Det står rigtigt slemt til i Etiopien. I Tigray-regionen fortsætter overgrebene og mordene på civilbefolkningen, folk bliver fordrevet, og soldater fra Eritrea hærger stadig, selv om aftalen var, at de for længst skulle være trukket ud.
En ekspertgruppe fra FN’s menneskeretshøjkommissariat advarer om, at konflikt og overgreb finder sted i næsten alle dele af landet, og at der er alle tegn på, at situationen vil forværres, særligt på grund af udviklinger i Oromia og Amhara regionerne.
Iagttagere frygter, at Etiopien muligvis er på vej mod en potentielt storstilet konflikt. Det på trods af at det er under et år siden, at hovedparterne i konflikten i Tigray, TPLF, Tigray-folkets Befrielsesfront, og den føderale etiopiske regering, aftalte en våbenhvile.
Det kan undre, at der er vilje til at fortsætte eller eskalere konflikterne i landet efter den exceptionelt brutale Tigray konflikt. Over 100.000 mennesker, hvoraf størstedelen var civile, omkom på grund af konflikten alene i 2022.
Det er flere konfliktofre, end der var i Ukraine, Somalia, Myanmar, Nigeria, Mali og Yemen tilsammen det år, viser de seneste opgørelser fra Norges Fredsforskningsinstitut. Alle parter i konflikten hare begået uhyrlige krigsforbrydelser, der dog særligt er gået udover den etniske Tigray-befolkning.
Men viljen til at fortsætte voldelig konflikt og til at udføre brutale overgreb er der desværre. På mange måder er det ikke overraskende, for vold avler vold, og i Etiopien er vold en del af et historisk mønster.
Den aktuelle konflikt i Amhara
I starten af august angreb og besatte Fano – en sammenslutning af militser fra den fremtrædende Amhara befolkningsgruppe – store dele af den nordøstlige Amhara-region. Militsstyrkerne indtog flere større byer og var omkring den 7. august klar til at indtage den regionale hovedstad, Bahir Dar.
Men militsstyrkerne, der nyder bred tilslutning fra Amhara-befolkningen, fik ikke indtaget Bahir Dar.
Den etiopiske hær gik til modangreb med kampvogne og droner. Regeringsstyrkerne har fået meget brede beføjelser til at bekæmpe de irregulære militser gennem den undtagelsestilstand, som er blevet erklæret for Amhara-regionen.
Amnesty International kritiserer undtagelsestilstanden for at give sikkerhedsstyrkerne immunitet for overtrædelser af menneskerettighederne. Der er allerede nu begyndt at blive delt eksempler på den brutalitet, som de etiopiske sikkerhedsstyrker benytter i deres bekæmpelse af Fano, blandt andet en video, hvor to mænd offentligt henrettes af regeringsstyrker.
Videoen er dog en undtagelse, fordi der stadig er slukket for internettet i Amhara, og der er streng censur på medier, så det er næsten umuligt at sige, hvad der rent faktisk sker i Amhara. Men det er meget sandsynligt, at Fano-militsstyrkerne allerede omkring den 10 august var blevet presset ud af alle de større byer, de havde “overtaget”.
Hvis dette var den eneste konflikt siden fredsaftalen, så ville der næppe være så mange, der udtrykte deres frygt for Etiopiens fremtid. Men det er langt fra den eneste. Omkring tusinde tilfælde af politisk vold af forskellig art er siden våbenhvilen i november blevet registreret af ACLED, en organisation der indsamler og analyserer konfliktdata.
Det er kun de begivenheder, der er blevet rapporteret i medierne, som ACLED har registreret, og pressefrihed og ytringsfrihed har notorisk dårlige kår i Etiopien.
Og det er ikke kun Fano, der vel at mærke var en af regeringens tidligere kerneallierede i dens krig mod TPLF, som regeringen har haft væbnede sammenstød med.
I løbet af 2023 har der været voldsomme sammenstød imellem føderale og regionale styrker i Amhara regionen, i forbindelse med implementeringen af en regeringsbeslutning om at inkorporere alle regionale sikkerhedsstyrker i det føderale system.
De mange gamle og nye rivaliseringer, traumer og fjendskaber mellem grupperne gør det næsten umuligt for magthaverne at holde landet sammen uden at ty til voldelig undertrykkelse.
Mange af de regionale styrker er nu blevet indlemmet i den føderale hær, men mange andre har i stedet valgt at desertere og slutte sig til forskellige etniske militsstyrker og oprørsgrupper og det rejser bekymringer.
For Etiopien har en lang historie med at særligt etnisk interessevaretagelse og autokratisk styring udløser voldsom uro og dødelig konflikt, som i disse dage også eskalerer i Oromia, samt Somali og Afar regionerne.
Etiopiens dysfunktionelle historiske mønster
Etiopien var oprindeligt et erobrende kejserrige, der med vold, undertrykkelse og andre politiske manøvrer opslugte store områder og skabte et land med mere end 90 etniske grupper og adskillige religioner. Ingen af disse grupper er store nok til fuldstændigt at dominere riget politisk, og det forhold medvirker til, at etnisk og sekterisk drevet uro, konflikter og magtkampe bliver ved med at blusse op.
Landets tendens til at have autokratiske og repressive ledere er måske et produkt af nationens tilblivelse under den erobrende og undertrykkende kejser Menelik II. Uanset årsagen gentager mønstret i landets historie sig. Magten ender hos individer, der benytter sig af brutale metoder og systemer til at sikre deres styre og opnå deres mål, hvilket uundgåeligt fremprovokerer modreaktioner fra befolkningen
Ligeledes gentages der et mønster af etnisk ulighed, hvor medlemmerne af lederens egen etniske gruppe, klasse eller kaste opnår store økonomiske og politiske fordele. Autokraten ønsker et loyalt bagland, men skaber derigennem modvilje fra resten af befolkningen.
De mange gamle og nye rivaliseringer, traumer og fjendskaber mellem grupperne gør det næsten umuligt for magthaverne at holde landet sammen uden at ty til voldelig undertrykkelse. Den voldelige repression vil så igen, før eller siden, lede til ny modstand, uro og oprør. Historisk set har de fredelige perioder sjældent varet særligt længe i Etiopien, men der er trods alt store variationer i intensiteten på uroen eller konflikten.
Etiopien er gået igennem mange udgaver siden det nittende århundrede, da kejser Menelik II med sine store erobringstogter og legendariske sejr over den italienske kolonimagt etablerede det ‘moderne’ Etiopien, men det dysfunktionelle samspil mellem etnisk mangfoldighed og autokratisk magtudøvelse, der forhindrer langvarig stabilitet, er gået i arv fra generation til generation og fra regime til regime.
Fra DERG til Etno Føderalisme
DERG-regimet, der tog magten gennem et militærkup i 1974, ville både fjerne det feudale system og den etniske mangfoldighed i landet. Regimet, der i tråd med det historiske mønster gik fra at være et styrende råd til et enevælde under Mengistu, fik afskaffet aristokratiet.
Men regimets ofte ekstremt brutale forsøg på at udrydde etnisk identitet og politisk virke havde den modsatte effekt, og de etniske identiteter styrkedes, og mistilliden til centrale autoriteter blev næsten uundgåeligt endnu mere stadfæstet.
Op mod halvanden million mennesker døde, næsten en million civile af sult, inden Mengistus autokratiske styre blev væltet af oprørsstyrkerne i 1991, efter at støtten fra Sovjetunionen forsvandt, og alle større grupper i landet for længst havde vendt sig mod dem.
Eritrea blev til et selvstændigt land, en sjældent succesfuld etnisk separatistisk historie, på trods af landets senere udvikling.
Oprørskoalitionen EPDRF, med tigrayerne i TPLF som den dominerende kraft, dannede først en overgangsregering, og i 1995 opstod den demokratiske etiopiske stat.
Den etniske føderalistiske model var principielt meget decentral og skulle begrænse centralregeringens mulighed for at udøve magt over resten af befolkningen. Landet blev opdelt i 11 etniske regionale stater, der havde en høj grad af selvbestemmelse.
Det dysfunktionelle samspil mellem etnisk mangfoldighed og autokratisk magtudøvelse, der forhindrer langvarig stabilitet, er gået i arv
I praksis var Etiopien, mens EPDRF var ved magten, dog hverken demokratisk eller decentralistisk. TPLF´s leder Meles Zenawi styrede landet og koalitionen med hård hånd, indtil sin død i 2012. TPLF var gennem deres 21 år ved magten blevet dybt upopulære. De slog hårdt ned på al opposition, både den militante, den politiske og den potentielle.
De udkæmpede en blodig og upopulær krig med Eritrea og var stærkt nepotistiske til fordel for deres egen befolkningsgruppe. Zenawi formåede dog at holde modstanden mod regimet på et håndterbart niveau, blandt andet ved en effektiv udnyttelse af det etniske føderale system, som er en oplagt ‘del og hersk’ mekanisme.
Fra kompromis kandidat til det store håb Abiy
Efter Zenawis død blev Hailemariam Desalegn, der kommer fra en af Etiopiens mindre etniske grupper, valgt som en kompromiskandidat til posten som premierminister. Hailemariam blev dog ikke set som et brud med TPLF-dominansen af landet, men som en marionet, der gav befrielsesfronten mulighed for at forbedre sit internationale image.
Utilfredsheden med TPLFs autokratiske og nepotistiske styre kulminerede med flere års dødelige uroligheder i Oromo og fra 2015 også i Amhara-regionen. Protesterne blev nedkæmpet i løbet af 2016.
I 2018 steg frygten for en eskalering af allerede genoptagne protester og for, at der var en reel risiko for borgerkrig igen. Den frygt og den store utilfredshed med TPLF-regimet blandt majoriteten af de øvrige etnisk baserede politiske partier, fik Hailemariam til at træde frivilligt tilbage som den første etiopiske statsleder nogensinde. Men om han nogensinde besad magten, er også tvivlsomt.
Abiy Ahmed Ali, der er etnisk Oromo, blev valgt til at besidde premierministerposten, ikke af den etiopiske befolkning, men af EPDRF-koalitionens parlamentsmedlemmer – en handling, der fik TPLF til at trække sig fra den regerende koalition i protest.
For en stund efter, at Abiy havde tiltrådt sin nye position, var store dele af det etiopiske og internationale samfund fulde af optimisme og håb for Etiopien. Der var udbredt begejstring over mange af hans tidlige reformer og frigivelser af de mange politiske fanger, deriblandt mange af Fanos nuværende militsledere.
Resterne af TPLFs undertrykkende og brutale statsapparat, ville blive afviklet. En mindre etnisk gruppe, som tigrayerne trods alt er, vil ikke længere kunne rage alle de økonomiske og politiske fordele i landet til sig. Etiopien ville nu blive til et ”ægte” frit og fredeligt demokrati.
Manden ville ikke være mønsterbryder
Men Abiy er langt mere autokratisk end demokratisk anlagt, hvilket med hans baggrund indenfor militæret og det etiopiske efterretningsvæsen ikke burde overraske.
Etana Dinka, der er assisterende professor i Afrikansk Historie ved James Madison University, udtrykte klart den forståelse af Abiy, i en debat på Al-Jazeera.
” Siden han indtog sit embede i 2018, har statsminister Abiy Ahmeds projekt i høj grad handlet om centralisering. En centralisering af magten, ikke i hans parti, men i hans egne hænder.”
Abiys opgør med TPLF handlede mere om hans vision om et samlet og centraliseret Etiopien og om at få gjort op med tidligere tiders uretfærdigheder, end det handlede om at demokratisere det nuværende system. Det er i hvert fald svært at se, at Abiy har gjort noget særligt for sit eget etniske ophav, på trods af at det både direkte og indirekte har bragt ham til magten.
Men der er måske en tendens hos Abiy til, at hans venner har det med at blive fjender. Det er tilfældet med Fano, men også med den EPDRF-koalitionen, som han fik opløst i 2019, for i stedet at indlemme to af partierne fra EPDRF ind i sit eget ”Prosperity Party”.
Fjendskabet mellem Abiy og TPLF voksede indtil udbruddet af Tigray krigen i 2020. Tigrayerne havde ikke bare klart udmeldt deres opposition til Abiy i 2018. I løbet af de næste to år nægtede de også systematisk at adlyde hans ordrer, og det var der ikke plads til i Abiys vision for Etiopien.
Opgøret med TPLF var måske en uundgåelig følge af to uforenelige visioner af nationen. Men konfliktens brutalitet og de fortsatte forbrydelser og overgreb, der begås i Tigray provinsen, er ikke uundgåelige, og det har Etiopiens befolkning forstået. Det samme gælder hans autoritære magtudøvelser og angreb på politisk opposition.
I det lys er det ikke overraskende at Abiy har mødt så stor modstand mod centraliseringen af landets væbnede styrker, selv i den region der alene ud fra etniske-politiske betragtninger burde have støttet ham. Men mange af dem kæmpede mod ham allerede under Tigray krigen.
Abiy Ahmed Ali havde faktisk en vis chance for at blive den mønsterbryder, der satte en stopper for Etiopiens periodevise tragedier. Han tog uden tvivl de første skridt i den retning, og modtog da også Nobels Fredspris for at have forsonet Eritrea og Etiopien.
Men i stedet for at fortsætte i den retning og arbejde for at hele sårene, traumerne og fjendskaberne internt i Etiopien, bevægede han sig i en stadigt mere autokratisk og repressiv retning, og hans handlinger har kun forværret landets etniske og sekteriske skillelinjer.
