Der er ikke telte nok i hele verden til at beskytte de overlevende fra det voldsomme jordskælv i Pakistan tidligere på måneden, sagde en højtstående FN-embedsmand tirsdag ifølge Ekstra Bladet Online.
– Det er nok rigtigt at konstatere, at der er utilstrækkeligt med telte i verden til at opfylde kravene, siger FNs chef i nødcentret i den pakistanske hovedstad, Islamabad, Andrew McLeod.
FN-talskvinden Amanda Pitt siger, at der mandag var leveret 37.000 telte, og at den pakistanske regering bidrager med yderligere 100.000 telte.
– Vi ved, at der er yderligere omkring 150.000 telte på vej, men det er ikke nok, siger hun. Flere end 40.000 mennesker blev dræbt ved jordskælvet den 8. oktober.