Fødselaren har udmærket sig som forsker og underviser i kultursociologi og antropologi samt forkæmper for verdens urfolk og rådgiver i udviklingsbistand.
Specielt hendes meget omfattende og årelange videnskabelige pionerarbejde på Borneo har vakt berettiget opsigt.
Eventyrlysten har hun ikke fra fremmede. Bedsteforældrene på moderens side arbejdede i slutningen af 1800-tallet i Grønland, og farbroderen var som botaniker på ekspeditioner i Afghanistan.
Udlængslen og nysgerrigheden over for omverdenen medvirkede til, at Ida Nicolaisen efter overvejelser om at studere arkæologi valgte at udforske levende mennesker og deres levevis gennem antropologien.
Men da Hellerup-pigen efter endt studentereksamen begyndte etnografistudierne på Københavns Universitet i 1958, var hun den eneste på sin årgang. Året før var der ingen og heller ikke året efter, og der var kun tilknyttet to undervisere.
Mødet med Johannes Nicolaisen
Til gengæld var den ene af dem, Johannes Nicolaisen, den første magister i antropologi, senere den første professor og Ida Nicolaisens første ægtemand.
Sammen drog de på flere ekspeditioner, bl.a. til Tchad i Vestafrika, hvor feltarbejdet senere førte til en bog om jægerfolk og nomader.
Ida Nicolaisen nægtede dog at gå til eksamen hos sin mand, så hun flyttede studierne til Århus. Her begyndte hun på grund af den store lærermangel i faget at undervise, allerede før hun selv havde fået sin magistergrad.
I 1989 skrev hun sig ind i universitetshistorien, da hun brød mere end 500 års tradition ved som den første kvinde at holde festtalen ved Københavns Universitets traditionsrige årsfest.
Et regnskovsfolk på Borneo
I 1991 blev hun ansat som lektor i antropologi på Københavns Universitet, for i 1997 at overgå til en stilling som seniorforsker under Nordisk Institut for Asienstudier (NIAS), ligeledes ved hovedstadens universitet.
Ida Nicolaisen valgte det klassedelte Punan Bah-folk i det centrale Borneo som genstand for langvarige feltstudier for at kunne forfølge sin interesse for den kulturelle konstruktion af social ulighed.
Hun har sammenlagt opholdt sig hos Punan Bah i over fire år, blev optaget som adoptivdatter i en høvdingefamilie, boede i deres langhuse, lærte sig sproget og er regelmæssigt vendt tilbage til den store ø for at fortsætte sin forskning.
To gange har hun arrangeret besøg af Punan Bah-folket i Danmark. Første gang i 1986 med det formål at bygge en traditionel stammebåd i Vikingeskibshallen i Roskilde og siden, i 1993, for at udhugge to vældige totempæle på Nationalmuseet.
Formålet med hendes forskning har hele tiden været at indfange det kulturelle felt, som hun kalder det, dvs. at bidrage til den teoretiske analyse af folks livssyn og personopfattelse, deres forståelse af sig selv og andre, som det kommer til udtryk både i dagligdagen, i det rituelle og det religiøse liv.
Samtidig udgør hendes feltdata et unikt, kvantitativt materiale, der belyser Borneos kolossale forandring, bl.a. som følge af fældningen af den tropiske regnskov og opførelsen af et af verdens største dæmningsværker (Bakun) i Sarawak på øens nordlige el.
Rollen i dansk udviklingsbistand
Via forskningen blev interesssen for udviklingsbistand vakt, og Ida Nicolaisen har arbejdet både som rådgiver for den malaysiske regering og i flere sammenhænge herhjemme.
Således var hun bl.a. medlem af Rådet for Udviklingsforskning i to perioder, 1981-87 og 1993-99, og hun sad i U-landsstyrelsen fra 1996 til 2004, en del af tiden som næstformand.
Styrelsen var i 50 år frem til 1. januar 2013 det forum, hvorigennem alle større bevillinger til u-landsarbejdet flød.
1984-87 var hun rådgiver for Danida /UNSOs projekter i Sahelregionen syd for Sahara, fra 1986 for WWF Verdensnaturfonden, og fra 1994 for det dav. rådgivende udvalg om miljø og bistand til udviklingslandene.
Hun var tillige formand for Danidas Oplysningsudvalg i seks år frem til 1. januar 2008.
Enormt værk om nomadefolk
Sideløbende med sine øvrige gøremål har hun siden 1991 været medlem af styregruppen for Carlsbergfondets stort anlagte projekt Dansk Nomadeforskning, der samler en 100-årig, fornem antropologisk forskningsindsats om nomadefolk i Asien, Mellemøsten og Nordafrika.
Projektet omfatter en bogudgivelse på 16 bind, som hun er hoved-redaktør af. To af bindene er hun selv forfatter af, det ene handler om tuaregerne i Nord- og Vestafrika, det andet om Haddadfolket i Tchad.
Det sidste bind i denne serie udkommer til jul.
Kampen for de oprindelige folk
Når Ida Nicolaisen skal se tilbage på et helt livs virke, er det vel nok især indsatsen for verdens urfolk – eller oprindelige folk -, der står stærkest i billedet.
Hun har engageret sig markant i kampen for, at klodens omkring 5.000 oprindelige folkeslag og -grupper kan leve anstændigt og som de vil.
Og det er ikke småtterier vi taler om. Disse folkeslag tæller tilsammen omkring 300 millioner verden over, som ofte er tilsidesat eller negligeret af samfundet. Her har hendes mest fremtrædende platform været FNs Permanente Forum for Oprindelige Folk, hvor hun i 2002 blev vicepræsident.
Dettte forum har Danmark engageret sig dybt i, ikke mindst på grund af Grønland.
Det kan man læse meget mere om på
http://www.un.org/esa/socdev/unpfii/en/member_nicolaisen.html
Og så skal det med, at hun fortsat sidder i bestyrelsen for “World Diabetes Foundation”, et dansk-baseret, men globalt initiativ mod sukkersyge, som er funderet på rundhåndede midler fra Novo Nordisk. Fonden har base i Gentofte i det nordlige København.
Privat er hun to gange enke og bor nu alene i villaen på Frederiksberg,
Se også
http://www.kvinfo.dk/side/171/bio/866 – biografi fra 1984
