Under temaet OCCUPY UTOPIA har mere end 300 kunstnere fra 40 lande modtaget en invitation til at besætte Danmark i dagene 30. august til 7. september med kunst for at virkeliggøre deres utopier i en foranderlig verden.
IMAGES så dagens lys i 1991 og årets udgave er den 8. af slagsen. Ligesom de foregående, er formålet med festivalen at give ”den danske befolkning et indblik i den aktuelle kunstneriske og kreative dagsorden i en række af verdens brændpunkter”lyder det i festivalprogrammet.
Festivalens tema er valgt ud fra en tro på at kunsten har en rolle, når den eksisterende virkelighed er truet, og en ny skal bygges op. Desuden mener folkene bag, at kunsten kan give danskerne et indblik i verdens mangfoldighed virkelighed. Kunstnerne er ligeså forskellige som de er mange, men de har det tilfælles, at de i deres kunstneriske fortolkning af en verden i forandring er transcendente og skaber inspiration for fremtiden.
Litterær bro
Litteraturen er et af de mange spændende kunstneriske initiativer IMAGES FESTIVAL 2013 byder på. Festivalen har inviteret forfattere fra lande som Syrien, Zimbabwe, Somalia, Bolivia og Indien hertil for at komme med deres bud på OCCUPY UTOPIA. I løbet af festivalens 7 dage vil de bruge ordet til at skabe en litterær bro blandt mennesker og kontinenter.
I København er der konkret tale om ”broen på broen”. Her kan man i festivalens første dage opleve, hvordan kunstnere, designere og forfattere i fællesskab omdanner 15.000 brugte bøger til en scene, et arbejdsrum og en litterær cafe og galleri.
Forfatterstemmer skaber Babelstårn
I løbet af ugen vil forfattere og litterære iværksættere læse op, debattere og arbejde i broens litterærerum alene og i fællesskab. Der er lagt op til, at de skal skabe en fælles stemme, der sprænger grænser og prøver at nå festivalens mål om at præsentere litteratur, der ikke umiddelbart er kendt af det danske publikum:
”Min drøm er, at flere mennesker i verden får mulighed for at læse vedkommende litteratur, se billeder, der kan udfordre deres perspektiv, høre musik, der svinger med dem og giver dem glæde og tro på livets skønhed og mangfoldighed” siger leder af festivalen Mikkel Harder.
Litteraturprogrammet på årets IMAGES FESTIVAL præsenterer forfattere fra de fleste af verdens afkroge og allerede fra morgenstunden kan man møde litteratur fra fjerne egne, når festivalen inviterer til kaffesalon og oplæsning.
Undervejs bliver der produceret ny litteratur, hvor forfattere på tværs af sproglige og internationale grænser skal arbejde sammen. Det sker i udarbejdelsen af ’UTOPIA(13)’, hvor en håndfuld forfattere sammen skal skabe et værk. Og det sker til arrangementet ’TOWER OF BABEL’ hvor 28 danske og udenlandske forfattere vil blande deres stemmer i en kakofonisk maraton opløsning.
Mere end litteratur
Litteraturen er kun en lille del af et samlet hele. I København udvikler Grand Teater sig til en verdensbiograf. VÆGGEN der er installeret på Dronnings Louises Bro, bliver omdannet til Egyptens hovedstad, mens førende arabiske kunstnere fortæller om forholdene i Mellemøsten lige nu. Og undervejs kan man danse til rytmer fra hele verden, se teater fra lande man knap vidste eksisterede og meget meget mere.
Fulde program for alle byer:
Program for litteratur i København: http://forlaget.korridor.nu/utopia_program
Desuden:
http://images.dk/#page2
For flere oplysninger:
https://www.facebook.com/imagesfestivalaalborg
https://www.facebook.com/pages/Images-Festival-Aarhus/494514640637865
https://www.facebook.com/imagesfestival.dk?ref=ts&fref=ts