IBIS ramt af bedrageri i Liberia

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

IBIS’ eget kontrolsystem har opdaget en svindelsag på kontoret i Liberia. Revisorerne opgør beløbet til ca. 250.000 kr.

3 ansatte har tilsyneladende samarbejdet om at forfalske underskrifter og bilag så dygtigt, at revisionen ikke i første omgang har opdaget det. Det var IBIS’ landedirektør, der opdagede bedrageriet og omgående tilkaldte politiet, som anholdt de mistænkte.

Revisorerne har nu gennemgået alle bilag, og opgør beløbet til 250.000 danske kroner. Sagen er meldt til politiet, og de mistænkte vil blive retsforfulgt. Det er IBIS’ vurdering, at banken er delvis ansvarlig i sagen, og IBIS vil søge at få midlerne refunderet af banken.

Ved en lignende sag i Ghana for år tilbage blev udfaldet, at banken betalte hele tabet tilbage til IBIS, fordi den ikke havde overholdt sine egne interne kontrolprocedurer.

IBIS håber naturligvis på at få pengene igen, men det er endnu for tidligt at sige, om det bliver udfaldet.

Midlerne kommer dels fra Danida (ca. 150.000 kr.), dels fra to tyske donorer (ca. 100.000 kr.).

– Det er en trist sag. Vi ved godt, at risikoen for den slags er større, når IBIS arbejder i lande som Liberia, hvor korruption er udbredt, siger Vagn Berthelsen, generalsekretær i IBIS.

– Derfor gør det alligevel ondt, når det rammer, både på grund af det alvorlige tillidsbrud, og fordi pengene jo skal anvendes til det vigtige uddannelsesarbejde, som IBIS udfører i Liberia. Det er en trøst, at det var vores egen kontrol, der var skarp nok til at opdage og stoppe det, anfører han og slutter:

– Men det ændrer ikke ved, at det kan gå ud over de børn og unge, som IBIS arbejder for at hjælpe.