IBIS bliver observatør i Oxfam

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Den danske solidaritets- og bistandsorganisation IBIS søger optagelse i “alle NGOers Moder”, britiske Oxfam International. I første omgang som observatør. Det betyder, at Oxfam og IBIS i et år kan teste hinanden og vurdere om samarbejdet fungerer i praksis.  

Beslutningen faldt på den årlige generalforsmling i IBIS lørdag i København, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Efter året som observatør vil såvel Oxfam som en ny generalforsamling i IBIS tage stilling til, om observatørperioden skal føre til et egentligt medlemskab af den magtfulde og videnstunge organisation, der betegnes som verdens største på sit felt.

IBIS forkvinde, Mette Müller, er glad for medlemmernes vilje til at afprøve samarbejdet: 

”Oxfam er den absolut stærkeste globale stemme for de fattigste mennesker i verden.  Det er f.eks. Oxfam, der bliver inviteret med omkring bordet, når verdens mest magtfulde finansministre mødes”, anfører hun og fortsætter:

“Hvis vi for alvor skal påvirke den internationale politik, der afgør hverdagen for verdens fattigste, er Oxfam det helt rigtige sted for IBIS at søge indflydelse”. 

”IBIS deler både vision og værdier med Oxfam, så vi er et rigtig godt match. Det går godt for IBIS i disse år, og vi er ikke på nogen måder presset ud i en fusion, men i en globaliseret verden er det en virkelig god idé at samle de gode kræfter, der kan give fattige mennesker adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer”, siger Mette Müller. 

Generalsekretær Vagn Berthelsen supplerer:

”Selvfølgelig har der internt i IBIS været både usikkerhed og diskussion af, hvad et medlemskab af Oxfam-familien vil betyde for IBIS’ identitet, økonomi og særligt for vores arbejde på uddannelsesområdet”.

“Derfor er det en fordel, og også et stort privilegium, at vi nu får mulighed for at prøve samarbejdet af i praksis, før IBIS’ egne medlemmer til næste år træffer den endelige afgørelse”.

Vagn Berthelsen skal stå i spidsen for de organisatoriske forandringer, observatør-perioden kræver.  

Om IBIS og Oxfam:

* IBIS (http://ibis.dk) arbejder i dag i ni lande i Afrika og Latinamerika. Indtil for nylig bl.a. i Bolivia, hvor man midlertid måtte lukke ned efter påbud fra den venstreorenterede regering. Flere projekter fortsætter i andet regi.

* Oxfam (http://www.oxfam.org) er til stede i over 90 lande verden over.

* IBIS opstod i 1966, dengang under navnet WUS, som en del af den internationale solidaritetsbevægelse World University Service. 25 år senere brød den danske gren med WUS og skiftede navn til IBIS, som arbejder med udvikling, nødhjælp og kampagner. 

* Oxfam blev grundlagt som en nødhjælpskomite i Oxford under 2. verdenskrig. I dag har Oxfam International 17 medlemmer, der arbejder med nødhjælp, udvikling og kampagner.

Se også telegrammet

http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/24-08-14/ibis-som-en-del-af-oxfam-skal-skal-ikke