Karina Kleivan er ansat i en nyoprettet stilling som Humanitær Koordinator hos IBIS.
Her skal den 47-årige cand.mag. fortrinsvis være med til at sætte øget fokus på uddannelse i lande med afsluttede konflikter – et felt IBIS har arbejdet med siden 2002.
Flere og flere børn og unge bliver på grund af konflikter og katastrofer frataget deres mulighed for undervisning. Karina Kleivan skal arbejde på at opruste IBIS’ kapacitet på området, så også disse børns ret til uddannelse bliver sikret.
Hendes første opgave bliver at evaluere og dokumentere IBIS’ hidtidige arbejde med uddannelse under humanitære situationer.
Dernæst skal hun undersøge, hvilke muligheder organisationen har for at udvikle dette virke – både i IBIS’ eksisterende programlande og i potentielt nye lande. Desuden kommer hun til at beskæftige sig med fundraising og beredskabsplaner.
Karina Kleivan har i hele sit arbejdsliv beskæftiget sig med uddannelse og udviklingsprojekter. Hun har været udstationeret i flere omgange, eksempelvis har hun tilbragt 3 år i Nepal, hvor hun arbejdede for Mellemfolkeligt Samvirke og beskæftigede sig med analfabetisme og tilbageførelse af børnesoldater til samfundet.
Dertil har hun været 2 år i Eritrea for NGOen CICED (www.ciced.dk), hvor hun arbejdede med modersmålsundervisning. Senest har hun været udstationeret for Red Barnet i Somaliland, hvor hun arbejdede med beskyttelse af børn samt uddannelses- og ungdomsprojekter.
Hun er cand.mag. fra Københavns Universitet med hovedfag i religionssociologi og suppleringsuddannelse i minoritetsstudier.