Refleksioner af Hanne Liveng
MA i migration og globalisering og frivillig konsulent hos KULU
”Hvorfor arbejder I udelukkende med projekter for kvinder?” spørger den venlige unge mand, da han hører, at jeg er frivillig konsulent hos KULU – Kvindernes U-landsudvalg.
Vi er deltagere i et seminar for danske Ngo’er, og han står for at blive udsendt som sundhedsrådgiver til en landsby i Sahel inden for de næste par måneder.
Hans spørgsmål kommer ikke helt bag på mig, også selv om det efterhånden er blevet mainstream udviklingspolitik at inddrage kvindeaspekter. Denne gang vælger jeg at tie stille, for om kort tid står den unge mand selv i en landsby. Og hvad er det så for en virkelighed han vil møde? Hvem er de patienter der kommer til ham?
I landsbyen bliver han budt velkommen af en flok forventningsfulde indbyggere, der knap tør tro på deres held. Tænk at denne hvide toubib slår sig ned hos dem. De, der plejer at have mere end hundrede kilometer til nærmeste klinik. Han lægger mærke til, at der næsten kun er kvinder omkring ham.
Hvor er mændene? – I området syd for Sahara har det altid været svært at drive et landbrug, der kan brødføde en familie. For at familien og landsbyen kan overleve, har mændene i generationer rejst ud som migrantarbejdere, først til afrikanske storbyer, senere til Europa, mens kvinderne er blevet tilbage.
I de seneste tiår har ørkenen bredt sig, stadig flere mænd har forladt området, og kvinderne udgør i dag en overvældende majoritet i landsbyerne.
Når den unge mand begynder sit arbejde i landsbyen, vil langt de fleste af hans patienter alene af den grund være kvinder. De fleste af dem vil opsøge ham, fordi de har problemer i forbindelse med graviditet og fødsel
Det er over 100 gange farligere for en kvinde at føde i Sahel end i Danmark. Der er en række grunde til den høje risiko: heriblandt dårlige hygiejniske forhold og mangel på uddannede fødselshjælpere.
Farlige traditioner
Men der er også traditioner, der gør en fødsel farlig for både mor og barn. Der er mødrenes unge alder, mange er under 16 år, og den udbredte traditionelle omskæring af småpiger, der giver de voksne kvinder langtrukne, pinefulde fødsler.
I landsbyen foretages omskæringen under primitive forhold, ofte med slidte instrumenter og med stor risiko for infektioner.
Og kvinderne vil komme med andre problemer, der særligt rammer dem: De svære brandsår der opstår, når stikflammer slår ud fra den petroleum, der bruges som brændsel i madlavningen.
Selv malaria, en hyppig svøbe i området, rammer hyppigere kvinder end mænd.
Kvindenetværk
Stillet over for virkeligheden i landsbyen vil den unge mand sikkert erkende, at kvinderne er det naturlige centrum for hans indsats, og han vil blive overbevist om, at en vigtig del af hans opgave må være at forbedre netop kvindernes sundhedstilstand. For at det skal lykkes, må der oplysning til.
I landsbyen er der altid et solidt kvindenetværk, og det kan mobiliseres til at medvirke i en kampagne, der kan nå alle landsbyens kvinder.
Men det er ikke let at etablere den kontakt. Sprog og køn er barrierer, der skal overvindes, og det er tilmed umuligt at bruge trykt materiale i oplysningen, for ikke mange kvinder kan læse eller skrive. Kun få har gået i skole, og ingen af kvinderne har mere end et par års skolegang.
Allerede fra 6-7 års alderen har pigerne i landsbyen nemlig travlt med at hjælpe til i huset, de henter vand, vasker tøj, gør rent og passer de små søskende. Hvis oplysningskampagnen skal lykkes, er den unge mand helt afhængig af kvindenetværket.
Det der startede som en sundhedsmission har nu fået nye perspektiver: Målet er at få pigerne i skole! Og heldigvis er mødrene motiverede, for de stoler på, at skolen kan give pigerne et bedre liv: en uddannelse og adgang til et betalt job i byen.
Fødselsattest
Her dukker en ny forhindring op. Ethvert barn der bliver indskrevet i den kommunale skole skal have en officiel fødselsattest. Den udstedes på det lokale borgmesterkontor mod betaling, og mange forældre har simpelthen ikke råd til at betale for en attest. Dobbelt så mange piger som drenge mangler den, og uden en attest er der er ingen adgang til skolen.
Senere vil det også være umuligt for pigerne at få andre civile dokumenter, vielsesattest eller identitetskort, der giver dem borgerrettigheder, ret til at stemme og medindflydelse på udviklingen af deres land.
Det er denne virkelighed, der vil møde den unge mand på hans mission i Sahel, og erfaringerne vil forhåbentlig give svar på det spørgsmål, han stillede i København.
Hvor køn er skæbne
Kvindernes U-landsudvalg samarbejder med partnere i syd om projekter, der forbedrer kvinders liv, hvor kvinder mangler adgang til sundhed, uddannelse og rettigheder på grund af deres køn.
Og så er en indsats for kvinderne for resten også en indsats for børnene, familien og i sidste ende hele samfundet, ikke mindst de steder hvor køn stadig er skæbne.
Værd at huske omkring den 8.marts – kvindernes internationale kampdag.
