Knud Vilby
Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.
Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.
Hvorfor er det nu, at vi på nogle områder får dårligere og dårligere information, i takt med at alle informationssystemer bliver mere og mere avancerede og udbyggede?
Jeg spørger, fordi The Aid Transparency Index i sit seneste index kun placerer Danmark på en 29. plads blandt 45 lande i opgørelsen over præcision og gennemsigtighed i de officielle danske informationer om udviklingsbistanden.
Globalnyt bringer informationerne, og læser man ned over teksten, vil man blandt andet se, at den lave score skyldes manglende informationer, manglende sammenlignelighed på visse områder, utilstrækkelige og manglende implementeringsdata etcetera, etcetera. Læs selv Globalnyts artikel her.
Det er jo ikke overraskende for os, der har arbejdet med bistandsstatistik gennem mange år. Alting var ikke bedre i gamle dage, men dengang da man publicerede årlige rapporter over bistanden, var det stort set år for år de samme informationer, der publicerede. Opbygningen var konsistent. Det var let og enkelt at se, hvordan udviklingen havde været over en årrække. Informationerne var rimeligt solide.
Sådan er det ikke mere. Og det er en del af kritikken, at Udenrigsministeriet ikke udsender en årlig rapport.
Nedskæringernes konsekvenser
I stedet for en årlig rapportering har man fået ”Open Aid”, et IT-søgesystem på ministeriets hjemmeside. Det blev lanceret for efterhånden mange år siden med betydelige mængder af spin både fra politikere og embedsmænd. Det skulle repræsentere det åbne Danida, hvor alle kunne trække på alt. Det skulle være en forbedring og gøre alting nemmere.
I stedet fik vi flydende og foranderlig information, nye og ofte skiftende informationer på nye områder, og undskyldninger for inkonsistens og mangler. Ingen tvivl om, at der har været reelle udfordringer for eksempel i problemerne med, at bevillinger og forbrug (afløb) ikke har samme tidsforløb. Men når 28 lande har klaret rapporteringen bedre end Danmark, må det være problemer, som andre administrationer er bedre til at håndtere.
Det er karakteristisk, at de samlede belysninger af de seneste års massive nedskæringer på bistanden og af nedskæringernes konsekvenser er udarbejdet af journalister som en art detektivarbejde. (Tak især til Jesper Heldgaard for en imponerende og helt nødvendig indsats).
Den forringede rapportering om hovedudviklinger og tendenser har også medført, at politikerne stort set helt har opgivet at følge med. De mest aktive kender nogle hovedtal, som de forholder sig kritisk eller positivt til. Men der er ingen seriøs debat om denne vigtige side af Danmarks udenrigspolitik.
Stereotyper og tvivlsomme ministertweets
Den konspiratoriske udlægning vil naturligvis være, at i takt med, at området nedprioriteres, så reducerer man også informations- og dokumentationsindsatsen. Det er ikke rart at blive kigget i kortene, når man har en dårlig hånd.
Det kan være rigtigt. Men det skulle såmænd ikke undre mig, om hovedårsagen også her er, at man har indført IT-systemer, man stort set ikke kendte, og som man ikke var parate til at give tilstrækkelig seriøsitet med de nødvendige ressourcer. Og i takt med at offentligheden har opgivet at stille krav, er nedprioriteringen blevet stadig lettere.
I stedet dannes vores omverdensbilleder blandt andet af politiske stereotyper, af tvivlsomme ministertweets, og af selvskabte højtider med lagkage, når ”vi” har været særligt dygtige til at afvise verden omkring os.
