På baggrund af et samråd med udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) fortsætter Afrika Kontakt sin kritik af IFU’s investeringer i bl.a. fem fossile energianlæg, som de mener er i strid med Parisaftalen. Men det er efter vores opfattelse ikke rigtigt.
For det første er tre af de fem fossile anlæg, som IFU har investeret i, etableret for mellem 10 og 20 år siden og dermed lang tid før Parisaftalen.
For det andet er de to seneste investeringer i fossile energianlæg sket i henholdsvis Mali og Benin, der er blandt Afrikas fattigste lande, og hvor manglende adgang til elektricitet er en af de største barrierer for udvikling.
I forhold til udviklingslandenes særlige behov anerkendes det i Parisaftalen, at målsætningen om at holde de gennemsnitlige temperaturstigninger på under to grader skal ses i sammenhæng med mål om bæredygtig udvikling og fattigdomsbekæmpelse. Derudover kan udviklingslandene ifølge aftalens artikel fire øge udledningen i en længere periode end de industrialiserede lande kan.
Det virker da også rimeligt, når Mali og Benin gennem direkte afbrænding af fossile brændsler i dag kun årligt udleder cirka 0,1 og 0,6 tons CO2 per person, mens hver dansker udleder i gennemsnit omkring seks tons CO2 om året på samme konto.
Det betyder ikke, at der ukritisk skal opføres nye fossile energianlæg i udviklingslande. Vi skal naturligvis først og fremmest fokusere på vedvarende energi. Derfor har IFU i de senere år også bidraget til etableringen af mere end 800 megawatt sol -og vindenergi i lande som bl.a. Kenya, Egypten og Mongoliet.
Men med den nuværende teknologi har alle lande fortsat behov for et vist bundniveau af fossile brændstoffer i deres energimix. Derfor giver det god mening, at IFU også fremover kan investere i enkelte fossile energianlæg i de allerfattigste lande, når disse anlæg i en overgangsperiode kan bidrage til at etablere en stabil elforsyning, øge adgangen til elektricitet og dermed reducere fattigdom.
