Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
I et globalt perspektiv afgør dit fødeland 60 procent af din indkomst. Oplysninger om, hvor rige dine forældre er, forklarer yderligere 20 procent af indkomstforskellene i verdens befolkning. Vi kender altså op til 80 procent af din indkomst – allerede før du er født. Hvis indkomstoplysninger baseret på køn og race eksisterede (hvad de ikke gør globalt), ville forudsigelserne blive endnu mere præcise.
Størstedelen af de globale indkomstforskelle er således bestemt af faktorer, som vi ikke har indflydelse på. De afhænger kun marginalt af den enkeltes anstrengelser og dygtighed. At det lige er dig og mig, der arver Danmarks akkumulerede økonomiske og sociale muligheder, er rent lotteri. Men det er alle tiders julegave.
Med dansk statsborgerskab får alle danskere – set i et globalt perspektiv – ikke blot en forgyldt økonomi, men desuden adgang til landets offentlige goder, dets (relativt lave) ulighedsniveau, dets (relativt høje) sociale mobilitet, og dets (uovertrufne) julehygge.
Den forgyldte 1%
Uden at have rørt en finger har nogle af os ovenikøbet arvet så mange økonomiske og sociale fordele, at vi tilhører verdens 1 procent rigeste mennesker. Bare ved at være født i Danmark efter den anden verdenskrig og ved at eje en bolig i den rigtige bydel i en større by (især København) siden omkring 1990 er nogle blevet forgyldte ud over alle grænser (prisstigninger på danske ejerboliger er som bekendt skattefri). Det hjælper, hvis også din partners familie er dansk og ved muffen.
Credit Suisse har beregnet, at medlemskabet af den globale forgyldte 1%-klub krævede en nettoformue i husstanden på 871.320 i 2018 dollars (cirka 5,6 mio. kr.): værdien af husstandens opsparing, aktier, obligationer og fast ejendom minus gæld. Web-sitet ”Made It” – hvem ellers – skriver om det her.
Hvis vi kun ser på Danmark, så skal din hustandhusstand have en nettoformue på 14,6 mio. kr. pr. voksen person for at tilhøre den danske afdeling af den eksklusive 1%-klub. (Disse tal skal tages med et gran salt. Credit Suisse og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bruger ikke samme data og metoder)
En global arveafgift
Målt i absolutte tal er den globale ulighed voksende (den relative ulighed er faldende). At arvens andel af formuen er stigende i rige vestlige lande, bidrager stærkt til denne voksende ulighed. I Europa (baseret på tal fra Storbritannien, Frankrig og Sverige) er vi på vej tilbage til situationen omkring 1910, da andelen af arvet formue som procentdel af den samlede private formue var meget høj (70-80 procent). Andelen faldt til 30-40 procent i 1950erene som følge af de to verdenskriges ødelæggelser. Siden 2010 er arvens procentdel kommet op på 50-60 procent – og den er voksende, som dokumenteret af den franske økonom Thomas Piketty og andre.
At arv er fundamentet for den voksende absolutte globale ulighed, strider mod en grundidé i liberalismen og calvinismen om, at man skal gøre sig fortjent til sin formue ved at arbejde hårdere og være mere innovativ end andre. Men det har kun et lille fåtal af de rige landes befolkninger gjort. Langt de fleste har fået formuer foræret gennem arv. Det er ikke alene moralsk suspekt. Det er også ødelæggende for klodens klima og biodiversitet fordi vi, som den ødeland, der er beskrevet i utallige romaner gennem tiderne, spenderer arven på en livsstil, der ikke er bæredygtig.
Vi burde lægge en årlig arveafgift på disse enorme arbejdsfri indtægter og formuer akkumuleret i de rige lande over århundreder. Pengene burde bruges på globale offentlige goder og i de fattigste lande. En sådan årlig julegave vil være til glæde for både giverne og modtagerne – og være helt i julens ånd.
