Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) er godt på vej til at sælge sine aktier i Afrikas største vindmøllepark, Lake Turkana Wind Power (LTWP) i Kenya til den amerikanske kapitalforvalter BlackRock. Det afslørede IFU’s medlem af LTWP’s bestyrelse og Vice President i IFU, Reik Haahr Müller, tirsdag aften på et møde i København om grøn omstilling i Afrika arrangeret af IDA Global Udvikling.
Han kunne ikke oplyse prisen, men sagde, at salget gør IFU’s engagement til en ’god forretning’. Og eftersom IFU går efter et årligt afkast på 12 procent af sine investeringer, må et godt bud være, at salget indbringer IFU mindst det dobbelte af den oprindelige investering i 2014 på 87 millioner kroner, som sikrede IFU en aktiepost på 6,25 procent.
Vestas sælger også sine aktier
Nyheden om købsaftalen har ikke været fremme før, men den bekræftes af internationale finansmedier, der også oplyser, at BlackRock ikke blot overtager IFU’s aktier, men også aktierne fra to af de andre oprindelige investorer, heriblandt Vestas. Vestas leverede ikke blot de 365 vindmøller til Kenya, men var også medinvestor i LTWP med en aktiepost på 12,5 procent.
De øvrige oprindelige investorer, der nu sælger til BlackRock, er IFU’s søsterorganisation i Finland, Finnfund, har en aktiepost på 12,5 procent. Også Norfund, Den Norske Investeringsfond for Udviklingslande, havde en aktiepost på 12,5 procent, men solgte sine aktier allerede i 2021 to Anergi Group, et konsortium af de øvrige ejere af vindmølleparken.
Vores rolle er at sætte ting i gang og trække os, når projekterne kører. Derfor er det naturligt og ganske udramatisk, at salget finder sted nu,
Reik Haahr Müller, Vice President i IFU
Handlen vil bringe BlackRock’s samlede ejerandel op på næsten en tredjedel, helt nøjagtigt 31,25 procent. De oprindelige ejere, som er private investorer fra Storbritannien, Holland og Kenya, berøres ikke af handlen.
Aktierne overgår efter salget til BlackRocks særlige offentlig-privat finansieringsmekanisme, Climate Finance Partnership (CFP). Den er oprettet i samarbejde med statslige bistandsorganisationer i Frankrig, Tyskland og Japan og førende private, amerikanske fonde – lidt i stil med den danske Klimainvesteringfond – og har en samlet kapital til rådighed på 673 millioner dollar. Målet er, at mindst en fjerdedel af kapitalen skal investeres i Afrika.
At salget af aktierne kommer nu, bør ifølge Reik Haahr Müller ikke komme som en overraskelse. IFU’s investering i LTWP skete tilbage i 2014 med midler fra Klimainvesteringsfonden (KIF), der blev etableret samme år med indskud fra IFU selv, men primært fra de danske pensionskasser, PKA, PensionDanmark og PBU.
”Vores rolle er at sætte ting i gang og trække os, når projekterne kører, og private investorer er parate til at købe aktierne på markedsvilkår, og målet er at gøre det inden for en tiårig horisont. Derfor er det naturligt og ganske udramatisk, at salget finder sted nu,” sagde Reik Haahr Müller.
Salget betinget af afklaring om jordrettigheder
Salget til BlackRock er betinget af en afklaring af et par af de udfordringer, den ambitiøse vindmøllepark er stødt ind i. Det gælder først og fremmest den langvarige strid om oprindelige folks ret til den jord, vindmølleparken er etableret på.
Den strid endte sidste år, da en domstol i Kenya afsagde sin dom. Dommen fastslog ifølge Reik Haahr Müller endegyldigt, at projektet kan køre videre, men sagde samtidig, at der er begået procedurefejl i forbindelse med etableringen af vindmølleparken. Afgørelsen pålagde de lokale myndigheder at få de ting bragt i orden. Dét udestående er en af de ting, der skal afklares, inden aktiesalget kan falde endeligt på plads.
Det er ikke bare jordspørgsmålet, der har vakt debat i Kenya. Det har også prisen på den strøm, vindmøllerne genererer og leverer til Kenyas elforsyningsselskab KPLC. Prisen blev oprindelig fastsat i en 20-årig – og uopsigelig – aftale, en såkaldt power purchase agreement (PPA). Aftalen bandt også KPLC til at aftage en bestemt mængde strøm fra LTWP, og aftalen var nødvendig for at give investorerne sikkerhed for deres investering i dét, der dengang blev betragtet som et høj-risiko-projekt.
Men den aftalte pris har vist sig høj i de seneste år, hvor prisen på el fra f.eks. solpaneler er raslet ned. Den har også vist sig at være højere end det, KPLC og KPLC’s kunder har råd til at betale. Omvendt siger LTWP og andre private investorer i sektoren, at fremtidige investorer i grøn energi i Afrika vil blive skræmt godt og grundigt væk, hvis de ikke kan regne med indgåede aftaler.
Den høj pris har sat de kenyanske politikere under massivt pres for at genforhandle prisen på strøm, ikke bare med LTWP, men også med andre private el-producenter. Der er nu nedsat en kommission, der skal se på spørgsmålet, især med henblik på fremtidige projekter.
Afrikas energiparadoks: Overkapacitet
Den omstridte pris på strøm gjorde Lake Turkana-parken til et godt eksempel på det, der egentlig var emnet for tirsdagens møde, nemlig de udfordringer, som investeringer i Afrika i store grønne energiprojekter har det med at løbe ind i.
Senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Ole Winckler Andersen, kaldte det ”paradoksproblemet” – at der i mange lande, hvor store dele af befolkningen stadig mangler adgang til strøm, samtidig er overkapacitet i el-sektoren. I flere lande som Kenya er den samlede kapacitet mere end 50procent højere end spidsbelastningen. Det betyder i praksis, at kun en del af den strøm, landene rent faktisk kan producere, når ud til forbrugerne – typisk på grund af dårlige transmissions- og distributionssystemer, eller fordi prisen er for høj.
Verdensbankens argument var netop, at projektet kunne resultere i, at kenyanerne kom til at betale overpris for strømmen, og det har de jo i hvert fald et stykke af vejen fået ret i.
Geert Aagaard-Andersen, tidl. ambassadør i Kenya
Samtidig skal landene betale investorerne for den samlede mængde strøm, der kan produceres, og det bidrager til store underskud i de offentlige forsyningsselskaber. Paradokset forstærkes af, at langt størstedelen af strømproduktionen i et land som Kenya er grøn og klimaneutral.
”Det paradoks skal der findes løsninger på. Ellers risikerer Afrikas grønne omstilling at gå i stå eller blive for dyr for afrikanerne. Og det har både investorer, donorer og de afrikanske regeringer og forsyningsselskaber et ansvar for,” argumenterede Ole Winckler Andersen.
En positiv bundlinje – også for Kenya
Som dansk ambassadør i Kenya fra 2010 til 2015 agerede Geert Aagaard-Andersen fødselshjælper på projektet, da den komplicerede og innovative finansiering med private og såkaldte institutionelle investorer skulle forhandles på plads.
”Vores støtte bestod nu mest i kaffe og småkager og i at være vært for møder,” fortalte Geert Aagaard-Andersen på mødet, hvor han også mindede om, at Verdensbanken på et kritisk tidspunkt sagde nej til at være med i projektet.
”Bankens argument var netop, at projektet kunne resultere i, at kenyanerne kom til at betale overpris for strømmen, og det har de jo i hvert fald et stykke af vejen fået ret i.”
Når vindmølleparken alligevel blev til noget, skyldes det, at Den Afrikanske Udviklingsbank og andre investorer trådte til, og den tidligere ambassadør konkluderede, at projektet trods alt har været positivt for Kenya:
”Man skal huske på, at alle de CO2-udledninger, projektet har sparet klimaet for, ikke er med i regnestykket, og at projektet også har tilvejebragt en infrastruktur i form af transmissionsledninger, veje og meget andet, som Kenya nu nyder godt af,” påpegede Geert Aagaard-Andersen.
”Det har også – sammen med en række andre initiativer – bidraget til, at langt flere fattige kenyanere, også på landet, har fået adgang til strøm og de muligheder, det giver. Og så har det vist vejen for andre store private investeringer i grøn energi i Kenya og Afrika, som er helt nødvendige. Men det er klart, at alle skal lære af de erfaringer, der nu er gjort, og gøre tingene bedre i fremtiden.”
