Onsdag er der folketingsvalg og, fristes man til at sige, som sædvanligt har udviklingspolitik og udenrigspolitik ikke spillet den helt store rolle.
Globalnyt har efterlyst valgarrangementer, hvor udviklingspolitikken på en eller anden måde er på dagsordenen. Vi har ikke fået mange tips.
Der er givet arrangementer, vi har overset. Ikke desto mindre må det konkluderes, at udviklings- og udenrigspolitik ikke spiller væsentlige roller for de fleste af os, når det handler om valgkamp.
Globalnyts uvidenskabelige undersøgelse bakkes op af en undersøgelse fra analysebureauet Voxmeter, hvor et repræsentativt udsnit af vælgerne i perioden fra nytår til maj er blevet spurgt, hvilke tre emner, der optager dem mest ved valget. Her fra Politikens omtale:
”Kun 0,2 procent har nævnt international politik, mens 1,0 procent valgte forsvars- og sikkerhedspolitik. Og når det gælder EU, var den tilsvarende andel kun 1,9 procent.”
Klimaet
Til gengæld er klima-spørgsmålet kommet højt op på dagsordenen til både EU-valget og folketingsvalget. Som Folketingets formand Pia Kjærsgaard fra Danske Folkeparti fik udtrykt det efter det stod klart, at hendes parti var gået tilbage fra fire til et mandat i EU Parlamentet:
”Måske er det alle… klima… øh, hvad er det nu man kalder dem, klimatosser? Nej, alle dem der alene går op i klima. Det gør vi også i Dansk Folkeparti, men det er jo ikke det vi alene går op i og jeg tror faktisk måske, at det kan være det, der har gjort det. Men fred være med det. Fordi man siger ikke imod, hvad den danske befolkning stemmer. Befolkningen har altid ret. Sådan er det.”
Om ”klimatosser” var ment i spøg eller ej vil nok blive diskuteret længe. Men Pia Kjærsgaards analyse, at DF’s tilbagegang kan hænge sammen med en stigende interesse og bekymring for jordens klima, er nok ikke helt i skoven. For flere meningsmålinger har vist at klima-spørgsmålet ligger blandt de emner, som vælgerne går mest op i.
Møder om verdensmål
Men tilbage til udviklings- og udenrigspolitikken i valgkampen:
Fra Globalt Fokus, der er paraplyorganisation for de danske foreninger og organisationer, der arbejder med internationale udviklings-, miljø- og humanitære aktiviteter, har vi fået et par tips:
21. maj holdt Globalt Fokus sammen med Nyt Europa, Iloveglobalgoals og Folketingets tværpolitiske netværk for Verdensmål et arrangement med både kandidater til EU Parlamentet og Folketinget.
Det handlede om FN’s verdensmål, specifikt nummer 8: fremtidens arbejdsmarked, 10: ulighed og 13: klima. Panelet bestod af seks kandidater: Jeppe Kofod (A), Kristian Jensen (V), Rasmus Nordqvist (Å), Merete Scheelsbeck (C), Rikke Lauritsen (SF), Jakob Nerup (Ø) og Mette Annelie Rasmusseni (RV).
Tidligere på måneden, den 8. maj, holdt Globalt Fokus ”politisk folkekøkken” sammen med Mellemfolkeligt Samvirke, hvor temaet var ulighed. Fokus var dog mest på den voksende ulighed i Danmark og hvordan det flugter med verdensmålet om at bekæmpe uligheden på globalt plan.
Kandidaterne Peter Hummelgaard (S), Mette Annelie Rasmussen (B) og Lasse Vogel Andersen (K) deltog her.
Her fra Globalnyt har vi i de seneste uger bragt et valgstafet, hvor udviklingsordførerne fra partierne har stillet et spørgsmål til deres kollega i et af de andre partier. Det er blevet til ti artikler, som kan findes her.