Sammen med flere andre har jeg i de senere år skrevet både surt og kritisk om et indsamlingsshow, som vi i stigende grad har oplevet som uanstændigt i både form og indhold, helt uforeneligt med den måde, vi burde have lært at forstå verden på. Helt uden at reflektere over vores virkelige rolle i verdens udvikling, men til gengæld med en selvsmagende selvforståelse af godhed indkapslet i det buddhistisk-lignende mantra, som ligesom sidste år blev gentaget i et omfang, der var tæt på at tvinge mig væk fra skærmen.
Det var stærkt medvirkende til, at jeg sidste år konkluderede således:
”Konceptet for den årlige Danmarks Indsamling har overlevet sig selv. Hverken form eller indhold lever op til den eftertænksomhed og anstændighed, som man bør forvente fra mennesker og organisationer i Danmark, ”det lille land med det store hjerte”, som indsamlingen så poetisk formulerer det. Derfor bør de ansvarlige lægge kursen om.”
Fra første minut foran skærmen frygtede jeg, at jeg efter fem timer kunne nøjes med at sende en enkelt linje til Globalnyt: ”Intet nyt under solen. Der henvises til min artikel fra sidste års indsamling.”
Man får bare ikke danskerne til at blive hængende og betale, hvis der ikke er biler og bands på skærmen
Steffen Brandt, forsanger i TV-2
Godt nok havde kritikken sidste år resulteret i en del samtaler med såvel produktions- som organisationsfolk, som anerkendte mange af de fremførte kritikpunkter, godt nok udenfor referat.
Men de belærte mig samtidig om, at det var umuligt at lave et show med alle de ”rigtige” forslag, jeg fremlagde, hvis man også ville indsamle rigtig mange penge.
”Man får bare ikke danskerne til at blive hængende og betale, hvis der ikke er biler og bands på skærmen det meste af sendetiden,” fik jeg at vide. Hvilket Steffen Brandt fra TV-2 bekræftede i sin samtale med Sara Bro, inden han spillede en af sine sange. Den vender jeg tilbage til, for det var ét af aftenens absolutte højdepunkter.
Nævnes skal det også, at flere af de 12 medvirkende NGO’ers repræsentanter har gjort mig opmærksom på, at de godt nok ikke er vilde med showet, men de kan af økonomiske grunde ikke holde til at sige fra det. De har brug for pengene! For nogle af de mindre organisationer kan jeg forstå argumentet. For de store kan det ikke være et seriøst argument.
Kritikken flyttede med andre ord ingenting, fornemmede jeg. Derfor ville 2023 sikkert blive en gentagelse af 2022, og en bekræftelse af mine synspunkter, som en del i udviklingsmiljøet sikkert betragter som fordomme og mangel på fornemmelse for tidens tand og muligheder.
Sådan kom det ikke til at gå. Som allerede antydet havde jeg det meget bedre efter afslutningen på 2023-showet lidt over midnat, end jeg havde i 2022.
Plads til seriøse indslag
Helt overordnet var der åbenbart nedlagt forbud mod at komme med alt for pjattede indslag fra de kendisser, man havde inviteret til at præsentere dette og hint; og der var afsat mere tid til at tillade stilfærdige og ind imellem ganske oplysende indslag om verdens gang og tilstand. Det øgede temperaturen på mit ”anstændighedsbarometer” og bragte en anelse af stilfærdighed og eftertanke ind i foretagende. Tak for det.
Vi optrådte som en slags mirakelmagere, som kunne forvandle vand til vin. Godt at Johanne fik skudt den papegøje ned.
Fx var der afsat godt fem minutter til, at tre af ’generalerne – Stine Bosse fra PlanBørnefonden, Anders Ladekarl fra Røde Kors og Johanne Schmidt-Nielsen fra Red Barnet – kunne besvare den kritik, Indsamlingen ofte er blevet mødt med: Hvorfor ikke hjælpe de fattige danskere? Hvor meget går til administration? Ender pengene ikke i de forkerte lommer? Hvad med korrupte regeringer i de fattige lande? Kunne man ikke hjælpe på en anden måde? Kritikken blev besvaret med de sædvanlige argumenter, uden de store armbevægelser, og det var fint nok, nok også nødvendigt.
I forhold til min egen tidligere kritik var jeg specielt taknemlig for, at Johanne Schmidt-Nielsen, som den eneste under de fem timers udsendelse, understregede, at ingen bæredygtige forandringer er mulige uden en stærk forankring af arbejdet i de lokale organisationer og strukturer.
I de fleste af de eksempler på konkrete indsatser, der blev præsenteret, stod man som seer tilbage med en oplevelse af, at uden de her danskere ville der ikke ske en skid. Vi optrådte som en slags mirakelmagere, som kunne forvandle vand til vin. Godt at Johanne fik skudt den papegøje ned.
Verden ude af balance
Kort efter dette stilfærdige indslag kom det, som jeg selv oplevede som en åbenbaring. I Sara Bros samtale med Steffen Brandt pointerede TV-2-frontfiguren, ganske stilfærdigt i øvrigt, at vi lever i en verden ude af balance. Jamen, det er jo det, vi gør, og det var på en aften som denne en langt mere effektiv oplysning til borgerne end den trættende opremsning af alle kriserne.
Der var ikke tale om en systemisk analyse, som i detaljer omfattede Danmarks bidrag til ubalancen, og det kan man heller ikke levere på en aften som denne. Men på sin egen på én gang poetiske og dystopiske måde mindede Steffen Brandt os om, at denne indsamling handler om meget andet end enkeltpersoner, som ikke har nok at spise, udsættes for seksuel vold, fratages basale menneskerettigheder. Den handler om vores fælles klode og vores fælles overlevelse.
Mens TV-2 efterfølgende fremførte deres sang, kørte verdens ubalance hen over store skærme bag dem, undertiden en smule kornede og slørede, men aldrig til at tage fejl af i al deres magt og vælde.
Tørkeprægede landskaber i syd kontra smukke gule kornmarker i nord, for sult her og overflod der er en del af ubalancen. Olie der bliver pumpet op af jorden for at drive vores begær efter vækst og byggeri, som vi godt ved, alle ikke kan være en del af. Rigmandsboliger på kunstige øer et sted i Mellemøsten, sikkert beboet af en del af de super-rige, som ikke har lyst til at bidrage solidarisk til vores fælles fremtid.
Måske overfortolker jeg arrangørernes hensigter. Men jeg takker nu alligevel, for den slags kan vi seere godt sætte pris på. Vi ved jo godt, at vi ikke er mirakelmagere. Vi er også på røven, vi har også brug for ‘hjælp’.
Som rosinen i pølseenden i starten af den sidste og femte time tonede Dan Jørgensen frem på skærmen, nu som nyudnævnt og kombineret udviklingsminister og minister for global klimapolitik. Også her var den journalistiske scenografi dejligt stilfærdig, vel nærmest venskabelig kunne man hævde. Men det var bestemt ikke uinteressant.
Dan blev ikke udsat for overraskende spørgsmål om, hvorfor Danmark har skruet ned på bistandsprocenten, og hvorfor så stor en del af udviklingsbistanden går til at betale for flygtninge, som opholder sig i Danmark – og altså ikke kommer de udsatte og sårbare piger rundt om i verden til gavn.
Som jeg skrev sidste år, kan man få minutter inde i udsendelsen konstatere, at det er bilerne, som udgør showets røde tråd.
Det kunne man da ellers godt spørge om i et oplyst demokrati som det danske, uden at det behøver at gå ud over vores solidt oppustede selvforståelse. Det kunne højst løfte en flig af det hykleri, som stadig præger vores selvforståelse.
Bilerne er stadig den røde tråd
Jeg har ikke registreret nøjagtigt, hvor meget tid de forskellige elementer af showet endte med at optage. Men max 45 minutter eller 15 procent for udviklingsprojekternes vedkommende, vil jeg påstå. Og noget mere for bilernes vedkommende, hvis jeg tillader mig at gå efter min fornemmelse.
Som jeg skrev sidste år, kan man få minutter inde i udsendelsen konstatere, at det er bilerne, som udgør showets røde tråd. Hver eneste gang jeg tænker, at nu kan jeg lige tage en tiltrængt pause, trækker værterne en dyr bil op af hatten og forsøger at få mig til at sende en sms. Og hvis ikke bilen i sig selv er attraktiv nok, har de fyldt alle dens hulrum op med gode forbrugsvarer, kroophold og rejser til mere eksotiske egne af verden end Danmark.
Hvorfor vi skal bebyrdes med bil-værternes forsøg på at mobilisere hærskarer af danskere til at trykke 1212 og sende 150 kroner til indsamlingen for at deltage i lodtrækningen om en bil, er mig stadig en gåde. Bortset altså fra at jeg er blevet belært om, at den slags er nødvendigt for at få penge i kassen. Så er det her, jeg brygger en kop kaffe.
Hvorfor vi også skal udsættes for at følge værterne for den første lodtrækningsbil, mens de mærkbart stressede pisker gennem det mørke og fugtige danske landskab, hele vejen fra Randers til et sted på Nørrebro, er mig også en gåde.
Jeg forstår selvfølgelig godt, at der er lidt show i klokken 19:30 at høre, hvem den heldige vinder er, og så klokken 24:00 se vedkommende tage imod nøglerne til sin nye bil. Men hvorfor vi skal spilde tiden med at høre deres pjattede samtale undervejs, forstår jeg ikke.
Hvorfor ikke flere penge?
Hvorfor resultatet i kroner og øre blev marginalt dårligere end i 2022 skal jeg ikke gøre mig klog på. At det var uretfærdigt, hvis man skal dømme efter den indsats, Mikkel fra Ribe leverede, er der ingen tvivl om.
I fire år har drengen uegennyttigt og stålfast overbevist om, at der findes børn i verden, som har det dårligere end ham selv, indsamlet og pantet plastflasker. I år blev det sammen med hans to yngre brødre til 56.622 kroner. Det er sgu en dejlig historie, som jeg synes falder fint inden for rammen af den selvforståelse, vi sagtens kan tillade os at prale af.
Det samme gælder historien om to hjemløse, som til daglig lever et liv, som gør det tydeligt for dem, hvor stor en forskel en enkelt krone kan gøre. I løbet af et par timer havde de samlet og pantet for omkring 375 kroner flasker og dåser, som de sikkert selv kunne bruge yderst fornuftigt, uden at nogen kunne beskylde dem for at vælte sig i overflod. De ville gøre det igen næste dag. Smukt.
Mange andre initiativer blandt almindelige danskere har mobiliseret samvær og samarbejde om at samle penge ind, på måder som afspejler danskernes tradition for at finde sammen lokalt. Det er næppe manglende indsats fra den kant, som kan forklare, at vi med en verden i endnu mere ubalance i 2023 end i 2022 ikke formåede at nå langt over sidste års resultat.
Ingen ekstraordinære bidrag fra virksomhedernes ekstraordinære overskud
På forhånd havde jeg forestillet mig, sikkert naivt som så ofte, at der fra de danske virksomheder, som har tjent ekstraordinært store og ekstraordinært ufortjente profitter i de seneste kriseår, ville komme med en ekstraordinær og fortjent håndsrækning.
Forandringer skabes først og fremmest af folk lokalt, og vores rolle er at støtte og hjælpe, med gode idéer og også penge.
Jeg forstod, at Novo Nordisk Fonden donerede et étcifret millionbeløb, men slet ikke noget, som stod mål med det milliardstore overskud, Novo Nordisk netop har offentliggjort. Jeg mindes heller ikke, at der undervejs kom meddelelser fra værterne om, at nogle af energiselskaberne var krøbet til korset og havde delt lidt af deres merfortjeneste med nogle af verdens mest sårbare og udsatte børn.
Heldigvis tror jeg ikke, at hverken Mikkel eller de hjemløse vil slække på deres solidaritet med medmennesker fjernt fra Danmark, bare fordi de virkeligt rige ikke kendte deres besøgstid. Det er i øvrigt også en del af fortællingen om Danmarks og danskernes rolle i en ulige, ubalanceret og uretfærdig verden.
Det kan gøres endnu bedre
Jeg håber, at den gentænkning og videreudvikling af konceptet, jeg fornemmer, at 2023 er et udtryk for, vil fortsætte. Der er stadig et godt stykke vej til den Danmarks-samling omkring globale udfordringer, som vi med vedtagelsen af FN’s globale bæredygtighedsmål har forpligtet os til at løse.
Vi kan sagtens samle ind til de mest sårbare børn i verden, samtidig med at vi forholder os selvkritisk til de mange negative konsekvenser, som vores egen udviklingsmodel pålægger udviklingslandene. Det gør mange af de deltagende NGO’er på udmærket vis i deres egne indsamlinger.
Det er meget tænkeligt, at vores globale aftryk set fra syd er mere ødelæggende end det positive og lægende aftryk, som udviklingsbistanden kan være, når den er bedst. Det skal vi da snakke om.
Forhåbentlig kan vi også i fremtiden gøre brug af den viden og det engagement, som findes blandt vores partnere i syd. Det forekommer mærkværdigt, mere end 30 år efter det blev normalen at forankre vores støtte til udviklingsarbejdet hos lokale organisationer og deres dygtige og vidende medarbejdere, at der stort set ikke i løbet af fem timer er én eneste syd-partner, som får mulighed for at fortælle os, hvad det her handler om. Som får lov til at fortælle, hvordan de ser vores rolle i deres egen udviklingsproces? Hvorfor ikke?
Til gengæld er der stadig for meget navlepilleri om danske aktørers rolle, eller deres selvforståelse af denne rolle.
Også i år spurgte værterne til bevidstløshed deres gæster om ”hvad det her betyder for dig? Hvorfor det her er vigtigt for dig”. Mon ikke danskere med hang til fem timers indsamlingsshow en gang om året også kunne være interesserede i at vide, hvordan materielt set fattige unge i de afrikanske storbyers slumkvarterer får kræfter og overskud og gode idéer til at hjælpe deres egne lokalsamfund.
Jeg har sagt det før, og Johanne sagde det i år, men jeg har lyst til at sige det igen: Forandringer skabes først og fremmest af folk lokalt, og vores rolle er at støtte og hjælpe, med gode idéer og også penge. Vi skylder dem respekt ved at inddrage dem i Danmarks Indsamlingen.
