Frygten for ebola og den uro og usikkerhed som udbruddet af sygdommen har medført i det vestafrikanske land Liberia får nu udviklingsorganisationen IBIS til at flytte sine internationale medarbejdere til Ghana.
Onsdag forlod udviklingsorganisationen IBIS’ fire internationale ansatte Liberia på grund af det voldsomme udbrud af sygdommen ebola, der for tiden hærger landet og nabolandene Guinea og Sierra Leone.
Medarbejderne, der kommer fra henholdsvis Canada, Etiopien, Filippinerne og Kenya flyttes til Ghana, hvorfra de fortsætter deres arbejde, oplyser organisationen.
De lokale medarbejdere fortsætter deres arbejde i landet, hvor de i samarbejde med en række lokale partnere oplyser om ebola.
Frygten lurer
Onsdag aften forlod IBIS’ canadiske landedirektør Anne Cathrine Bajard Liberia for at fortsætte sit arbejde fra Ghana. En af de sidste aftener i Monrovia kørte hun en tur i gaderne, der nu er fulde af frygt for fremtiden og for hinanden. Læs hendes personlige beretning her:
Fra klokken 21 er der udgangsforbud I Monrovia. Nu er den kvarter i otte, og frygten fra gaden siver ind til mig i bilen.
Tre teenagere vakler forbi, den højeste af dem – en pige – er tydeligt fuld. Eller sådan ser det i hvert tilfælde ud, idet hendes venner nærmest bærer hende afsted. Et ungt par kommer i mod dem.
Sænker farten og veksler et par ord med hinanden. Med et frygtsomt blik mod teenagerne krydser de over på den anden side af vejen. Er de unge mennesker bare fulde? Eller har pigen feber – og hvis hun har, hvorfor rører hendes venner så ved hende? Eller vakler hun, fordi hun er ude af sig selv af sorg?
Jeg ruller bilvinduet helt op. Jeg ved godt, at ebola ikke smitter gennem luften, men man ved jo aldrig…
I Liberia veksler vi mellem to følelser. Frygt og sorg. De af os, som har det privilegium at kunne rejse væk, føler os skyldige.
Jeg har trøstet dem, der er rejst før mig – mindet dem om det, som en FN chef sagde: ”hvis du ikke redder liv, hvorfor så risikere dit eget?” Om lidt er det min tur til at tage af sted.
Vi låner bilerne ud
IBIS’ biler og benzin har jeg lovet til Andrew, som leder organisationen Medical Teams International. De har brug for at låne alle de køretøjer, de kan, for at få personale, udstyr, medicin og mad ud til de hårdest ramte områder. Han er udmattet af kampen for at undgå, at sundhedssystemet bryder helt sammen.
Lige nu dør mennesker af simple sygdomme, fordi hospitalerne er overbelastede, eller fordi almindelige mennesker er bange for at nærme sig klinikkerne og dem, der er syge af ebola.
I går døde seks babyer i Monrovia, fordi deres mødre ikke kunne få hjælp til at føde. Samtidig gik min lokale skrædder i gang med begravelsesklæder til en 24-årig knægt, der gled på sit badeværelse. Der var ingen til at behandle hans hul i hovedet.
Som at være i fængsel
Og så er der alle de andre. Dem der ikke er syge, men som har mistet deres hverdag og deres frihed. Der er udgangsforbud fra kl. 21, ligesom dengang under borgerkrigen.
Der er forbud mod at forsamles i større flokke, og forældre holder børnene hjemme af frygt for deres liv. Selv for den minoritet, der har god plads og måske endda elektricitet og fjernsyn, er det en kamp at håndtere børnenes frygt, uro, rastløshed og savn efter at røre sig og se deres venner.
Den første dag var det måske sjovt at slippe for skole og pligter, men hvis hjemmets fire vægge er alt, hvad de kommer til at se de næste tre måneder, seks måneder måske, er det snarere et klaustrofobisk fængsel.
Vi kan ikke tørre deres tårer væk
75 procent af dem, der har fået ebola, er piger og kvinder. Som kvinder og mødre er vi de første til at holde om vores børn, tørre deres tårer – især når de er syge. Som min kollega og ven Adjwoa Mensah sagde:
“Jeg siger til mine børn, at de skal blive hjemme. For hvis de bliver smittet med noget – hvad som helst – så kan jeg ikke røre dem. Så kan jeg ikke holde dem, kramme dem og trøste dem.”
Nu er klokken blevet kvart over ni. Jeg må ikke længere forlade min lille etværelses lejlighed. Men jeg har computer og jeg har strøm. Og mine børn er i sikkerhed et andet sted i verden.
Det er en af mine foreløbigt sidste aftener i Monrovia. Min største frygt lige nu er, at ingen for alvor gør noget. At verden bliver ved at se den anden vej.