I sandhed en kulsort dag for dansk udviklingsbistand

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Kommentar af Jesper Søe, U-landsnyt.dk

Den 22. oktober 2014 vil stå som en kulsort dag for dansk u-landsvirke. Dagen, da kernetropperne strakte våben og nærmest uden varsel begyndte at hugge løs i den bistand, ganske andre politiske kræfter så længe gerne har set reduceret. 

Dagen, da selv en SR-regering gav op.

Den konstellation mellem arbejderbevægelse og progressiv borgerlighed, der historisk set har bragt Danmark gennem mangen en krise, lagt velfærdsstatens grundstene, sikret et stabilt ligeværdigt samfund – og stået vagt om vort håndslag til nationerne hinsides havene i mere end et halvt århundrede.

De nationer, hvor 4/5 af menneskeheden befinder sig, og som i stadig stigende grad tegner vores allesammens fremtid – politisk som økonomisk.  

Måske burde vi have set det komme. Anet store sparedag i kimingen. For reelt har den været undervejs længe.  

Den første ankerblok blev kappet, da Venstre bebudede sit sparehug på 2,6 milliarder, den anden, da regeringen aflyste enhver reel tanke om at nå det eftertragtede mål om at yde en procent af vor nationalindkomst til u-landene.

Sådan som vi gjorde fra 1992 til 2001.

Derfra kunne det næsten kun gå tilbage. Nu blev Syriens flygtninge så anledningen i et tilstundende valgår, men lur mig om ikke tilbagetoget var kommet alligevel. Måske ikke så stort og abrupt som her, men det var kommet.

Uroen og ængstelsen i bistandens politiske tilhængerrækker har luret i mindst et års tid. Udtalelser – advarsler om man vil – om manglende folkelig forankring, tiltrængt fornyelse i oplysningsindsatsen og videre i den dur. Se et eksempel herpå i telegrammet http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/15-06-14/efterlysning-u-landsbistandens-folkelige-forankrin

Nu står vi der så. Og det er op til SF og Enhedslisten at redde hvad reddes kan. Men kan de det og vil de, når det kommer til stykket?

Skubbet det hele foran sig

Regeringen har heller ikke gjort det nemt for sig selv i asyl- og udlændingepolitikken.

Asyl-eksplosionen bunder ikke mindst i de store flygtningestrømme fra den voldsomme konflikt i Syrien. Og netop kursen over for asylansøgere fra Syrien har sendt regeringen i modvind.

Således har det vist sig, at tallene for de syrere, som ikke er individuelt forfulgte, slet ikke er i den størrelsesorden, som regeringen tidligere har meldt ud.

Først hed det i en pressemeddelelse fra 19. september, at ’størstedelen’ af de syriske asylansøgere ikke er at betragte som individuelt forfulgte, og derfor kun kan få en midlertidig opholdstilladelse.

Den udmelding har justitsminister Mette Frederiksen (S) måttet korrigere, efter at det er kommet frem, at det i 2013 blot var hver tredje syriske asylansøger, der hører under denne kategori.

Man har skubbet et stort og voksende problem foran sig, indtil man til sidst måtte reagere på de økonomiske konsekvenser for statskassen af asylboomet.

Her var u-landsmidlerne jo så nemt ved hånden. Og det er ikke første gang, en socialdemokratisk finansminister har kigget til den side, når der skulle skrabes ind til statskassen.

Forskellen er bare, at han fik sin vilje denne gang. 

Se også telegrammet

http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/22-10-14/sr-milliardhug-i-u-landsbistanden-betale-flygtning