Ildsjæl i FN-forbundet blir 70

Forfatter billede

FN-forbundets hovedkasserer, Flemming Thøgersen, Hvidovre, fylder 70 onsdag d. 10. april 2013.

Fødselaren var blandt stifterne, da FN-forbundet blev dannet i 1970, og han har siden på mange måder været med til at udvikle forbundet, som det ser ud i dag.

Han er en ildsjæl i arbejdet for dialog, kulturudveksling og internationalt samarbejde. Dedikeret tager han fat i helt konkrete projekter, hvor almindelige mennesker – unge som ældre – mødes på tværs af grænser.

Udover at være aktiv i FN-forbundet er Flemming Thøgersen virksom lokalt i Hvidovre, hvor han i 16 år sad i byrådet for Det Radikale Venstre; den sidste periode som viceborgmester. Han er fortsat formand for kredsbestyrelsen.

Han har også længe været engageret i oplysningsforbundet Netop (det tidligere Frit Oplysningsforbund), hvor han i en periode var landsformand.

I dag er han stadig aktiv som medlem af internationalt udvalg. Det samme gælder i Foreningen Norden, hvor han er formand for Hvidovre-afdelingen.

Flemming Thøgersen har altid kombineret det lokale med det internationale, og der findes ingen bedre måde at skabe fred og forståelse mellem verdens folkeslag. Helt i tråd med visionerne bag FN.

Man kan se mere om FN-forbundet på http://www.fnforbundet.dk