Hver eneste dag får jeg kastet racemæssige stigmatiseringer i ansigtet. I East London er det altid en hvid man, jeg tilfældigt falder i en samtale med, om end jeg forsøger at modvirke, at race og hudfarve skulle gøre en forskel.
Min familie er sort, selvom jeg ikke tænker på det. Kun når min kone bruger vendinger som ”black families” og ”black culture”, vågner jeg op. Jeg beder hende være konkret, men hun fastholder, at forskellene eksisterer, og jeg kan ikke indvende noget, hvorefter jeg refererer til den amerikanske forfatter Ta-Nehisi Coates bog ”Between the World and Me”.
Bogen er skrevet som et brev til Coates’ nu næsten voksne søn. Coates’ egen far var et aktivt medlem af ”De Sorte Pantere”, og han voksede op i et sort, stærkt politiseret miljø i Philadelphia. Opvæksten var domineret af frygt, vold, korporlig afstraffelse og et indædt had til hvide mennesker. Coates viser, hvordan frygt gennemsyrede alt.
Der er et interessant sammenfald mellem de sortes vilkår i USA og udviklingen i Sydafrika. Eller måske er kampen for sortes frihed og rettigheder bare ikke nået særlig langt, fordi der står nogle grundlæggende forhold og interesser i vejen.
Coates vil forklare sin egen opvækst og forberede sønnen på, hvordan verden reagerer på en ung sort mand. Undervejs indser han, at han befinder sig i et dilemma. Hvis han understreger forskellen på at være sort og hvid i USA, medvirker han til at fastholde racemæssige uligheder og konflikter. Men hvis han undlader det, frygter han for sin søns sikkerhed og vil bebrejde sig selv, hvis sønnen en dag bliver skudt af en hvid politibetjent.
I Sydafrika befinder jeg mig i Coates’ dilemma. Vi må tage hensyn til racemæssige forskelle, fordi de eksisterer, men derved fastholder og vedligeholder vi dem. Min kone og jeg er konstant fanget i spørgsmål om race, fordi det er et uomgængeligt vilkår for vores tilværelse. Hun voksede op under apartheid, og racemæssig adskillelse og racekonflikt løber i hendes blod. Hele hendes omgangskreds er steget op i samfundets rækker som eksempler på en privilegeret sort middelklasse.
Strandens segregering
Om morgenen går jeg langs stranden ved Nahoon-floden. Her er segregeringen ikke kun social, men også fysisk. Sorte og hvide vælger at opholde sig i forskellige og adskilte områder af stranden. Hver gang jeg træder ind på en restaurant, ser jeg kun borde med enten hvide eller sorte mennesker. Kun mit eget bord adskiller sig.
Den 15-årige i familien bruger meget tid i roklubben ved havnen. Den første gang jeg skal hente hende, slår det mig, hvor sort hun er. Tanken overrumpler mig, og jeg indser, at jeg derhjemme ikke tænker på hudfarve eller race. De ror i de samme både, men hun snakker kun med de andre sorte piger. Også forældrene danner deres respektive, adskilte og sluttede cirkler
Sydafrikas racemæssige segregering medfører, at vi alle sammen suges magnetisk ind i vores egen race. Vi behøver ikke at lære hinanden at kende, fordi jeg allerede på lang afstand ved, hvem du er. Det er foruroligende at opleve det i Sydafrika, hvor forholdet mellem sort og hvid indtil for kun 25 år siden var organiseret som i en koncentrationslejr.
Inddeling af mennesker i grupper medfører voldsom brutalitet
Min svoger sidder ved siden af mig, mens vi spiser middag og fortæller om, hvordan han blev behandlet af unge hvide soldater i 1970’erne. Han citerer soldaten, der kommanderede med ham: ”Kaffa, kom her!”. Det ord får tiden til at stå stille. Det blev brugt stærkt racistisk og nedsættende om sorte mennesker under apartheid, og derfor hører man det sjældent længere. Det minder os om en tid, vi alle sammen helst vil glemme. Ikke kun de sydafrikanere der voksede op med apartheid, men også de ”born free” (betegnelse for sydafrikanere født efter apartheid) kan ikke løsrive sig fra segregering som den centrale sociale struktur.
Den camerounske filosof og politiske teoretiker Achille Mbembe indleder ”Critique of Black Reason” med at konstatere, at sorthed er noget som konstant produceres. Sorthed er i den vestlige kultur tæt forbundet med race.
Mbembe bruger sin pointe om, at begreberne er historisk skabte til at kritisere og tage afstand fra racebegrebet og fra den forestilling, at der skulle være noget naturgivent i at inddele mennesker i grupper indsat i et hierarki.
Brændstof inden for europæisk tankegods
Mbembe er professor i historie og politik ved Wits Institute for Social and Economic Research, University of the Witwatersrand i Johannesburg. Han analyserer, hvordan det koloniale system med slavehandel, plantagen og den sorte mand som den centrale bestanddel, udgør en forudsætning og forløber for kapitalismen. Beskrivelsen af sorthed og race minder om den degradering og undertrykkelse, som Marx tildeler proletariatet. Achille Mbembe viser, hvordan race er mere grundlæggende end klasse.
Mbembe kalder det en sort verdensstruktur, hvor en stor mængde arbejdskraft blev anvendt i en industri, der strakte sig over store afstande med plantagen som den centrale kerne. Den var karakteriseret ved frihedsberøvelse, kontrol af mobilitet og ubegrænset anvendelse af vold. Race er en væsentlig komponent, fordi det forudsatte en umenneskeliggørelse, og racebegrebets funktion var netop at tingsliggøre en gruppe af mennesker.
Der var allerede en del brændstof inden for europæisk tankegods til at konstruere racebegrebet og placere den sorte mand nederst i hierarkiet. Vores forestillinger om sorte kunne bruges til at skabe en fortælling om et menneske, der ikke rigtig er som os eller som ikke ligner os. Mbembe fortsætter sin analyse med at dykke ned i en brønd af fantasier om sorthed.
”Den sorte mand er ikke kun (…) et forgiftet, brændt subjekt. Han er en eksistens, hvis liv er skabt fra aske. Ordet ’sort’ er et navn givet til produktet af en proces, hvor mennesker af afrikansk oprindelse omformes til levende malm, hvorfra jern udvindes”.
Det vil sige, at Afrika blev det fortrukne sted at udvinde råstoffer, plantagerne i Caribien blev det sted råstoffet blev forarbejdet, og i Europa blev det omsat til finansiel valuta. Det er en præcis beskrivelse af ikke kun den tidligere kapitalisme, som fulgte efter slaveriet, men også af den aktuelle globale arbejdsdeling.
Vores kolonihistorie og slaveriet fortsætter med at have konsekvenser i dag, selvom den sorte mand og kvinde ikke længere er centrum for produktionen. Men forestillingerne om sorte mennesker har ikke ændret sig meget og indskriver sig fortsat i strukturer og organisationsformer.
Sort er som et spøgelse i verden
I Sydafrika levede hvide og sorte helt adskilt under apartheid, og der kunne når som helst flyttes rundt på sorte. Der var en stor grad af kontrol med de sortes mobilitet, deres rettigheder var stærkt begrænsede og de hvide udsatte de sorte for en udstrakt grad af voldsanvendelse. Mbembe anser apartheid som en moderne form for slaveri.
Slavesystemet og apartheid har den territoriale lokalisering af mennesker til fælles med apartheid, og Mbembe viser, at forestillinger om sorthed ikke kun er historisk producerede fantasier. De er omformet til en operationel diskurs om sorthed, som virker i praksis, og derfor er det ikke kun et spørgsmål om at ændre vores repræsentationer af race og hudfarve.
Den sorte mand er som kolossen fra græsk mytologi, og Mbembe bruger myten til at sige, at når vi anvender ordet sort bringer vi alt affald frem i lyset. Sort er som et spøgelse i verden, der kaster vores dårlige samvittighed frem i lyset og konfronterer os med ting, vi helst ville glemme.
Det ses tydeligt i reaktioner på debatten om hvide menneskers privilegier og Black Lives Matters’ forsøg på at synliggøre sortes oplevelser. I Sydafrika er debatten ikke ny. I begge tilfælde fastholdes racebegrebet. Den sorte del af befolkning i Sydafrika, som er steget op i samfundets hierarki, koncentrerer sig kun om at opnå de hvides privilegier.
Den panafrikanske bevægelse
Den vigtigste stemme for sorte menneskers rettigheder, værdighed og kulturelle identitet er den panafrikanske bevægelse, der har et forenet Afrika som sin langsigtede målsætning. Det er et politisk projekt, hvor sorthed og Afrika knyttes uløseligt sammen.
I panafrikanismen bliver sammenfaldet mellem race og geografi til kulturel identitet, og der sættes lighedstegn mellem den sorte race og det afrikanske kontinent som territorial afgrænsning.
Mbembe kritiserer bevægelsen for at reproducere racemæssige modsætninger mellem sort og hvid. I nyere tid har bevægelsen ladet sig inspirere af Frantz Fanon, som forstår sorthed som både en historisk skabt tilstand påtvunget mennesker og som en stædig kamp for frihed og et ukueligt håb. Sorthed og tilhørsforhold til Afrika gøres til dynamo i en befrielseskamp.
Mbembe udfordrer forestillingen om race og kontinental identitet som platform for befrielseskamp, fordi han opfatter racebegrebet og racemæssig adskillelse som en del af problemet.
Kan vi komme på denne side af racebegrebet?
Langs stranden i Nahoon går jeg og tænker på race, og hvordan race korrumperer mine tanker. Heller ikke jeg kan formulere en eneste sætning, uden det implicerer race. Det er deprimerende ikke at kunne sige noget uden at udtrykke forskellen.
For Achille Mbembe har race, hudfarve og Afrika ikke kun en særlig og tæt forbindelse til vores kolonihistorie og til slaveri. Racemæssig adskillelse er også et resultat af vores sprog. Det er vores sprog, der fastholder sorte mennesker som sorte og etablerer et Afrika. Race og hudfarve er imidlertid ikke bare noget, vi giver udtryk for sprogligt. Race er en integreret og uadskillelig del af produktionssystemet.
Hans mål er, ligesom Fanon, at skabe en verden hinsides race, hvor der hverken er sort eller hvid. Det kræver en åben og ligeværdig samtale, hvor alle bliver inviteret – men også et fundamentalt opgør med en tid, der fortsat er domineret af hierarkisering af mennesketyper.
I den sydafrikanske regnbuenation var dette netop målet, men her 28 år efter den officielle afvikling af apartheid, synes der fortsat at være langt igen. Mange gode intentioner drukner for tiden i ANC’s korruptionsskandaler, manglende landreformer og berettiget utålmodighed.
