”Potentielt står vi over for en fuldstændig afvikling af udviklingsbistand, som vi kender den i dag. En bistand, som vi moralsk har forpligtet os til men som i høj grad også er i vores egen interesse at give,” advarer IBIS' generalsekretær Vagn Berthelsen.
Han og IBIS opfordrer til, at Danmark tager stærkest muligt afstand fra ideen og at vi bliver en stærk stemme for de lande, der i øvrigt i overensstemmelse med FN’s anbefaling ønsker at fastholde 0,7 procent af BNP til fattigdomsorienteret bistand.
Det kan få katastrofale konsekvenser
Det er organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling, OECD, der har sat en modernisering af udviklingssamarbejdet på dagsordenen, når medlemmerne mødes i Paris i slutningen af februar.
OECD kaldes ofte ”klubben af rige lande” og det er OECD’s komite til udviklingshjælp (DAC), der definerer reglerne for, hvad donorlande kan definere som udviklingsbistand.
”Mange andre lande har forpligtet sig til at afsætte en bestemt andel af BNP til udviklingsbistand. Men med de ændringer, som OECD lægger op til, kan det blive ”lovligt” at bruge tæt på alle pengene til at finansiere interne udgifter til asyl og integration,” siger Vagn Berthelsen, der kalder det en glidebane, som kan få katastrofale konsekvenser.
Allerede i dag er det i orden at tage det første års udgifter til modtagelsen af en asylansøger via udviklingsbistanden, hvilket Danmark benytter sig af med det resultat, at Danmark i 2016 reelt er den største modtager af dansk udviklingsbistand. OECD foreslår nu, at også udgifter til de næste to år af asylprocessen kan tages fra bistanden.
”Den danske regering har tydeligt meldt ud, at man ‘fuldt ud vil udnytte mulighederne for at bruge udviklingsbistand til at finansiere udgifter til asylansøgere’. Så hvis OECD åbner muligheden for at flytte penge fra udviklingsbistand og nødhjælp og i stedet bruge dem i Danmark, så ser det bestemt ud til, at man vil bruge den mulighed,” siger Vagn Berthelsen.
Vi giver jo ikke bistand for sjov
Op til OECD topmødet advarer en række internationale eksperter mod udviklingen, som både vil være et svigt af de rige landes løfter og moralske forpligtelse til at holde hånden under verdens fattigste, og som samtidig er en potentiel trussel mod vores egen stabilitet og tilværelse.
”Det er jo ikke for sjov, at vi giver bistand til verdens fattigste lande. Det var, da FN i sommeren 2015 ikke længere havde penge til at skabe tålelige vilkår for de syriske flygtninge i Libanon og Jordan, at den store migration mod Europa begyndte. Kort forinden så vi, hvordan ebola i Vestafrika fik lov at brede sig, fordi WHO mangler ressourcer til at håndtere den slags epidemier. Og så er der alle de lande, hvor det er vores støtte til demokrati, uddannelse og udvikling, der forhindrer vold og radikalisering,” siger Vagn Berthelsen.
Han fastslår, at det i høj grad er i Danmarks og vores nabolandes egen interesse at fastholde en reel fattigdomsorienteret udviklingsbistand.
”For at sige det ligeud; at bruge udviklingsbistand til at betale udgifter til asylansøgere er ligesom at tisse i bukserne for at holde varmen,” slutter han og anbefaler, at Danmark og de andre lande gør som Sverige og garanterer, at mindst 0,7 procent af BNP går til fattigdomsorienteret bistand.
