire lande, især med hensyn til valg af bistandsformer, af specifikke indsatsområder og af partnere.
Hertil kommer, at det i de fleste tilfælde er næsten umuligt at måle resultaterne af ”bløde” indsatser, som der overvejende har været tale om. For slet ikke at tale om, hvorvidt det har været omkostningseffektivt. Det var lettere i gamle dage, hvor man kunne registrere antal vejkilometer, skoler, sundhedscentrer og lignende.
Rapporten er resultatet af et opdrag fra Udenrigsministeriet og leverer, hvad der er blevet bedt om: dels en analyse af ”the main issues” rejst i de fire evalueringer med henblik på at stimulere drøftelsen af, hvad der virker under givne omstændigheder, dels erfaringer, som kan bruges ved fremtidig udformning af landeprogrammer.
Mangel på konkrete eksempler
Rapporten gennemgår de fem vigtigste indsatsområder for den danske bistand begyndende med ”State building”: decentralisering, retsvæsen, økonomiforvaltning, demokratisk valg med mere.
Her synes de bedste resultater at være opnået i Bolivia med hensyn til oprindelige folks jordrettigheder og lokalt styre, i Vietnam, hvor minoriteter og fattige har ”benefited considerable” og i Nepal for så vidt angår decentralisering og offentlig økonomiforvaltning.
Under ”Managing conflict and peace building” (hvor der ikke har været aktiviteter i Vietnam) er der flere gengangere: decentralisering, retsvæsen og demokratiske valg, hvortil kommer social og politisk inklusion samt demobilisering og lignende.
I Nepal er blandt alle danske indsatser de klart bedste resultater opnået inden for konflikthåndtering og fredsskabelse.
I Bolivia har Danmark bidraget til bedre relationer mellem staten og de oprindelige folks organisationer, hvilket vurderes som afgørende for at forstå landeprogrammets relative succes.
Danmarks støtte til Tete-provinsen i en periode, hvor den mozambiqueanske stat var svag og fattig, vurderes at have ydet et signifikant bidrag til at svække årsagerne til konflikten i provinsen.
”Private sector development and engagement” omfatter organiseringen af lokale virksomheder, kredit, CSR, forbedring af arbejdsforholdene samt ”Business to Business”-programmet m.m..
I Vietnam synes indsatserne at have gavnet et betydeligt antal danske og et lille antal vietnamesiske virksomheder og har blandt andet bidraget til overførslen af viden og teknologi. Resultaterne har været imponerende: Der er angiveligt skabt næsten 28.000 jobs og indkomststigninger i målgrupperne på 10 til 200 procent.
Det er de eneste eksempler i rapporten på helt konkrete resultater.
I Bolivia har bistanden gavnet produktionen og markedsføringen af landbrugsprodukter, og i Mozambique er der opnået en øget privatsektorindflydelse på regeringens politikker og en styrkelse af sektorens organisationer.
Også under ”Environment and climate change” optræder decentralisering foruden en stor del af de specifikke emner, der normalt forbindes med områderne. Danmark har i alle fire lande, som en af de første donorer på området, haft andel i vigtig strategiudvikling og øget opmærksomhed på områderne: ” … one of Denmark’s strongest and most strategic contributions”. Konkret for Nepal nævnes, at bistanden gjorde landet til et af de få, som har ”reversed net deforestation”.
Køn og fattigdomsbekæmpelse
Endelig opsamles tre vigtige, danske bistandsformål i ”Cross-cutting issues of gender, human rights and poverty reduction”. I betragtning af den grundlæggende betydning, fattigdomsreduktion har haft i dansk bistand, forekommer den beskedne placering overraskende.
Rapporten forklarer det med, at fattigdomsreduktion indgår i næsten alle bistandsinterventioner (resultatet kun dokumenteret for Vietnam), og at der derfor ses på, hvad evalueringerne siger om indsatser for at reducere uligheden. Og her har været gode resultater i Vietnam med hensyn til at reducere fattigdommen i nogle af de fattigste regioner og blandt de etniske minoriteter.
I Bolivia har Danmark spillet en rolle i etableringen af lovgivning til fordel for den oprindelige befolkning. Styrkelsen af kvinders rettigheder er et gennemgående tema i alle landeprogrammerne, men det er småt med dokumentation af resultaterne.
For lidt viden om, hvor megen udvikling vi får
Rapporten slutter med refleksioner over en række bistandstekniske og -politiske problemstillinger og tilgange. Det tilføjer ikke meget om det, som jeg her har været ude efter: at få svar på, hvilke resultater, som er opnået.
Danida registrerer, i hvor høj grad de bilaterale aktiviteter når deres målsætninger. På hjemmesiden kan man læse, at det i 2014 i overvejende grad gjaldt for 82,6 procent af aktiviteterne som målt på hele 217 specifikke mål. Det må give et fint overblik over resultaterne, og man kan undre sig over, at landeevalueringerne tilsyneladende ikke har udnyttet den mulighed.
Evalueringer har grundlæggende to hovedformål: at dokumentere resultater og at indsamle erfaringer til brug for fremtidig bistand. Det ser ud til, at der over årene er sket en kraftig vægtforskydning i retning af det sidste. Det har ført til, at vi ved for lidt om, hvor megen udvikling vi får for bistandsbevillingerne. Og vi ved så godt som ingenting om, hvorvidt vi får nok udvikling for pengene: om givne indsatser har været omkostningseffektive eller om de samme resultater kunne være opnået billigere, eventuelt med andre indsatstyper. Dette går ud over omkostningsbevidstheden i en virksomhed som Danida, hvor det er den administrative kapacitet, som er flaskehalsen.
Den stigende vægt på erfaringsindhentning hænger sikkert sammen med de mange ændringer i den danske bistands indhold. Hver gang der indføres nye indsatstyper, er der et særligt behov for at lære. Meget af det nye er som nævnt i den bløde ende, hvor det er næsten umuligt at aflæse håndfaste resultater. Så må man nøjes med erfaringerne.
Det er svært at være uenig i, at ”good governance” er den vigtigste forudsætning for udvikling, men hvad nu hvis det ikke er muligt at påvise, at givne danske bistandsindsatser i rimelig grad har bidraget til opfyldelsen heraf? Skulle vi så vende tilbage til indsatser inden for social og fysisk infrastruktur, som den danske ressourcebase har årelang erfaring med, og hvis positive udviklingseffekter er grundigt dokumenteret?