Selvom magthavere i politik og forretningsliv har mulighed for at skabe store forandringer, hvis de vil, har historien gang på gang vist, at folkebevægelser også har stor indflydelse på hvordan, vores samfund udvikler sig.
Efter at have lavet en reportage fra Nordisk-Afrikansk ministermøde lagde Globalnyt derfor vejen forbi Global Aktions aktivistskole, for at finde ud af hvad der rører sig i de bevægelser, som forsøger at skabe forandringer i samfundet nedefra og op.
‘Du er ikke alene’
I et lysåbent landskab på Midtsjælland står 50 aktivister i solen og spidser ører i en rundkreds.
De er ankommet til Global Aktions aktivistskole, der løber over fire dage på Makvärket ved Knabstrup – et 2.000 kvadratmeter stort patineret, renoveret kulturhus i form af et nedlagt teglværk.
Amanda Büchert, som er med i Global Aktions klimaretfærdigheds-gruppe, har aktivisternes opmærksomhed, mens hun læser ordene til en fælles visualiserings-øvelse op.
“Begynd at bevæg dig rundt, som om du gik på en travl gade i byen. Skynd dig! Du befinder dig i det industrielle vækstsamfund, og tid er penge. Fortsæt med at bevæge dig, ingen snak. Du er en vigtig person med vigtige ting på din dagsorden,” instruerer Amanda Büchert.
“Sæt nu farten lidt ned. Begynd at læg mærke til ansigterne omkring dig. Du er ikke alene her. Lad dine øjne møde andres blikke, mens I går rundt blandt hinanden. Find dig selv foran et af de her mennesker og stop op. Tag deres hånd i din,” lyder hendes opfordring til deltagerne.
Den forsigtige latter fra de fremmede, der trykker hinandens hænder og fastholder hinandens blikke i et udstrakt øjeblik, fylder stilheden ud i talestrømmens pauser.
“Foran dig står et menneske, der bor på en smuk, men skrøbelig og forgiftet planet. Denne person er truet af konsekvenserne af økologisk sammenbrud. Men i denne person findes gaverne til helbredelsen af vores verden. Kræfter, der kan bidrage til glæde og sikkerhed for alle væsener,” oplæser Amanda Büchert.
Foran dig står et menneske, der bor på en smuk, men skrøbelig og forgiftet planet
Amanda Büchert fra Global Aktion
Øvelsen stammer fra Joanna Macy og Molly Browns bog Coming Back to Life fra 1998, der blev skrevet for at give mennesker, der arbejder i mødet med kriser, nogle redskaber til at passe på deres eget – og andres – mentale helbred.
Jeg lytter og mærker en følelse af ro i mig selv og ser smilende mennesker omkring mig.
Organisering og mobilisering
Fra de første øjeblikke på aktivistskolen står det klart, at inklusion og rummelighed er i højsædet. Deltagerne bliver bedt om at være opmærksomme på at respektere andres behov, udtale sine egne og have sine privilegier for øje.
To af de frivillige fra Global Aktion præsenterer sig selv som medansvarlige for hele flokkens velbefindende og fortæller, at de står klar til at hjælpe, hvis nogen skulle opleve noget uhensigtsmæssigt eller ubehageligt.
“Hvis I sidder om et bord, og der kommer en og nupper den sidste plads, så find lige en ekstra stol, så det bliver endnu lettere for andre at slå sig til,” foreslår en af deltagerne.
Der er virkelig et udtalt fokus på de sociale rammer på skolen, og det taler lige ind i det emne, som Global Aktion har planlagt programmet efter: Fra mobilisering til organisering for klimaretfærdighed.
Mens mobilisering sætter noget, som i forvejen er organiseret, i bevægelse, har organisering at gøre med at etablere og kultivere de relationer og fællesskaber, som giver struktur til og puster liv i en bevægelse i tidsrummet mellem demonstrationer, strejker eller andre mobiliseringer.
Det forklarer Magda Kwasnicka, som også er med i Global Aktions klimaretfærdighedsgruppe, i sin præsentation af skolens tema til de fremmødte aktivister.
“Når jeg kigger tilbage på den kollektive indsats i klimabevægelsen, føles det som om, vi har brugt mange ressourcer på at mobilisere store masser af mennesker til protester. Vi har været gode til at få det til at ske, men det har ikke rigtigt udmøntet sig i nogle konkrete sejre,” siger Magda Kwasnicka og uddyber:
“De politiske løfter og aftaler, som har været resultatet af mobiliseringen, har ikke bragt andet med sig end løsninger, der giver anledning til at retfærdiggøre nye former for kolonisering, og en i stigende grad militariseret, udbyttende kapitalisme.”
En broget skare
Ifølge Magda Kwasnicka og Global Aktion er det på tide at indse, at de nødvendige forandringer ikke kommer bragende fra den politiske elite, men at de nærmere kan opstå og vokse i det mere personnære fællesskab.
Så hvordan kan aktivister lettest gå fra at protestere uden for Borgens mure til selv at skabe og forme de forandringer, de ønsker at se? Og hvordan kan de opbygge deres egen indflydelse frem for at vente på, at magthaverne lytter til dem?
Det skal de fremmødte aktivister, heriblandt inviterede gæstetalere fra Mozambique, Sydafrika, Mauritius, Malaysia og UK, hjælpe hinanden med at finde svar på over weekenden.
Efter introduktioner og et par timers pusterum sætter aktivisterne sig til bords i en stor, forsamlingshus-agtig fællessal. De spiser og taler om kriser og løsninger, spørger ind til hinanden og deler ud af egne erfaringer. Det er en broget skare af unge som ældre, og i samlet flok repræsenterer de flere end 20 forskellige foreninger og fællesskaber.
Nogle er med i almenkendte organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke, Extinction Rebellion, Den grønne Ungdomsbevægelse og Global Aktion. Andre bærer faner for mere lokale foreninger som Teknologisk Arbejderkooperativ Sydfyn og Columbia Universitys Housing Equity Project.
Nogle har været aktive i foreninger og bevægelser i årtier, andre har aldrig, og mens aktivismens forskelligartede natur træder frem ved bordene, bliver der budt på aftensamling i den tilstødende sal.
Den mozambiqueanske queer-aktivist Uzma Monteiro Arone Malunga vil give aktivisterne et indblik i, hvem hun er, før hendes foredrag om “falske klimaløsninger og græsrods-alternativer” dagen efter.
Den fødte rebel
“Jeg har altid været en rebel,” fortæller Uzma Monteiro Arone Malunga fra en lænestol i den gamle fabrikshal. Publikum griner og smiler anerkendende fra madrasser og stole, tager en tår, lytter opmærksomt.
“Da min mor sagde til mig, at jeg skulle på lejr for at lære at blive en god kone – som 13-årig – spurgte jeg, hvorfor jeg dog skulle det, og forklarede, at det simpelthen ikke ville komme til at ske,” siger hun.
“Faktisk er hele den region, jeg er opvokset i – Beira – en rebelsk region i Mozambique. Vi er berygtede for at stille os kritiske overfor de ting, som man ikke skal stille spørgsmålstegn ved, og derfor lukker magthaverne ofte for vores adgang til vand og elektricitet.”
Selvom hyppige strøm- og vandafbrydelser åbenlyst kan være et stort problem for befolkningen i Beira, er det ikke udelukkende den front, der kalder på Uzma Malungas opmærksomhed som aktivist.
Den aktivisme, hun gerne vil fortælle om nu, har nemlig ikke meget at gøre med bannere og slagsange. Den handler nærmere om at skabe et fællesskab.
Vi er berygtede for at stille os kritiske overfor de ting, som man ikke skal stille spørgsmålstegn ved
Uzma Malunga
Ifølge Uzma Malunga falder queer-personer som hende selv ikke ligefrem i en kategori af mennesker, som er velkomne i ethvert fællesskab i Mozambique.
Homoseksualitet blev først afkriminaliseret i 2015, og for både kristne og muslimer indebærer homoseksualitet ofte et brud med familiemedlemmer og andre mennesker fra lokalsamfundet.
“Derfor etablerede vi et fællesskab, hvor vi mødtes en gang i ugen til et fælles måltid; en fordomsfri brunch,” forklarer Uzma Malunga.
I løbet af de seneste år er brunchklubben vokset, og samtidig har fællesskabets rolle udviklet sig.
“Alle de mennesker, som er med til brunchen, oplever økonomiske problemer i deres liv på den ene eller den anden måde. Det er svært at sætte penge til side til sig selv, så en gang om måneden, udvælger vi en af os, og så giver de andre hver især et mindre beløb til den person.”
“Oprindeligt var det meningen, at pengene skulle bruges til at sikre vores boligsituationer hver især, men det står egentlig den enkelte frit for at bruge pengene på andre ting som uddannelse, mad eller vin, hvis de har lyst til eller brug for det,” forklarer hun.
Det frie valg er med til at underbygge den fordomsfrihed, der ligger til grund for bevægelsens eksistens. Brunch-fællesskabet er ikke forpligtet til at dokumentere hverken det ene eller det andet, og de er heller ikke interesserede i det besvær, som følger med, hvis man vil stifte en egentlig forening eller oprette en bankkonto i Mozambique.
“Vi vil have fokus på os selv og passe godt på det fællesskab, vi har opdyrket. Og så er vi også ved at kontakte andre queerpersoner i andre tidligere portugisiske kolonier, så vi kan samle vores historier i en bog og dele dem med hinanden i en lidt større skala.”
Kritiske journalister, foren jer!
På skolens anden dag sidder Shan Ungamah i en gård uden for fællessalen og forbereder sig til en workshop i videoformidling, han skal afholde senere.
Han er aktivist i organisationen Rezistans ek Alternativ, der arbejder for at samle befolkningen på Mauritius om en fælles sag: At skabe et samfund, der giver mere plads til menneskene og naturen på øen.
Den mauretanske befolkning på 1,2 millioner bor i et land, der ifølge Sean Ungamah bliver stadig mere privatiseret år for år.
Folk bliver ved med at stemme på politikere, der vægter interesserne fra private virksomheder højere end miljøet.
Shan Ungamah fra Rezistans ek Alternativ
Eksempelvis bliver biodiverse vådområder drænet og omlagt til golfbaner og luksusresorter, som den almindelige borger ikke har adgang til. I stedet må de samle sig i tættere og tættere boligområder, isolerede fra mange af de naturskønne og derfor særligt profitable dele af øen.
Udover tabet af vådområdernes rige dyreliv betyder dræning og bebyggelse også dårligere kystsikring på øen, og andre af de naturområder, der lidt efter lidt bliver til lukkede, private faciliteter, var tidligere naturlige reservoirer, som kunne opsamle vand fra nedbørsrige perioder eller oversvømmelser – og rense det på sin vej ned gennem jorden mod grundvandet.
“Alligevel bliver folk ved med at stemme på politikere, der vægter interesserne fra private virksomheder højere end miljøet og de mennesker, som bor her,” udtaler Shan Ungamah og fortsætter:
“På samme tid bliver der ikke rigtigt gået i dybden med de bagvedliggende årsager til de her problemer i de etablerede medier, men der er masser af selvstændige ‘gadejournalister’, der dækker udviklingen kritisk.”
For at få så meget ud af den kritiske journalistik som muligt forsøger Shan Ungamah at samle de enkelte reportere i én fælles bevægelse, så de kan udvikle ideer sammen og lave større undersøgelser med hjælp fra hinanden.
Organisering kan fastholde momentum
Det er en kompleks og mangfoldig øvelse at organisere sig, og der er ikke nødvendigvis én rigtig løsning på en given udfordring i en organisation. Alligevel er der nogle særlige elementer, som er værd at have for øje, når vi bygger fællesskaber og samarbejder om det ene eller det andet. Ifølge Lucy Delaney fra den engelske organisation Feminize Politics Now, er et af de elementer en leder.
“Det kunne være en, som er forbundet til andre mennesker og organisationer, der kan hjælpe fællesskabet mod det mål, der er i sigte. Det kunne være en med gode SoMe-kompetencer. Det kunne være en, der er særligt investeret eller måske god til regnskab,” uddyber Lucy Delaney.
Hun arbejder professionelt med sociale bevægelser og deler en anekdote fra en bevægelse, hun var med i, for flere og bedre boliger i sit lokalområde i England.
“Til et af de første møder, dukkede der faktisk 80 mennesker op. En af dem havde taget 10 af de 80 med sig, og det var et tegn på, at hun måske kunne ende med at blive en vigtig leder.”
For at udvikle kompetencerne i bevægelsen og kultivere et spirende fællesskab planlagde Lucy Delaney og de andre organisatorer workshops i offentlig tale og historiefortælling. Det viste sig at være et virksomt initiativ.
Bevægelsen havde sat sig for at få byrådet investeret i at bygge nogle flere ejendomme på et tomt areal i byen, og da de skulle konfrontere politikerne med ideen, var det netop den potentielle leder, der talte deres sag.
“Til det møde gav et af byrådsmedlemmerne os et løfte om, at de ville skride til handling. Det løfte blev desværre brudt, som det nogle gange sker, men bevægelsen var godt organiseret, så vi greb ud efter en lidt lavere hængende frugt i stedet,” bekender hun.
I stedet for nye boliger, var bevægelsen med til at få implementeret et system, som gjorde det umuligt for boligejere at udleje, hvis ikke deres boliger var i rimelig stand.
“Og den bevægelse er stadig i gang, selvom jeg og nogle af de andre oprindelige ledere gik videre til andre fællesskabsbaserede organisationer,” siger hun.
I løbet af de sidste dage to på skolen får aktivisterne mulighed for at deltage i workshops, der giver dem redskaber til at kultivere lederskab, fastsætte langsigtede, strategiske mål, mægle konflikter og udvikle partnerskaber mellem organisationer, der kan støtte og styrke gensidigt.
Hvor mange af de repræsenterede bevægelser, der ender med at vikle sig sammen, er ikke til at forudse, men en ting er sikker.
Sideløbende med de højtprofilerede internationale topmøder mellem politikere og erhvervsledere findes der et vildtvoksende landskab af aktivister og organisationer, som alle kæmper for at forme menneskets og klodens fremtid.
