Celia
Kunstner: Angélique Kidjo
Titel: Celia
Udgivet af: Decca
Angélique Kidjo har, siden hun brød afgørende igennem med hittet Agolo fra albummet Ayé – i øvrigt indspillet i Prince’s berømte Paisley Park-studie – været både Afrikas stolthed og dets problembarn. Med en selvbevidsthed, der sommetider har været hendes største modstander, bliver Angelique Kidjo ved med at komme tilbage med udgivelser, det bare er meget svært at ignorere. Ja, på dette sidste album fra i år, hvor hun hylder den afdøde cubanske stjerne Célia Cruz (1925-2003), har hun igen kæmpet sig op på en top, hvorfra hendes store stemme og lysende kreative talent skinner klarest.
Opvokset i Benin var det i Paris, at hun studerede musik og mødte sin producer og ægtemand, Jean Hébrail. Hjemme i Benin havde familien både hørt på afrikanske stjerner som Fela Kuti, Manu Dibango og Miriam Makeba og vestlige ditto som James Brown og Jimi Hendrix.
Angélique Kidjo var derfor i den grad rustet til at starte sit musikalske eventyr med en partner, der frygtløst ville sætte sig i detaljeret grad ind i både hendes hjemlands kulturer og udtryk verden over, ikke mindst de steder, hvor slaver udskibet fra Benin, Nigeria og omegn endte. Altså især Brasilien og Cuba.
Afro-cubansk rejse
Angélique Kidjo var tidligt forbi Bahia i Brasilien, da hun omkring årtusindskiftet fyrede sin berømte trilogi af og blandt andet opsøgte perkussion-geniet Carlinhos Brown i forbindelse med pladen Black Ivory Soul. Hun havde her gang i et kludetæppe af forskellige musikere fra relevante kulturer, blandt andre Gilberto Gil og sågar Dave Matthews, og pladen var en af de gange, hvor et nyt og udmattet amerikansk pladeselskab gav op og hidkaldte hjælp fra produceren Bill Laswell, der skabte en spiselig version – som Kidjo vist i øvrigt hadede.
Siden har der været flere toppe end dale, og nu har hun kastet sig over et cubansk-amerikansk ikon, for Célia Cruz var – skal man lige huske – en af dem, der stak tidligt af fra Cuba og ikke mindst var stor i Miami. Alligevel vedblev hun med at have status som den måske største, som den caraibiske ø har fostret, og er ikke mindst en eksponent for den afro-cubanske rejse, samt den åndeverden, der fulgte med fra Vestafrika. Altså dyrkningen af orisha-ånderne og mystikertraditionen kaldet santería på en plade der udelukkende består af covernumre.
Historisk er vi tilbage i starten af Cruz’ karriere i de tidlige 1960’ere, da hun endnu ikke var gået solo, men var den elskede forsanger hos La Sonora Matancera.
Tilbage til det afrikanske kontinent
I Angélique Kidjos historie falder den i kølvandet på en hyldest til Talking Heads, som havde samme navn som mesterværket fra det amerikanske orkester, Remain In Light (1980), som var bandets hyldest til bl.a. Fela Kuti.
Her brugte Kidjo den aldrende trommeslager fra netop Fela Kutis band, Tony Allen, som har et helt specielt drive i sit trommebeat, og som i øvrigt på denne skive fra 2018 leverede fabelagtigt på et album, der var en endog meget spændende og veloplagt hyldest til Talking Heads. Der ikke mindst er så vellykket, fordi Kidjo og Hébrail har taget særdeles kendte sange som Once In A Lifetime og vendt dem på hovedet med arrangementer, der tager afrikanskinspirerede originaler tilbage til selve det afrikanske kontinent. David Byrne må have frydet sig over den plade!
Det høje niveau og den veloplagte tilgang er der ikke har ændret på på denne nye plade, og ikke mindst Tony Allen giver den fuld skrue på den smittende Baila Yemaya (Dans til havets ånd), hvor hans afrobeat-drive er en fabelagtig motor.
En anden stor sang er Kidjos version af Elegua (ånd der repræsenterer både begyndelsen og afslutningen på livet), mens sange som Toro Mata lægger et uimodståeligt tæppe af smittende rytme sammen med Gangbé Brass Band fra hjemlandet Benin.
Den følges i øvrigt af Quimbara, der i sin tid var en dampende duet mellem de to eksilkunstnere på Fania Records i New York, Célia Cruz, og Johnny Pacheco, der kom fra Den Dominikanske Republik.
Angélique Kidjo og Jean Hébrail med flere har skabt endnu et enestående album, hvor Kidjo stort set lever op til den største caraibiske stemme nogensinde. Stort set (fraset anmelderens nærmest religiøse hengivenhed for La Célia).
Hør den! Og – nå, ja – hele Célia Cruz’ tidlige produktion.