Incoming
Richard Mosse
Udstillingen kan opleves i Kunstforeningen GL STRAND frem til 15. september 2019
Gl Strand 48, 1202 København K
http://www.glstrand.dk
http://www.richardmosse.com
Hvad er virkelighed? Hvordan skal vi forstå den virkelighed, som udspiller sig for andre? For mennesker på flugt? Virkeligheden sløres, forstærkes og forvrænges i den irske kunstner Richard Mosse’s nyeste værk ’Incoming’, som sætter fokus på migranters og flygtninges livsvilkår i rejsen mod Europa – og drømmen om et bedre liv.
’Incoming’ er simpelt opbygget. Værket udgøres primært af filmen af samme navn, som i storskalaformat er opsat på en 16 meter lang væg, hvor tre skærme skiftevist og til tider i simultane sekvenser viser uddrag af de situationer, som Mosse har observeret gennem de sidste år, hvor han har fulgt flygtninge- og migrantstrømme fra både Syrien, Irak, Afghanistan, Senegal og Somalia.
Filmsekvenserne assisteres af et overvældende lydlandskab, skabt af den elektroniske komponist Ben Frost. Musikkens samspil med de sort/hvide, næsten spøgelsesagtige fotografier, som Mosse og hans filmfotograf, Trevor Tweeten, har skabt ved anvendelse af en kompleks termisk kamerateknik, suger beskueren ind i en ukendt virkelighed, hvor verden – som vi kender den – ophører. Udstillingens simplicitet og højæstetiske komposition forekommer dybt fascinerende, men samtidig skræmmes man som beskuer af sin egen indlevelse i de billeder, der tydeligt fremskriver andre menneskers kamp for overlevelse.
Privatliv på afstand
Richard Mosse er kendt for sin eksperimenterende praksis, hvor han udfordrer forståelsen af forholdet mellem dokumentarisme og fiktionskunst, blandt andet gennem anvendelsen af militær kamerateknologi.
Richard Mosse
I ’Incoming’ har han gjort brug af en kompleks termisk teknik, der gør det muligt at filme på afstande på op til 30 kilometer. Mosse har dermed fået adgang til scener og øjeblikke, som ellers er utilgængelige for omverdenen. De store afstande betyder, at man som tilskuer konfronteres mere direkte med de mennesker som portrætteres, da deres uvidenhed om kameraets eksistens, giver et grundlæggende autentisk indblik i deres væren og ageren. En effekt som Mosse har været meget bevidst om i tilblivelsesprocessen:
”Kameraet overskrider privatlivets grænser, men alligevel er de billeder, teknologien producerer, så umenneskeliggjorte – personerne stråler nærmest – at mediet anonymiserer subjekterne på en både udspekuleret og human måde,” beskriver Richard Mosse i pressemeddelsen om værket.
De mennesker, som Mosse afbilleder, fremstår spøgelsesagtige. Uklare og udefinerbare i deres identitet, men samtidig mere fremtrædende og ægte, end medierne nogensinde giver adgang til gennem den ofte flygtige og usammenhængende nyhedsdækning. Man trækkes ind i disse menneskers fortælling, og de monokrome sort/hvid billeder formår at udviske den distance, der ofte opstår, når man forsøger at forstå og forholde sig til idéen om livet på flugt.
Perspektiv på virkeligheden
Det ekstraordinære ved både ’Incoming’ og Mosse’s tidligere værker, er oplevelsen af virkelighed, gengivet fra et uvirkeligt perspektiv.
I Mosse’s tidligere – og meget anmelderroste – udstilling ’The Enclave’ (2013), fremstår verden i eventyrsagtige, delikate farver. Jorden er pink; træerne er pink; landskabet er unaturligt syntetisk og dog så nærværende og håndgribeligt, som kun det surrealistiske kan fremprovokere.
I skabelsen af ’The Enclave’ anvendte Mosse en infrarød aerochrom-kamerateknik, hvor de jordiske elementer: bevoksning, vandløb og himmellegemer blev transformeret til en lysende pink. Gennem flere år dokumenterede Mosse ved hjælp af denne teknik den blodige konflikt i Den Demokratiske Republik Congo, og resultatet blev en farvemættet og indtrængende forståelse af, hvad krig også er, nemlig en fysisk begivenhed i fysiske omgivelser.
Ligesom ’The Enclave’ giver ’Incoming’ en følelse af forståelse og nærvær. Verden forsvinder lige så stille omkring én, og man drages længere og længere ind i filmens dystopiske univers, hvor konturer og normer ophører og erstattes af abstrakte og forvrængede scenarier.
Vi følger flygtninge og migranters rejse mod Europa på afstand, men vi bliver også selv en del af rejsen. Vi bevæger os sammen med dem. Oplever månens bevægelse, havets taktfaste rytmik og bilens snurrende hjul på de endeløse sandstrækninger.
Desperationen udfolder sig på skærmen, samtidig med korte monumentale øjeblikke af glæde og opløftelse og dermed vækkes genkendelsen af den menneskelighed, som også eksisterer i disse liv, hvor frygt og afmagt ellers primært er dominerende. Håbet genopstår i korte glimt, som da to drenge gynger sagte på de baderinge som netop har reddet dem fra middelhavets klør.
Mosse udfordrer beskueren i det grænsefelt som opstår, når man ikke ved, om man skal henrykkes over det æstetisk smukke ved billederne eller det uhyrligt tragiske, som billederne afspejler. Og det er netop denne spænding, denne virkelighedskontrast, som gør værkerne så interessante, og projektet så vellykket.
Vi forstår krig, konflikt og flugt som noget grimt, men Mosse afbilleder det som noget smukt, noget næsten poetisk, og først i det øjeblik forstår man, hvor tragisk og forfærdeligt det hele egentlig er.
