Amnesty Internationals danske afdeling er utilfreds med VK-regeringens modvilje mod at skrive FNs Torturkonvention ind i dansk lov og kriminalisere tortur i dansk lovgivning. Organisationen indleder nu en kampagne der skal få regeringen til at ændre holdning i sagen, fremgår det af en Amnesty-pressemeddelelse fredag.
– Krigen mod terror har aktualiseret behovet for klare markeringer om, at der ikke er plads til bekvemme fortolkninger af forbuddet mod tortur, siger Amnesty Danmarks generalsekretær, Lars Normann Jørgensen.
Amnesty International har tidligere henvendt sig til justitsminister Lene Espersen for at få indskrevet konventionen mod tortur i dansk lov og kriminalisere tortur i dansk lovgivning, men er blevet afvist med, at dette ikke er nødvendigt, da lovgivningen indholdsmæssigt lever op til konventionernes krav.
– Ved at skrive et forbud mod tortur ind i straffeloven gør vi det klart for enhver dansker, at tortur er forbudt. En eventuel sympati for anvendelse af visse former for tortur, som vi har oplevet i den danske debat, vil ikke alene kunne afvises med at det er i modstrid med internationale konventioner, men også at det vil være et brud på dansk lovgivning. Det vil samtidig skærpe dommere, advokater og centraladministrationens opmærksomhed om Danmarks forpligtelser ifølge de internationale konventioner, anfører Lars Normann Jørgensen.
Amnesty finder også signalværdien vigtig: – Hvis Danmark, i bl.a. FNs Sikkerhedsråd, skal spille sin traditionelle rolle som lokomotiv i det internationale arbejde mod tortur, er det vigtigt, at den hjemlige platform er i orden på en klar og synlig måde, mener Lars Normann Jørgensen.
Amnesty Internationals danske afdeling ønsker med sin kampagne, at få tortur forbudt i den civile såvel som den militære straffelov, samt at få konventionen mod tortur indskrevet (inkorporeret) i dansk lov.
Hovedaktiviteten bliver en underskriftsindsamling med det mål at samle mindst 100.000 underskrifter inden 10. december 2005, hvor de vil blive overrakt regeringen.
Læs mere på: www.amnesty.dk/tortur/tortursite/skriv_under.asp
Yderligere oplysninger hos pressechef Stig Nielsen, Amnesty Danmark, tlf. 33 45 65 65