Et byggeboom forvandler for tiden Mogadishus skyline. Men i takt med at investorer pumper penge ind i nye lejlighedskomplekser og indkøbscentre, øger de også uligheden i en by, hvor hundredtusindvis af fordrevne ofre for krig og tørke kæmper for at overleve.
Denne artikel er oprindeligt udgivet af online-mediet The New Humanitarian, der dækker global udviklingspolitik og verden generelt.
Boomet kommer efter årtiers stagnation, efter klanbaseret vold ødelagde kystbyen i 1990’erne. En række svage og donorafhængige regeringer har siden kæmpet for at gennemtvinge deres autoritet, men er blevet udfordret af et jihadistisk oprør, der har forskanset sig i landdistrikterne.
Strømmen af desperate familier på vej til Mogadishu på flugt fra usikkerhed og klimachok har givet Somalia en af de hurtigste urbaniseringsrater i verden. Det anslås, at 700.000 fordrevne mennesker har bosat sig i byens overfyldte og forsømte uformelle bosættelser i de seneste år.
Men en snigende gentrificering er også i gang, da velhavende forretningseliter – herunder hjemvendte somaliere i diasporaen – udnytter den langsomt forbedrede sikkerhed i Mogadishu til at investere.
Det nye byggeri er en tillidserklæring til landets fremtid på trods af jihadistgruppen al-Shababs bombeangreb rettet mod depopulære strande og restauranter, hvor folk samles.
Vindere og tabere
Men tøjlesløs urbanisering har sociale omkostninger, da den diskriminerer dem, der lever i udkanten af samfundet – de fordrevne og de fattige i byerne. De mangler dokumentation og juridisk beskyttelse, og i takt med at værdien af jord stiger, har der været en relateret stigning i tvangsudsættelser i en by, hvor dem med penge og klanopbakning kan handle uden frygt for at blive straffet.
Yasmin Omar, en enlig mor oprindeligt fra Lower Shabelle i det sydlige Somalia, er blevet smidt ud af sin bolig fire gange, siden hun flygtede til Mogadishu med sine børn, efter al-Shabab dræbte hendes mand i 2021.
“Vi bliver skubbet fra et sted til et andet,” fortalte hun til The New Humanitarian. “I den sidste hændelse kom en bulldozer om natten for at smide os ud med magt, og der var ingen til at hjælpe os.”
Mellem januar og juli i år blev tæt ved 40.000 mennesker – 75 procent af dem kvinder – smidt ud af deres hjem i Mogadishu, ifølge Norsk Flygtningehjælp, der kortlægger udvisninger.
De fleste tvangsudsættelser udføres af private udlejere eller er resultatet af politikeres og dem med gode forbindelsers landtyveri. Men også fordrevne familier, der har slået sig ned i forladte offentlige bygninger, bliver smidt ud for at gøre plads til ejendomsudvikling.
Tidligere i år bad de lokale myndigheder familier om at opgrave ligene af slægtninge begravet på et område, der er ejet af staten, tæt på havnen, et område der var øremærket til en flådebase. Det skete samtidig med, at der var beskyldninger om, at grunden blev solgt til en velhavende virksomhedsejer.
“Folk med penge gør byen dyr for resten af os. Ingen fra de lokale myndigheder kommer for at lytte til os.”
Yasmin Omar, en enlig mor oprindeligt fra Lower Shabelle i det sydlige Somalia
Mubarik Ahmed, landechef for Regional Durable Solutions Secretariat (ReDSS) – en koalition af ngo’er, der arbejder med internt fordrevne – siger, at en af de største udfordringer er, at meget af jorden i Mogadishu er på private hænder, og at ejerskabsregistrene er ufuldstændige.
Manglen på ordentlig byplanlægning og robuste retssystemer skaber grobund for udnyttelse af sårbare grupper. Det er typisk folk, der er ankommet til Mogadishu fra landet, og som ikke har de rigtige beskyttelsesnetværk blandt klanerne, der er så indflydelsesrige i byen.
Omar fortæller, at hver gang hun og hendes fire børn er blevet tvunget til at flytte, har det gjort deres vilkår værre. “Folk med penge gør byen dyr for resten af os,” forklarer hun. “Ingen fra de lokale myndigheder kommer for at lytte til os.”
Men gentrificering har også revitaliseret distrikter som Hodan i nordvest og Hamar Wayne i den modsatte ende af byen. I det travle Hodan, tæt på den internationale lufthavn, varierer huslejen i en af de nye lejlighedsbygninger fra 600 til 1.500 dollars om måneden – langt uden for rækkevidde for byens beboere som Omar, der tjener mindre end en dollar om dagen.
Ahmed Liban er en af den nye klasse af ejendomsudviklere. Han boede oprindeligt i Canada, men vendte tilbage til Somalia i 2019 og er ved at bygge et nyt højhus i Hodan-distriktet.
De fleste af arbejderne på hans byggeplads er nyankomne til Mogadishu og tjener 10 dollars om dagen – en anstændig løn her. “Så det er muligt for byens økonomiske vækst at nå ud til folk, men vi har brug for bedre og stærkere styring, der kan sørge for, at den økonomiske vækst kommer alle til gavn,” siger han til The New Humanitarian.
“Den dag kom min stemme frem”
De beskæftigelsesmuligheder, som de nye investorer som Liban skaber, er værdsat. “Min datter og søn har potentialet til at finde job på de nye hoteller, restauranter og indkøbscentre,” lyder det fra Aisha Mohamed, der sælger kosmetik på gaden.
Men hun mener også, at der er brug for mere inkluderende vækst, som ikke udgrænser byernes fattige indbyggere, herunder uformelle handlende som hende selv. “Hver by gennemgår forandringer,” siger hun. “Og i Mogadishu er ny udvikling velkommen – men det eneste, vi beder om, er at blive inkluderet.”
For at understrege den pointe nægtede hun og en gruppe andre kvindelige gadehandlere at blive flyttet væk fra et af byens indkøbscentre under ramadanen tidligere i år – som rent forretningsmæssigt er den travleste tid på året.
“Den dag kom min stemme frem,” sagde Aisha Mohamed. “Vi protesterede, og det endte med at repræsentanter for borgmesteren greb ind og instruerede politiet om at lade os fortsætte vores forretning.”
Før kaosset i 1990’erne var byudvikling et statsanliggende. Den tids centraliserede planlægningsmodel omfattede investeringer i almene boliger, infrastruktur og oprettelse af økonomiske zoner.
Den føderale regering forsøger i dag at genopbygge sin autoritet, men det hæmmes af landets omfattende humanitære krise. De gentagne klimakatastrofer og al-Shababs modstandsdygtighed bevirker, at en ud af fem somaliere er akut fødevareusikre.
For at tackle perioderne af langvarig fordrivelse – som forstærker folks fattigdom og afhængighed – har regeringen lanceret en ’national holdbar løsningsstrategi’, der skal sørge for velfærdsydelser og økonomiske muligheder til fordrevne grupper.
Men at skabe betingelserne for, at fordrevne mennesker kan leve i sikkerhed og værdighed, kræver betydelig finansiering fra internationale donorer – og de har allerede skåret den livreddende humanitære bistand med 37 procent i år.
Ahmed fra ReDSS mener, at Somalia er nødt til at “bevæge sig væk fra nødhjælps-tilgangen og begynde at prioritere udviklingsinterventioner” for bedre at integrere fordrevne grupper.
Verdensbanken og Den Afrikanske Udviklingsbank har øget deres støtte i de seneste år, lige fra infrastrukturprojekter til såkaldte levebrødsprogrammer og sociale ydelser.
Men der findes ingen hurtige løsninger for et land, som står over for så mange alvorlige og indbyrdes forbundne nødsituationer, og hvor regeringens autoritet fortsat er så skrøbelig, medgiver Ahmed.
Et vigtigt skridt ville være at tage fat på det ømtålelige spørgsmål om jordejerskab, mener han. Mange af de uformelle bebyggelser ligger på områder, hvor der ikke findes officielle dokumenter for, hvem der ejer jorden. Manglen på klar lovgivning om ejerskab til jorden bidrager til en arv af historiske tvister, modsatrettede krav og tvangsudsættelser.
Magtfulde personer – fra klanernes ældste til kommunale embedsmænd, forretningsfolk og jordejere – har betydelig indflydelse. Der er dog evidens for, at skriftlige lejekontrakter mellem jordejere og fordrevne samfund, som for nylig er blevet indført af den regionale regering, har bremset antallet af fordrivelser.
At gentænke byudviklingen i Mogadishu – for at gøre den mere inkluderende og give de fattige og sårbare en større stemme – kræver en vis fantasi. Men Aisha Mohamed mener, at hun og andre almindelige indbyggere har fortjent en plads ved bordet.
“Jeg har været vidne til og gennemlevet borgerkrigen, men er forblevet modstandsdygtig og fast besluttet på at tjene til livets ophold,” forklarede hun. “Så vi har al mulig ret til at være en del af Mogadishus nye byudvikling.”
Artiklen er oprindeligt bragt på The New Humanitarian
Den er oversat til dansk af Laurits Holdt. The New Humanitarian er ikke ansvarlig for oversættelsens nøjagtighed.
The New Humanitarian puts quality, independent journalism at the service of the millions of people affected by humanitarian crises around the world. Find out more at www.thenewhumanitarian.org
