Ifølge den ene forsvandt der knap 30 millioner hektar skov i 2016. Den anden beregner, at afskovningen svarede til et område på lidt over 3 millioner hektar samme år.
Så stor er uenigheden mellem de to vigtigste kilder med konkrete beregninger af det globale tab af skov i verden.
Den ene, Global Forest Watch, administreres af den grønne tænketank World Resources Institute (WRI), mens den anden kaldes The Global Forest Resources Assessment og består af tal fra regeringer indberettet til FN’s Landbrugs- og Fødevareorganisation (FAO).
Den værste fortælling finder man med WRIs Global Forest Watch, mens FAOs tal giver et mere opløftende billede, der kan være ti gange mindre som i ovenstående tilfælde.
Forskel i metode
Forskellen ligger i metode og opgørelsen, skriver Yale Environment, som bragte emnet på banen i en artikel for en uges tid siden.
Tallene ved FAO bygger på data fra regeringer, som kan være interesserede i at male et pænere billede end det reelle af politiske årsager.
WRI’s data bygger på satellitbilleder, som til gengæld ikke tager hensyn til genvækst af skov eller “midlertidig afskovning”. Det kan eksempelvis være ved vilde skovbrande, hvor der ikke har været en hensigt om at benytte det tidligere skovlandskab til andet.
Dermed vil skoven langsomt vokse frem igen.
Skovplantager tælles med
Det modsatte er tilfældet, hvis skov bliver rydder for at plante skovplantager. Ensartede plantager med de samme træarter rummer ikke den samme biodiversitet, som oprindelig, vild skov og de har ikke de samme positive effekter for klimaet.
Flere organisationer kritiserer FAO for at tælle monokulturelle plantager med som skov.
Hvem skal man så stole på, når skovenes tilstand på klodens skal gøres op? En person fra WRI fortæller i artiklen, at de to metoder er komplementære og kan bruges sammen.
Forfatteren til artiklen på Yale Environment peger på nye studier, som viser, at afskovning og genvækst er langt mere flydende end hidtil antaget. Urbaniseringen medvirker eksempelvis til at skabe ny skov, da der kan blive plads til væksten, når småbønder forlader deres marker og drager mod byerne.
