I øjeblikket oplever Indien et af de værste udbrud af coronavirus, siden pandemien for alvor tog fart i 2020. Lige nu er der udgangsforbud, hospitalerne er fyldte, og der er akut mangel på medicinsk udstyr til de mange patienter, der er alvorligt ramt af covid-19.
Især de fattigste og mest marginaliserede borgere er i risiko for smitte.
”Mennesker med handicap, herunder blinde og svagsynede, har virkelig været hårdt ramt af pandemien,” fortæller Anil Aneja, universitetsprofessor og præsident for blindeorganisationen All India Confederation of the Blind (AICB).
“Blinde og svagsynede eksponeres dagligt for mange potentielle smittekilder, da det er svært at gebærde sig uden at komme i berøring med kontaktpunkter og andre mennesker,” forklarer han.
Smitten stiger nu også hurtigt på landet, selvom situationen endnu ikke er helt så voldsom som i Delhi, hvor organisationen har hovedsæde. Her stiger de daglige smittetal og dødsfald konstant.
Til trods for at alle restriktioner overholdes, er det store virusudbrud umuligt at holde fra døren. For nyligt bredte smitten sig eksempelvis på et hostel for blinde og svagsynede universitetsstuderende fra landet, som AICB dels bestyrer, dels deler bygning med. Her var forstanderen blandt de smittede og overlevede desværre ikke.
Det er ikke første gang AICB har mistet kollegaer til covid-19.
Vigtigt at sikre de mest sårbare i krisesituationer
”Det er frygteligt, hvad vi hører fra Indien lige nu. Det viser med al tydelighed, hvor vigtigt det er at sikre de mest sårbare, når krisen rammer,” siger Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.
Mennesker med handicap betaler i forvejen en uforholdsmæssig stor pris under pandemien, forklarer han. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen og andre FN-agenturer er mennesker med handicap nemlig blandt dem, der rammes hårdest under covid-19-krisen. Det understreger endnu en gang, at vi skal inkludere mennesker med handicap i alle indsatser.
Det er desværre ikke enestående for hverken Indien eller blinde og svagsynede, at marginaliserede grupper i befolkningen rammes ekstra hårdt af kriser som det massive virusudbrud, Indien oplever lige nu. Mennesker med handicap er ofte særligt udsatte, blandt andet fordi de har dårligere adgang til medicin, sundhedsydelser og sociale sikkerhedsnet.
Ifølge Anil Aneja er det også noget af forklaringen på situationen i Indien.
”Blinde og svagsynede, der er testet positive for covid-19, har i mange tilfælde haft store udfordringer med overhovedet at få behandling, hvilket har resulteret i mange dødsfald,” forklarer han.
Hverdagen for blinde og svagsynede er svær under nedlukningen
”Den nye bølge af coronavirus har været særligt udfordrende for blinde og svagsynede på grund af manglende menneskelig og teknologisk støtte,” fortæller Anil Aneja.
Han forklarer, at det er vigtigt for AICB at støtte de udsatte familier under nedlukningen med eksempelvis værnemidler, remedier til at gennemføre hjemmeskoling og social kontakt til de ældre og ensomme.
Charlotte Torp Møller, der er projektleder hos Dansk Blindesamfund, fortæller da også, at Anil Aneja og resten af AICB er fokuseret på at fortsætte arbejdet trods restriktioner.
”De er meget opsatte på at arbejde videre ude i landsbyerne og nå frem til de mest isolerede familier,” fortæller hun.
”Det er vi selvfølgelig glade for, men det kan også en svær balance samtidigt at sørge for medarbejdernes sikkerhed.”
AICB prøver at tilpasse arbejdet til omstændighederne med rekordhøje daglige smittetal. Det har derfor også været nødvendigt at indkøbe endnu flere værnemidler, så der er nok masker, sæbe og sprit til de ansatte, ligesom alle medarbejdere tidligere er blevet trænet i at efterleve god hygiejne. Det er blandt andet noget af det, Dansk Blindesamfund har bidraget til.
AICB samarbejder med Dansk Blindesamfund om et projekt, der med finansiering fra Handicappuljen i Danske Handicaporganisationer skal skabe bedre inklusion af blinde og svagsynede i to landlige distrikter i det nordlige Indien.