Ibis starter hiv-projekt i Bolivia

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Af Mette Johannesen,
Informations-praktikant i Ibis, Bolivia, 4. april 2006

Mere end 40 millioner er hiv-smittede verden over, og sygdommen truer med at underminere al udvikling i klodens fattigste lande. I Sydamerika bør man lære af historien og undgå en gentagelse af den aids-epidemi, vi ser i Afrika og Asien.

Ibis og FCI/Bolivia indleder derfor nu et samarbejde omkring et målrettet hiv/aids-projekt i Pando-provinsen i det nordlige Bolivia. Projektet er sponseret af den hollandske NGO Hivos og arbejder med oplysning og undervisning.

Befolkningen i området skal vide mere om hiv og aids. De skal have svar på spørgsmålene: Hvordan undgår jeg hiv-smitte? Hvor henvender jeg mig, hvis jeg vil undersøges? Hvilken behandling kan jeg få? Hvilke menneskerettigheder har en hiv-positiv?

Målgruppen er indianerne i Pando-provinsen; en befolkningsgruppe, der ikke opfatter hiv som en trussel, og ved meget lidt om smitteveje og sygdommens alvor.

Aktiviteterne i projektarbejdet tager udgangspunkt i målgruppens viden og værdier, så undervisningen passer til kultur, sprog og praksis i Pando. Vi vil sikre, at det forebyggende arbejde er nærværende for lokalbefolkningen.

Projektet er baseret på en grundig forundersøgelse af mulige samarbejdspartnere og interessenter. Formålet med forundersøgelsen er at styrke deltagelsen fra lokalområdet, fra undervisnings- og sundhedsarbejdere og fra den lokale indianske organisation CIPOAP.

De første skridt i det nye projekt bliver taget den 11-12. april, hvor Ibis og FCI/ Bolivia holder en workshop i Pando for centrale samarbejdspartnere og interessenter. Workshoppen skal færdigdefinere strategien for det fremtidige arbejde med indianske kvinder og mænd i Pando.

Sundhedsoplysning til indianske folk på landet er stort set ignoreret af regeringen. Bolivias regering har ikke noget program, som arbejder med oplysning om hiv/aids i de indianske bysamfund, selv om det er den mest sårbare del af landets befolkning.

Bolivias Sundhedsministerium har kun sparsomme oplysninger om, hvor mange bolivianere der er smittet af hiv/aids og andre seksuelt overførte sygdomme i landet. Men smitten er nået til Bolivia, og i Pando-provinsen er hiv-smitten særligt udbredt.

I Pando-provinsen findes hiv-smitten ikke kun blandt kvinder, der sælger sex, eller hos stiknarkomaner. Sygdommen er blevet synlig i flere grupper af lokalbefolkningen.

Selv om aids-epidemien er et globalt fænomen, lever 90 procent af verdens hiv-smittede i u-landene. I Latinamerika lever omkring 1,9 millioner voksne og børn med hiv.

Ibis og FCI/ Bolivia mener, at det er muligt at forhindre en aids-epidemi i Sydamerika, men det kræver en målrettet indsats, før det er for sent…

Læs flere nyheder og artikler på www.ibis.dk