Generalsekretær i u-landsorganisationen Ibis, Vagn Berthelsen, advarer i en kommentar i Berlingske Tidende mandag mod et nyt internationalt regelsæt, der udmønter sig i “særlige anbefalinger”, som skal omsætte terrorbekæmpelse fra teori til praksis.
Af Vagn Berthelsen
Inden længe vil myndighederne i Danmark og i andre lande overvåge og kontrollere private organisationer på en måde, som for få år siden var utænkelig. Det sker i terrorbekæmpelsens hellige navn, og så er det meget svært at være imod, for hvem kan være imod, at vi beskytter os mod terrorisme?
Problemet er bare, at de værdier vi ønsker at bevare og forsvare, risikerer at gå tabt i samme runde. Demokratiet kan blive den helt store taber.
Godt 40 lande mødtes i Sydafrika i midten af februar for at diskutere en “fortolkende note”. Noten blev vedtaget og er en udmøntning af et sæt ’særlige anbefalinger’ som skal omsætte terrorbekæmpelse fra teori til praksis. Noten skal omsættes til lovgivning, og den må forventes at blive den internationale rettesnor for overvågning af private organisationer.
Noten, som rettelig hedder “interpretative note to special recommedation VIII”, beskriver en række tiltag til overvågning af de private organisationer, herunder registrering af medlemmer af de styrende organer og ansatte, registrering af betydningsfulde bidragsydere og kontrol med pengeoverførsler.
Sanktionerne omfatter indefrysning af midler, at medlemmer af styrelsen fjernes, bøder og opløsning af organisationerne. Noten er vedtaget af “Financial Task Force on Money Laundering”, som er nedsat på initiativ af OECD.
Noten indeholder også en række punkter, som allerede er gængs praksis og understreger organisationernes egen interesse i en høj grad af gennemskuelighed og integritet, fordi det sikrer befolkningens tillid til organisationernes arbejde.
Jeg tror ikke der er nogen, der kan være uenig i det. Men der er især 3 grunde til at være skeptisk overfor blot at gennemføre notens anvisninger i terrorbekæmpelsens navn:
1)
Hele grundlaget for noten er, at private organisationer kan misbruges og udnyttes af terrorister, som bruger organisationerne som skalkeskjul for at overføre penge til terror. Der eksisterer formodentlig organisationer, som er blevet misbrugt, men jeg kender ikke til nogen dokumentation for dette.
Hvis de ny magtmidler skal have en mening, må der være tale om et misbrug af en vis størrelse og seriøsitet. Det er svært at forstå, at terrorister har et stort behov for at udnytte private organisationer, når penge kan overføres på så mange andre måder.
2)
Dertil kommer, at de vidtgående sanktioner, der åbnes op for, ikke er sat i forhold til hvilken overtrædelse, der har fundet sted. Det er helt fundamentalt for retssikkerheden, at overtrædelse og sanktion står i et rimeligt og afvejet forhold til hinanden, og at en strafferamme er kendt på forhånd.
3)
Endelig er der grund til meget stærk bekymring for, hvordan noten vil blive udmøntet i svagt funderede demokratier.
I Danmark er demokratiet godt konsolideret, og mon dog folk lader sig skræmme fra at være aktive i foreninger eller at sige, at statsministeren er dum, hvis det er det de vil. Men i et stort antal lande er demokratiet anderledes sårbart. Legitim opposition, reformkræfter og civilsamfundet kæmper en daglig kamp for deres demokratiske rettigheder under barske vilkår.
Danmark og EU har indtil nu haft en stærk politisk og moralsk platform at stå på, når sådanne reformkræfter har skulle støttes og forsvares. Men når “deres” og “vores” myndigheder har samme magtinstrumenter er det svært at se, hvordan vi kan argumentere imod, at magtinstrumenterne bruges.
Jeg tør godt forudsige, at noten i praksis vil blive misbrugt til at undertrykke helt legitime, demokratiske kræfter.
Skaden er sket, fordi noten er vedtaget og forpligter Danmark. Men skaden kan begrænses, hvis vi i Danmark og i EU omsætter den til konkret lovgivning på en fornuftig måde, bl.a. ved at præcisere hvilke handlinger, der kan udløse hvilke sanktioner.
Det er utrolig vigtigt, at de danske politikere forholder sig til noten og de konsekvenser, den kan få for kampen for demokrati, slutter Vagn Berthelsen.
Kommentaren stod i Berlingske Tidende under “Opinion” mandag den 20. marts 2006.
