IBIS langer ud efter Pind og IFU: Vækst i u-lande skal gavne de fattigste

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Udviklingsminister Søren Pind (V) vil med sit nye udspil om markedsdrevet vækst i u-landene skære flere fattige nationer i Den 3. Verden væk fra dansk bistand og give mulighed for, at dansk erhvervsliv sammen med Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) og danske pensionsfonde kan investere i rigere u-lande.

Det konkluderer en af landets store bistandsoperatører, IBIS, i en presseudtalelse tirsdag

– Søren Pind skal huske, at udviklingsbistand gives for at hjælpe fattige mennesker i fattige lande – ikke for at hjælpe dansk erhvervsliv til at tjene penge i mellemindkomstlande, tilråder organisationens generalsekretær, Vagn Berthelsen.

Pind er ved at reducere antallet af partnerlande fra 26 til 15 lande. Samti-dig vil han styrke investeringerne i (de rigere) mellemindkomstlande ved at give IFU mulighed for at investere i lande, hvor bruttoindkomsten pr. indbygger er op til godt 6.000 dollars.

Det er et betydeligt højere loft end nu.

Vagn Berthelsen uddyber:

– Privatsektor-drevet vækst er en forudsætning for at skabe udvikling og bekæmpe fattigdom; men dansk bistand bygger på en målsætning om at reducere fattigdom, ikke at støtte danske virksomheder.

– Det er godt, hvis det kan gå hånd i hånd, men Pind har fået prioriteten galt i halsen, når han vil sætte øget fokus på mellemindkomstlandene. Det bliver der ikke færre fattige af i Sierra Leone eller Mozambique.

IFU STØTTER SKATTELY

Søren Pind skal i sin iver efter at få tænkt privatsektordrevet vækst bredere ind i den samlede udviklingsbistand huske på, at vækst også skal give udvikling i u-landenes egen økonomi, så de på sigt kan finansiere uddannelse, sundhed og udvikling.

I den sammenhæng er det vigtigt, at de virksomheder, der investeres i, også bidrager via skattebetalinger til det samfund, hvori virksomheden arbejder, anfører IBIS i sin presseudtalelse.

En ny analyse fra IBIS viser, at IFU ikke har tilstrækkeligt fokus på, hvordan fondens investeringer bidrager til udvikling.

IFU, som skal være rollemodel for bæredygtige investeringer, investerer gennem private kapitalfonde placeret i skattely, og er derved med til at legitimere og understøtte brugen af skattely, hedder det.

Samtidig forsvinder der illegalt 6-700 milliarder dollars ud af u-landene til skattely om året, anfører IBIS.

IFU TÆNKER IKKE PÅ, HVOR VIRKSOMHEDERNE BETALER SKAT

Det samme gør sig gældende, når IFU udvælger virksomheder, man vil støtte. Heller ikke her gør IFU sig overvejelser om, hvorvidt virksomhederne betaler skat i u-landene.

Det burde være en selvfølge, at IFU gør sig overvejelser om virksomhedernes skattebetalinger, når der træffes beslutninger om, hvorvidt fonden vil investere eller ej, mener IBIS.

Vagn Berthelsen:

– Danmark skal i alle sine instrumenter til at støtte vækst og udvikling sikre, at virksomhederne betaler skat i de lande, de opererer i. Det er en vigtig kobling mellem vækst og udvikling.

– IFU må stoppe med at benytte private fonde placeret i skattely. Det understøtter den systematiske skatteunddragelse fra mange u-lande, der koster de fattige milliarder af kroner. Og IFU må stille krav om, at de selskaber, man investerer i, kommer til at betale skat, siger den 58-årige bistandsveteran, der har stået i dansk u-landsvirke i over 30 år.

P.t. er størstedelen af investeringerne i Afrika er i olie- og mineindustrien, der ikke giver særligt mange arbejdspladser. Særligt inden for denne industri er det vigtigt, at selskaberne betaler skat.

Man kan se IBIS analyse af IFUs investeringer, der “er afsporet til skattely” på
http://www.ibis.dk/dokumenter/ibisdoc250_ibis_analyse_ifus_investeringer_i_ulande___afsporet_til_skattely.pdf

Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/08-02-11/danida-satser-p-den-private-sektor

Yderligere oplysninger hos:
Lars Koch, politisk rådgiver i IBIS, tlf. 60 60 58 31
Vagn Berthelsen, generalsekretær for IBIS, tlf. 24 40 86 40