Kurt Mosgaard
Kurt Mosgaard er tidligere generalmajor med omfattende viden og erfaring fra FNs fredsbevarende operationer på Balkan og i Afrika. Hans første udsendelse var som stabschef ved den danske bataljon I Kroatien/UNPROFOR i 1995.
I 1996 var han udsendt til Bosnien som stabschef ved den danske bataljon i Bosnien.
Han arbejdede for Udenrigsministeriet i perioden fra 1997 til 2000 og etablerede SADC (Southern Africa Development Community) Regionale Peacekeeping Training Centre i Zimbabwe.
Fra 2000 til 2001 var han chef for NATOs Information Campaign Branch ved IFOR-hovedkvarteret i Sarajevo.
Efterfølgende var han militærrådgiver og ministerråd ved den danske mission ved FN i New York fra 2001 til 2003 med sæde bl.a. i FNs Special Committee on Peacekeeping Operations (C-34).
Fra 2005 til 2007 var han Force Commander for FN's styrke i Vestsahara (MINURSO) og fungerede Head of Mission fra 2006 til 2007.
I perioden fra 2009 til 2012 var han bl.a. chef for FNs hurtige udrykningsbrigade SHIRBRIG og varetog dansk støtte til international militær kapacitetsopbygning og samarbejde med bl.a. Østafrika og Eastern Africa Stand By Force.
Herudover har han varetaget en række operative funktioner i det danske forsvar og NATO samt løst opgaver for FN og Forsvars- og Udenrigsministeriet mhp styrkelse af FNs evne til at gennemføre fredsoperationer inkl. beskyttelse af civile.
Indehaver af Mosgaard Consulting – Peace and Security.
Vore alliancepartnere i NATO giver jævnligt udtryk for en forventning om, at Danmark bidrager mere til det fælles forsvar. Det tegner derfor til, at de igangværende politiske forhandlinger om et nyt forsvarsforlig vil føre til et øget forsvarsbudget, flere soldater og genskabelse af (nogle af) de bortsparede kapaciteter.
Jeg har det godt med styrkelsen af forsvaret, forbedringerne er hårdt tiltrængte. Men jeg savner en offentlig dialog om anvendelsen af forsvaret. Skal vi sende alle vore soldater og ressourcer til udvalgte lokaliteter i København, langs grænsen til Tyskland, et par hundrede mand i Estland, noget på Grønland og til koalitioner i Irak og Afghanistan?
Bør vi ikke også kunne bidrage til fred, stabilitet og udvikling i krigshærgede lande i bl.a. Afrika?
Stærkt underbemandede missioner
Vestlige lande som Danmark er efterhånden et sjældent syn i FN´s fredsbevarende missioner i bl.a. Nordafrika. Det er ellers her krigene foregår, og hvor der brug for hjælp, også militært, i nærområderne. Fred og sikkerhed for civilbefolkningen er en forudsætning for, at folk kan opbygge deres lande, sikre uddannelse af børn og unge, samt at virksomheder og landbrug kan udvikle sig og skabe jobmuligheder.
FN´s forsøg på at skabe fred og stabilitet i Afrika foregår med nogle stærkt underbemandede fredsbevarende missioner i lande som Sydsudan og Mali. Der mangler typisk afgørende kapaciteter og kvalitet i udførelsen af de nødvendige sikkerhedsopgaver, såsom beskyttelse af flygtningelejre og andre civile. Sikkerhedsrådets mandater fastsætter dette som prioriterede opgaver ”within capabilities”, men der er reelt betydelige forskelle mellem illusionerne i New York og hovedstæderne i forhold til virkeligheden på jorden.
Et meget praktisk eksempel: I Kosovo indsatte NATO over 50.000 veludrustede soldater støttet af kampvogne, artilleri og kampfly i et område på 11.000 km2. I Sydsudan har UNMISS ca. 12.000 dårligt udrustede og mindre veltrænede soldater uden ildstøtte til et område på 850.000 km2. Det er en illusion, at UNMISS kan løfte opgaven, de krigsførende parter out-matcher FN på alle områder.
Resultatet er ufattelig mange dræbte og sårede civile, tusindvis af flygtninge og internt fordrevne og et land som taber endnu en generation på gulvet.
Historisk lavt bidrag
Danmarks bidrag med soldater og kapaciteter til FN´s fredsbevarende missioner er nu historisk lavt med under 60 personer samt et transportfly til Mali i korte perioder.
Det er derfor vigtigt, at forligspartierne ikke bare taler opbygning af forsvaret og genskabelse af kapaciteter. Støtten til FN i form af bidrag med afgørende kapaciteter som minerydning, transporthelikoptere, felthospitaler, dygtige stabsofficerer og transportfly bør skrives ind i forligsteksten.
Forsvaret bør indrettes, så vi kan levere de mest efterspurgte kapaciteter til missionerne. Herudover bør vi kunne yde træningsindsatser til lande, som sender mindre veluddannede styrker og så bør vi i øvrigt bidrage til FN´s igangværende reformproces.
Vi kan så meget mere – også på FN-området.
