For nyligt indførte Tanzania en skat på bloggere for at modvirke ”moralsk dekadence”. I sidste uge fulgte Uganda trop og indførte en skat på brug af de sociale medier for at stoppe ”sladder”.
Selvom dette selvfølgelig er en historie om forsøg på at begrænse ytringsfriheden i hhv. en etparti-stat og et autokrati, så handler det også om, hvordan skat kan bruges (og misbruges) som et politisk værktøj til at øge statslig kontrol og regulering af befolkningen.
”No taxation without representation”
Skat er i mange år inden for statsvidenskaben blevet set som centralt for statsdannelsen i middelalderens Europa. Kongerne skulle finansiere krig og for at få herremændene til at bidrage mere, blev de nødt til at indgå i en forhandling herom. Det skete i England, det skete i Frankrig og det skete i Danmark.
Med tiden lagde sådanne forhandlinger grundlaget for den politiske repræsentation. I Amerika blev ”No taxation without representation” et slogan i 1700-tallets befrielseskamp fra Storbritannien. De ville ikke betale skatter, når de ikke var repræsenteret idet britiske parlament.
De sidste årtier har skat fundet en central plads på den international udviklingsdagsorden. Skat bliver set som en måde at øge udviklingslandes egne indtægter til finansiering af udvikling, men skat bliver også set som et instrument til at øge landenes statskapacitet direkte og indirekte.
Skat faciliterer udbygning af statskapacitet
Det problematiske ved Tanzanias beskatning af bloggere er også en illustration af en central mekanisme igennem hvilken beskatning kan have en positiv effekt på staters administrative kapacitet.
I forbindelse med skattens indførelse er det blevet lovpligtigt for tanzanianske blogger at registrere sig. Registreringen der går forud for betalingen af en (i øvrigt afsindig høj) skat medfører, at staten efterfølgende har et register over bloggere og hvor de kan finde dem.
Implikationen er, at den tanzanianske stat kan regulere og kontrollere bloggerne. Vi kan hurtigt blive enige om, at beskatningen af bloggere ikke er i den gode sags tjeneste, men mekanismen er den samme i andre tilfælde. Ønsket om beskatning går hånd i hånd med en behovet for systemer, der kan foranledige det. Skat, regulering, kontrol og dermed statskapacitet går hånd i hånd, om end ikke nødvendigvis i denne rækkefølge.
Det er det samme, når der bliver investeret i lokale toldmyndigheders kapacitet for at undgå smugling og sikre beskatning af varer, der bevæger sig på tværs af svage grænser. Det er det samme, når senegalesiske fiskere skal betale for registrering af deres pirogger, som skal leve op til nogle krav for at kunne blive registreret. Og det er det samme, når man for at registrere et køretøj i Rwanda, skal medbringe en kvittering der viser at man har betalt sundhedsskat.
Det synes som små skridt, men det er systemer, der underbygger statens mulighed for at regulere og kontrollere dens borgere. Det er en god ting, altså bortset fra når det bliver brugt til at undergrave ytringsfriheden.
Skat motiverer politisk mobilisering
Heldigvis reagerer både Tanzanias og Ugandas borgere på sådanne beskatninger. I Tanzania er en række bloggere, aktivister og rettighedsorganisationer gået rettens vej til at blokere implementeringen af loven og i Uganda er befolkningens første modsvar en kampagne på de sociale medier under hashtagget #socialmediatax
Det var en sådan utilfredshed med beskatning, der i det tidligere Europa førte til udbygningen af befolkningernes politiske repræsentation og indflydelse. Og hvis disse typer beskatning af befolkningens internetaktiviteter fører til politisk mobilisering og modreaktioner, så er de måske små skridt på vejen mod mere åbne, demokratiske stater i Uganda og Tanzania.
Ane Karoline Bak Foged er ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, hvor hun skriver om skat, regeringsførelse og politisk ansvarlighed.
