Ugandas præsident var engang en af de lovende afrikanske ledere, der udsprang fra militæret, men indvarslede et nyt, oplyst og moderne demokrati. I dag næsten 40 år efter, at Yoweri Museveni tog magten, er militær, politik, partiet og økonomien næsten smeltet sammen i Uganda. Landets vigtigste udviklingsstrategi bygger på militarisering, viser resultatet af et forskningssamarbejde mellem Københavns Universitet og Makarere University i Kampala.
Det resulterede tidligere i år i bogen “Militarizing More to Develop Faster?”, hvor forskerne tegner et billede af et land, hvor vigtige sektorer er fuldstændigt gennemsyret af militær tankegang og systematik. Arbejdet er i denne måned blevet præsenteret i Kampala.
I Fiskerikontrollen er en militær enhed sat ind for at bekæmpe ulovligt fiskeri. Opgaven er at beskytte fiskebestanden i de store søer, men det har resulteret i mange overgreb på lokale fiskere og afpresning af dem.
Militæret er også involveret i beskyttelse af naturområder, hvor kampen mod krybskytter har fordrevet lokale beboere og begrænset deres adgang til naturressourcer.
Inden for landbruget er det 11 år siden Uganda iværksatte “Operation Wealth Creation” for at forbedre udbyttet og effektiviteten gennem blandt andet uddelingen af såsæd og gødning. En operation tidligere officerer blev sat i spidsen for. Den ledelse har der ikke været udelt begejstring for – især ikke blandt de bønder, der har fået tildelt forkerte plantesorter eller kvægtyper, eller de rigtige input bare alt for sent, fordi det var nu det, der passede i skemaet, eller som blev forbigået, fordi fokus blev rettet mod de områder eller befolkningsgrupper, som præsidenten og hans inderkreds kommer fra. Mange føler sig talt ned til af militæret, der bestemmer uden at have forstand på landbrug. Mange klager over en manglende inklusion. Men lige præcist på landbrugsområdet er der trods alt visse steder sket en produktionsstigning – for eksempel de steder hvor korruptionen og udueligheden var endnu større før militæret kom til.
Militarisering ude af kontrol
Også i politiet bliver militærets metoder gradvist indarbejdet. Politiet overtager militærets måder at operere på, dets træningsmetoder og til tider dets ledere og dets udstyr. Det kan være svært at skelne mellem politiets og militærets operationer, og det forstærker regeringens autoritære sider, og svækker demokratiet og befolkningens tiltro til netop politiet.
For de folkevalgte i Ugandas parlament er det svært at udøve kontrol med en militariseret stats handlinger – også når det for eksempel handler om landbrugspolitik. Bogen viser, hvor svært parlamentet har ved at gøre sit arbejde som lovgivende forsamling, hvor svært det er at sikre både gennemskuelighed og ansvarlighed, når Operation Wealth Creation bliver kørt som en militær operation.
Målet med operationen er at løfte alle landets småbønder ud af fattigdom ved at udvikle deres landbrug til overskudsforretninger. Men bønderne selv er sat uden for indflydelse, og rådgivere erstattet med officerer. Når parlamentet søger at gennemføre en undersøgelse af hele den store operation, som der kun er et tvivlsomt lovgrundlag for, ja så bliver undersøgelsen styret uden om nogle af de mest betænkelige områder. Militæret bruger for eksempel også egne retsinstanser til at omgøre afgørelser fra det civile retssystem, hvis det er utilfreds med udfaldet af for eksempel en klagesag i forhold til Operation Wealth Creation.
Ikke overraskende er konklusionen, at operationen ikke fungerer så godt, som det var hensigten. Og at parlamentet har været ude af stand til at tackle problemerne med det.
Modstandens mange facetter
Den gennemgribende militarisering af Uganda er ganske enestående og bygger på Musevenis langvarige greb om magten. Et så langvarigt militærstyre med samme mand ved roret er meget usædvanligt. Men det er tvivlsomt om det kunne have ladet sig gøre uden stormagters opbakning. Uganda har under Museveni været en stabil klippe i en oprørt region, landet har været en troværdig partner i forhold til regionale konflikter, og magter som USA og Kina har understøttet militariseringen.
I de befolkningsgrupper, som udviklingen er gået ud over, har begejstringen som sagt været begrænset. Det kan være lokale, som bliver jaget af jorden eller søerne, eller bønder som skal finde sig i militærets mærkværdige uddeling af frø fra forkerte afgrøder til forkerte dyrkningsområder på forkerte tidspunkter. Det kan være kvinderne, som et militariseret og patriarkalsk samfund har tendens til at fastholde i traditionelle og underordnede roller. Det kan være oppositionen til styret.
Uganderne har taget mange forskellige og til tider utraditionelle metoder i brug for at modarbejde eller tilpasse sig den statsstyrede militarisering af deres hverdag. Ganske bemærkelsesværdigt er oprøret mod at blive frataget deres jord kommet fra en gruppe ældre kvinder – nogle af de svageste overhovedet i et militariseret, patriarkalsk samfund. De smed tøjet. Lokalsamfundets ældste kvinder stod vagt om deres land uden en trevl på kroppen. Totalt tabu og fuldstændigt grænseoverskridende for dem, der havde fået til opgave at fjerne dem. 1-0 til civilsamfundet i første omgang.
Ugandas magthavere bliver også bombarderet med kritiske ord og retssager fra medier og civilsamfundsgrupper, kunstnere og andre. Radikal poesi, vred litteratur, strategisk forskning – i traditionelle medier og på Facebook og X. Der skyller en lavine af kritik af stats-militariseringen mod styret, hedder det i bogen.
When our leaders have become misleaders and mentors have become tormentors. When freedom of expression becomes the target of oppression, opposition becomes our position.
Bobi Wine
Faktisk er oppositionen selv gået fra kun at slås på ord og rytmer til at være blevet mere hårdslående. Måske som reaktion på de drab, forsvindinger, tæsk, fængslinger, militærdomstole og andet, dens medlemmer har været udsat for. Resultatet er blevet, at bevægelsen PPM i højere grad er kommet til at ligne det styre, de er i opposition til.
Mange af Ugandas unge har iklædt sig en rød baret, et par overalls og sorte militærstøvler og dermed markeret, at de står bag Bobi Wine, som er Robert Sentamu Kyagulanyis kunstnernavn. Han er musiker og leder af oppositionsbevægelsen PPM, People Power Movement. Han står stærkt i landet, hvor 79 procent af befolkningen er under 35, men hvor en gammel mand med mærkelig hat og tvivlsomme metoder alligevel fastholder magten.
Tronfølge eller demokrati
Der er i Uganda en udbredt tro på, at landets leder helst skal have sine rødder i militæret for at være i stand til at styre landet. Men for mange er det nok alligevel at gå for vidt, hvis Yoweri Museveni vil overlade magten til Muhoozi Kainerugaba, “MK” eller bare “Første søn”, som MK’s tilhængere kalder præsidentens noget mærkværdige ældste søn. Han er trestjernet general og må som officer i tjenesten ikke engagere sig i politik. Men han sprøjter tilsyneladende fordrukne tweets ud og har for eksempel truet nabolandet Kenya og tilnærmet sig Rwanda. Hverken hans tilhængere eller iagttagere er i tvivl om hans ambitioner, hvilket ifølge forskerne vil tage militariseringen af Uganda til et helt nyt niveau, hvis det skulle blive til virkelighed.
Pudsigt nok pegede præsident Museveni selv på problemet med, at Ugandas ledere ikke vil give slip på magten, da han kom til i 1986. Landet har stadig ikke oplevet en fredelig, demokratisk magtoverdragelse. Og som situationen er nu, bliver protestaktionerne og modstanden mod styret ikke opfattet som civil uro, men nærmest som krig.
Ugandas regering bruger stadigt flere ressourcer på at pleje eliten og på at undertrykke utilfredsheden og modstanden i befolkningen generelt. Den politik er med til både at forstærke modstanden mod styret og militariseringen. Hvilket så kræver flere ressourcer at slå ned – midler der for eksempel kunne have været brugt på at give nogle af de mange arbejdsløse unge et job.
Forskerne er ikke i tvivl om, at det er vigtigt for Uganda, at landet får brudt med militærets dominans i dagliglivet. Et af de store spørgsmål er, hvordan man gør det, og samtidigt sikrer at militæret er tilfreds og så travlt beskæftiget, at det ikke får gode ideer om at tage den totale kontrol. Ifølge forfatterne er modstand den eneste vej ud af militariseringen. Vel at mærke en modstand, der bygger på politisk magt og befolkningens stemme. Udsigterne til det er ret fjerne.
Bogen “Militarizing more to Develop faster? Uganda’s Difficult Choices on Governance, Human Rights and the Economy” er redigeret af forsker og underviser Sylvie Namwase fra Makarere University, Ronald Naluwairo, menneskeretsadvokat og fremtrædende akademiker, underviser og tidligere leder af freds- og menneskeretscentret på Makarere, Zahara Nampewo, og professor Ole Wæver fra Københavns Universitet.
De har skrevet den sammen med prominente kollegaer fra begge universiteter. Det fire år lange forskningsprojekt er blevet finansieret af en bevilling fra DANIDA.
