Kommentar af Birthe Refslund
Valget i Mali d. 28. juli gik meget bedre end forventet. I hovedstaden Bamako strømmede folk til valgstederne, og valgdeltagelsen nåede op på 51 procent.
Alt foregik fredeligt og roligt. For mange var valget et håb om, at den lange periode med uro og usikkerhed ville ophøre.
MEN: Valget har på adskillige områder været problematisk. Der er foregået stemmefusk, mange tusinde især ude på landet havde ikke fået de biometriske valgkort (som identificerer den enkelte vælger), og ca. 750.000 fordrevne havde ikke mulighed for at stemme.
Valgkortene er udstedt på baggrund af en vælgerregistrering, som blev gennemført fra 2009 til 2011. Det betyder, at ingen 18-årige og næsten ingen 19-årige har fået valgkort og derfor ikke kan stemme
Ingen af de opstillede kandidater fik absolut flertal, så anden valgrunde holdes søndag d. 11. august.
Ibrahim Obakar Keïta, der fik flest stemmer, er kendt for sin kompromisløse modstand mod islamister og separatistiske tuareger. Han siges at være støttet af prominente muslimer og lederne af den militære junta.
Men hans eneste valgslogan var at samle Mali. Som kloge observatører siger, er ”politics not an issue”. Valgprogrammer forekommer sjældent.
Hvorfor nu?
Så hvorfor hastværket med at holde valget, når det var åbenlyst, at så mange var udelukket fra at deltage? Og når nu Keïta og de andre kandidater tilhørte den gamle garde af ministre i de tidligere korrupte og upopulære regeringer, som intet havde gjort for at forbedre levestandarden for de ludfattige maliere.
Mali har gennemgået en lang periode med et korrupt styre, store problemer i forhold til tuaregerne i den nordlige del af landet, organiseret kriminalitet, islamiske oprørsgruppers angreb og sidst et militærkup, hvor præsidenten blev afsat.
Optrapningen af disse problemer tog for alvor fart for et par år siden. Hvem kan forstå, at et dybt splittet og ustabilt land allerede nu skulle gå til valgurne? Det lover ikke godt for den kommende regerings legitimitet.
Den umiddelbare forklaring på hastværket er Frankrig exit-strategi efter invasionen i Mali, hvor de franske styrker effektivt jog de islamistiske oprørsgrupperinger ud af landet bortset fra nogle områder i Kidal.
Exit-strategien gik ud på hurtigt at efterlade et demokratisk Mali og dermed vise den franske befolkning, at interventionen havde været en succes og bidraget til stabilitet i det vidtstrakte og fattige ørkenland.
Desuden insisterede den amerikanske regering på et hurtigt valg, til trods for at forskere for Kongressen havde udarbejdet en fremragende rapport, hvor de analyserede de komplicerede forhold i Mali og advarede mod et snarligt valg, også på grund af regntiden og Ramadanen.
Som konsekvens heraf støttede alle vestlige lande og dermed donorerne beslutningen.
Demokrati er lig med bistand
Årsagen er, at kun et land med en demokratisk regering kan modtage bistand. En quick fix løsning var derfor den bedste løsning for at få genoprettet stabiliteten, så Mali kunne være parat til at modtage den lovede bistand på anslået 4,3 millarder dollars.
For at forstå baggrunden for at et hurtigt valg næppe kan fremme udviklingen i Mali, skal tre forhold tages i betragtning.
Som den franske avis Le Monde skrev i foråret, er Mali ramt af tre plager
1) en fejlslagen stat,
2) diskrimination af tuaregerne og
3) konflikterne i den nordlige del af Mali, hvor islamiske oprørsgrupper dominerede, indtil de franske styrker jog dem bort.
Disse plager er baggrunden for den aktuelle krise og konflikten i det vestafrikanske Sahel-land har større sikkerhedsmæssige og udenrigspolitiske konsekvenser end tidligere antaget.
Danmark vendte det blinde øje til
Selv om Danmark yder en ganske omfattende bistand til Mali, er det bemærkelsesværdigt, at vi og de andre donorer vendte det blinde øje til de reelle politiske forhold, som gav anledning til konflikten.
Da den tidligere regering faldt sammen som et korthus som følge af militærkuppet sidste år, reagere Vesten med forbløffelse, fordi Mali blev betragtet som godt på vej mod demokratiske tilstande – ”en donorernes darling”.
Nu viser det sig, at der er tale om et korrupt styre, som øjensynlig har baseret magten dels på organiseret kriminalitet (narkotika), dels på løsesummer fra gidseltagning i Sahara ørkenen dels på misbrug af bistandsmidler, som burde være gået til forbedring af den fattige befolknings levevilkår.
En oplevelse jeg har haft i Mali kan illustrere tilstandene.
I december 2009 talte folk i Bamako meget om et stort russisk transportfly, der næsten uskadt var landet midt i ørkenen i det nordlige Mali. Folk var overraskede over, at flyet havde kunnet komme igennem radaren.
Det viste sig, at det var fyldt med narkotika, men piloten var forsvundet. Desuden fandtes der mange spor af firehjulstrækkere på stedet. Det kunne altså tyde på aftalt spil.
Under min hjemrejse fandt jeg en flersidet beskrivelse af begivenheden i Le Monde, hvor det bl.a. blev nævnt, at flere sikkerhedstjenester i regionen kunne være involveret, også den maliske.
Derimod stod der intet om situationen i de to store fransksprogede aviser i Bamako. Denne begivenhed falder i hak med, hvordan korrupte regimer i fattige afrikanske lande, herunder Mali, fungerer.
Patron-systemet
Syd for Sahara er stater ofte karakteriseret af et uformelt politisk system, patron-klient netværket, som løber parallelt med et svagt parlamentarisk system.
Regerende politiske eliter baserer deres magt på deres egne etniske grupper. En leder, patronen, omgiver sig med sine loyale tilhængere, klienter, i gruppen.
De er indbyrdes forbundne, således at han (præsidenten) belønner sine støtter med givtige stillinger i administrationen og statslige virksomheder mod, at disse til gengæld hjælper ham i mange situationer, f.eks, når der er valg.
Systemet forplanter sig i bredden og dybden og er statisk, fordi det gælder om at holde sig ved magten og ressourcerne med alle midler, bl.a. kontrol over sikkerhedstjenesterne, hæren og politiet.
Vil man agere i disse lande, er det helt nødvendigt at vide, hvorledes magten i samfundet er fordelt, og hvilke magtfulde organisationer, statslederen forsøger at balancere imellem. Derimod bliver oppositionens interesser ikke bliver tilgodeset.
Resultatet af dette patrimoniale system er nepotisme, korruption og svage institutionen. Derfor er det demokratiske system svagt, og statslige institutioner er sjældent velfungerende.
Der er vedvarende økonomisk stagnation, fordi der ikke findes en omfordeling af ressourcerne, og ydelser af offentlige goder såsom sikkerhed og stabilitet, infrastruktur og serviceydelser til de fattige er minimale.
Syd mod nord
Disse forhold gør sig også gældende i Mali, hvor situationen er præget af lang tids spændinger mellem forskellige etniske grupper.
Den sydlige frugtbare del er befolket af agerbrugere, flertallet af befolkningen. Herfra stammer den nu afsatte præsident, og han sørgede for, at bistandsmidlerne fandt vej til egne tilhængere, hvorimod tuaregerne/nomaderne i nord forsømtes.
Derfor lykkedes forhandlinger om delvis selvstændighed til tuaregerne ikke.
Desuden havde den tidligere præsident ifølge britiske The Guardian baseret sin magt på den talmæssigt dominerende gruppe Mande i syd, som havde sat sig på politiske og økonomiske poster og embeder for at konsolidere deres position, til stor utilfredshed i oppositionen og blandt befolkningen.
I Bamako interviewede jeg den respekterede filminstruktør Cheick Oumar Sissoko. Ifølge ham var der en enorm korruption i alle ministerier og længere ned på regionalt og lokalt niveau.
Alle kendte til dette system, især min taxachauffør, men ingen gjorde noget ved det, og donorerne vendte det blinde øje til. Derfor var Sissoko også skeptisk over for budgetstøtte, som nemt kunne misbruges. Han fortalte også, at der ved valgene altid skete stemmekøb, og at der blev fusket med valgresultaterne.
Splittet og svag hær
Et andet alvorligt problem er den maliske hær, som er splittet i interne magtkampe og deltog i den korrupte politik.
Militæret lider af mangel på ressourcer og er indblandet i den organiserede kriminalitet og narkohandel.
Spørgsmålet er, om den maliske hær overhovedet er i stand til at spille rollen som stabiliserende faktor. Derfor har FN’s Sikkerhedsråd besluttet at indsætte fredsbevarende styrker. Landet er kun holdt sammen af disse og de franske tropper.
Alle de nævnte fsktorer skal den kommende regering tage fat på at løse. Det internationale samfund vil kræve, at regeringen hurtigt indleder forhandlinger med tuaregerne, så stabiliteten genoprettes.
Det bliver svært for den kommende præsident bl.a. fordi tuaregerne er splittede og har dårlige erfaringer med opfyldelsen af tidligere aftaler.
Men det største problem for det maliske folk er den store fattigdom, et elendigt fungerende sundheds- og uddannelsessystem, høj arbejdsløshed og høje leveomkostninger. Intet af dette har præsidentkandidaterne fundet værd at beskæftige sig med, det giver ingen prestige.
Når den maliske regering får tildelt de mange bistandsmidler, må det være et krav fra donorerne, at den kommende regering reelt arbejder på at forbedre de fattiges levevilkår.
Det kræver gennemskuelighed i bistanden fra top til bund, ellers gavner den ikke. Og derfor er budgetstøtte et ubrugeligt middel. Det gør større skade end gavn.
Eliten og de fattige
Spørgsmålet er, om alt dette overhovedet er muligt. De opstillede præsidentkandidater tilhører alle magteliten, som er baseret på det parallelle netværk..
Er den virkelig interesseret i at se ud over sine egne interesser og tage hensyn til den store fattige befolkningsgruppe? Og hvorledes kan de svage og korrupte statsinstitutioner fungere?
Forhåbentlig vil donorerne ikke længere se gennem fingre med den omfattende korruption. Det kræver udsendelse af bistandsfolk med forstand på situationen i Mali.
Men hastværket med valget lover ikke godt.
Birthe Refslund er tidl. lektor i historie og samfundsfag, syv års arbejde i Afrika, master i Afrika studier, en måneds Danida-støttet ophold i Mali i 2009.